EN TEORI OM ET UNGT HJERTE

Han er lige så gammel som mig. Og så sagde han noget med at den lyserøde var sødest, fordi den var så nedtonet. Og noget med at  uskyldigt, nuttet og  lidt helligt var langt smukkere, endda mere sexet end det frembrusende. Men man vil sgu da ikke være sød i byen, man vil sgu da ikke være girl-next-door, når man skal stå der og hælde sorte shots ned i svælget og høre sange om store fede røve og alle andre render rundt med trænede sixpackmaver, squattede røve og sneakers. Så vil man da ikke stå der og bare se sød ud. Så vil man sgu da være sexet. Og man er da ikke vulgær bare fordi man har købt et croptop sæt i H&M. Er man? Det var da meningen af det skulle være lækkert på den gode måde. 
Men så igen. Så er man i og for sig enig med hans udsagn. Og det kan gøre en dybt frustreret. Og man får næsten lidt kvalme. Og man tænker på hvor mange gange man har set ud på en måde, som han synes er vulgær og bare troet man var lækker. Og man tænker på hvordan det hele bare er blevet vildere og vildere, i takt med at man spejlede sig selv i flere og flere fremmede. Og hvis de gør det, så skal man også gøre det. For man skal jo ikke blive overset. Man skal jo ikke blive glemt. Og det er som om det hele er en lang karruseltur som er blevet alt for vild og man netop lige er blevet slynget ud af vognen og er landet på græsset med hoved forrest. Og man ville i et øjeblik ønske man kunne slette alt det der løber igennem ens hoved. Og det er sgu da også pisse ubehagelige, at man egentligt er enig i et argument som rammer en selv lige midt i hjertet og minder en om, at man virkelig ikke havde særligt meget tøj på, da man dansede rundt i lørdags. Og det minder en om, at man ikke altid var sådan. Og det minder en også om hvordan ens billeder alle mulige steder på nettet, ser meget anderledes ud nu, end de gjorde før hen. Og det minder en om de første gange man tog til fester, hvor man havde strutkjoler på fordi man synes de var edderfine og smukke. Ikke fordi de viste det ene det andet eller det tredje. Og det minder selvfølgelig en om at man jo egentligt også synes at uskyldigt,  nuttet og lidt helligt er langt smukkere, endda mere sexet end det frembrusende. Og så græder man måske lidt. For så opdagede man, at man var blevet noget som man slet ikke ville være. Og så psykoanalyserede man sig selv. For det gør man altid. Og så tænkte man på, at man aldrig rigtigt har kunne svare når man blev spurgt om hvorfor man dog ville date mænd på 30. Som var så meget ældre, og som ville se på en som en meget ung lille pige. Og så slår det en, at det jo selvfølgelig var fordi man med disse mænd kunne føle sin egen ungdom og uskyldighed og friskhed, reflekteret i deres mange år. Lige meget hvad man ville gøre med en mand 12 år ældre end sig sig selv,  ville man føle sig ung. Når han blev irriteret på en, fordi man gik op i teenage-ting og veninde-fnidder ville man føle sig ung. Når man krængede sit hjerteblod ud i en filosofisk diskussion og han blev imponeret over ens viden trods ens alder, ville man føle sig ung. Ung, frisk, ny, uskyldig, hellig, smuk. 
Hvor starter det behov? Hvor slutter det? Og mest væsentligt, hvordan kan man så undgå at føle sig som en slidt gammel vulgær sæk kartofler, når man vil se en mand på ens egen alder. Hvordan er man ung med en jævnaldrende. Hvordan er man uskyldig med én som man måske er mere moden end?  Hvordan er man nuttet, med en som man har fortalt om alle sine hemmeligheder?
Måske skulle man bare sådan… Slappe af. Og tænke på at være 18 år og sig selv og ikke noget andet. Og ligge alle de forestillinger man har om hvordan man skal se ud igennem andres øjne til side. For man kan aldrig hverken vide eller se sig selv, som andre ser en. Og det er jo i virkeligheden nok for det bedste. Men man købte alligevel den lyserøde, man kan jo godt prøve lidt.