Kjole, Somewhere (balinesisk butik) lignende kjoler fåes HER HER HER HER – med lange ærmer HER // Sko, converse fåes HER // Hat HER // Solbriller, Bamboo Blonde (balinesisk butik) lignende HER & HER // Taske, HER

Det lækre varme klima bringer så dejligt mange nye outfit muligheder med sig – omend det faktisk også begrænser, fordi luftfugtigheden og de 35 grader som vi havde i Kuta, næsten gjorde det uudholdeligt at have noget stramtsiddende på. Thank god for swing-dresses. Jeg har stort set ikke gået i andet under hele vores tur – men det passer mig pokkers fint, for jeg elsker den slags pigede dog afslappede sager. Mange af de ting jeg har på på ovenstående billede og vil have på på de kommende outfit posts her fra rejsen, er altså items købt i lokale butikker, men jeg lover at prøve at finde gode alternativer online – hvad jeg iøvrigt også har gjort lige under billedet ovenfor! ;-)
Nu vil jeg smutte ud og udforske Koh Samui, vores nye hjem (for de næste par dage i det mindste – oh the life of a backpacker)

Dette indlæg indeholder affiliate links.

Vi pakkede den 23. Marts vores backpacks (i mit tilfælde nu kuffert fordi den billige backback jeg havde købt online inden rejsen, selvfølgelig gik i stykker under vejs – you get what you pay for) og forlod vores vidunderlige lille paradis ø, Gili Trawagan. I første omgang for at tage tilbage til vilde larmende Kuta for en sidste gang og derefter mod lufthavnen og på en flyver. Men denne flyver skulle ikke tage os hjem til lille Danmark som først planlagt, for vi fik så skrækkeligt ondt i hjertet over at tænke på at forlade vores backpacker livsstil, vores asien og alle de eventyr som en sådan her rejse bringer. Så vi besluttede ikke at tage hjem. Godt nok havde vi reelt set kun lagt et rejsebudget der skulle vare 2 måneder og derfor er økonomien lidt under pres da budgettet nu pludselig skulle rumme 1 billet til Thailand og 30 dages ekstra rejse. Men det går, vi spiser stadig som konger og vader rundt midt i paradis, så her er ingen sure miner. Men for nu en kort stund at vende tilbage til Indonesien… Så er jeg nødt til bare at fortælle jer en lille smule om vores tid på Gili Trawagan. Vi nåede at være næsten 25 dage på Gili T som øen i daglig tale bliver kaldt og vores ophold der er nok en af de bedste oplevelser jeg har haft i mit liv. Øen er meget lille, man kan hele øen rundt langs kysten på 1,5 time. Og alt er centreret om én hovedgade hvor der ligger måske 40 barer og lige så mange restauranter og små butikker og dykker-butikker. “Get your padi here” – “Get your open water here” står der på skilte alle vegne, og det er helt klart dykkernes ø, selvom vi kun snorklede og slet ikke havde råd til at dykke, har jeg aldrig talt så meget om dykning og dykker-kurser i mit liv som under vores ophold på øen – dét og festerne hver aften er det helt store omdrejningspunkt. Jeg har tusindevis af ord som jeg gerne vil dele med jer om Gili T og om alt vi lavede der, og alt vi lavede inden og alle de steder vi var og alt vi så. Og jeg LOVER at der vil komme en MEGET fyldestgørende ordstrøm jeres retning på et tidspunkt, men det bliver ikke nu og jeg kan endnu ikke helt afsløre hvornår eller i hvilken form det kommer. Alt jeg kan sige er at jeg slet ikke har glemt, at alt det jeg oplever også gerne skal deles med jer. Derudover har jeg filmet en MASSE videoer som I får at se når jeg kommer hjem.

Det her er alt hvad jeg nettet vil tillade mig at få uploadet foto-wise til jer. Det er til gengæld også et meget karakteristisk motiv, nemlig én af de mange tusinde fiskerbåde som ligger fasttømret langs kysterne alle vegne. Og når bådene er blevet for ramponerede til at sejle, sendes de til en ophugger som laver dem til stole og borde, som pryder ca. 50 procent af de hyggeligste caféer her på Bali og Gilis.

Næsten tyve dage er der gået siden sidst jeg har ladet høre fra mig herinde, det er ikke altid  lige let at være blogger når man er ude på sit livs rejse. Og mit livs rejse det kan I tro at det er! Vi har fra dags dato kun 13 dage tilbage her i Indonesien inden vores visum løber ud. Og vi vil ikke hjem. Vi vil slet ikke hjem overhoved. Så derfor har vi besluttet at turen den 24. Marts ikke går til Kastrup lufthavn som først planlagt men derimod en anden og noget lunere destination. Hvor det er henne afslører jeg for jer lidt senere (jeg skal lige have breaket nyheden for familie og venner derhjemme inden jeg fyrer den af her, haha)
Der er tomt i pengepungen, hvor diverse flyselskaber og rejsebureauer tager pokkers mange gebyrer for at lave ændringer i biletter, heldigvis er vores kommende destination et meget billigt rejsemål og jeg er helt sikker på at vi nok skal klare den. Gili Trawagan hedder øen som vi pt. og de sidste 10 dage har befundet os på – og det er rent paradis på jord. En ø fyldt med unge rejsende og en masse spændende lokale restauranter, barer, caféer og alle mulige små pudsige boder. Her er kridhvide sandstrande med azurblåt vand, her er skilpadder på revet 15 meter fra kysten og alverdens smukke fisk. Her fester alle unge hver aften sammen på en ny bar, da barerne har en turnus ordning alle ugens dage. Det er skønt, smukt, sjovt og alting går i et lidt mere behageligt tempo end i det vilde Kuta. (ikke mindst fordi at der her på øen hverken er scootere, eller biler)
Jeg trives i bedste velgående her, og det tror jeg stort alle andre mennesker ville gøre. Måske vi bliver her indtil vi forlader indonesien.