I WISH I WAS WEARING

SIG MIG, VAR DET IKKE MENINGEN AT USIKKERHED HØRTE TEENAGEÅRENE TIL?!

Processed with VSCO with hb2 preset

Som teenager får man tudet ørene fulde af “du skal bare være dig selv” – “alle er usikre når de er i puberteten”  – “når du bliver ældre og finder dig selv, skal det nok gå”. Og her mener jeg altså “tudet ørene fulde” i en positiv forstand. Med forhåbninger om at det hele nok skal gå, at det er normalt at være usikker og at man engang finder ro med sig selv og sin krop. Men så er det så bare lige at jeg, nået’ (som man siger på fyn) beklemt, sidder her som 20 årig og faktisk muligvis bare, er blevet endnu dårligere til ikke at sammenligne mig selv med andre, endnu mindre tilpas i min egen krop og endnu mere usikker på min person. Bevares, jeg har nogenlunde styr på hvor mit kryds skal sættes når der er folketingsvalg, jeg er blevet en del mere sikker i min madlavning og har for alvor droppet at bruge sorte leggings med stribeklippede-huller som benklæder. Men ellers, så er jeg sgu stadig rimelig usikker – ja, utilfreds endda. Faktisk er jeg langt mindre tilpas i min krop nu end jeg var dengang jeg var 15. Dengang var det ganske vidst nogle andre kropslige usikker jeg havde mig end det er idag, men det er som at de fejl jeg kan finde, kun er blevet flere og flere med tiden. Og jeg sammenligner mig selv endnu mere med andre nu, end jeg gjorde som 15 årig. Er det mon bare mig der har det sådan? Som sagt, det er selvfølgelig nogle helt andre parametre jeg måler mig selv på nu, end det var dengang – men det hjælper jo ikke et kvæk hvis regnestykket stadig ender med mig, som et utilstrækkeligt forsøg på en ung kvinde. Er det de sociale medier? Platformene vi bevæger os på, som konstant står klar med en omgang dårlig samvittighed, serveret i form af en åle-slank model der i  t kridhvidt og rent hjem, spiser alletiders sundeste og lækreste måltid? Hmm, tjo tja måske. Men dengang jeg var 15 år havde vi jo også sociale medier og alt muligt andet hvor vi kunne måle os selv op imod andre? Hvorfor er det så, at jeg den dag idag føler at jeg taber når jeg som 15 årig følte at jeg vandt?

Igår gik jeg og gjorde rent og pludselig gik det op for at jeg var kommet i rigtig dårligt humør. Hvorfor var jeg nu i dårligt humør? (ud over at jeg nok i skrivende stund er præget af lidt lidt PMS) Det var blevet, fordi jeg hele dagen igennem havde givet mig selv verbale lussinger oppe i hovedet. “Du har ikke så mange læsere som du engang havde, det er nok fordi du er blevet fed” – “Ej okay, du er ikke fed. Du har bare for meget fedt på hofterne, lårene, halsen og nårja ANKLERNE! Kæft du har fede ankler”. Sådan kan jeg tit gå, lige og give mig selv en rigtig dårlig dag. Og det er komplet åndsvagt. Det er ikke fordi det er ny viden for mig at “det man tænker føler man” – for jeg ved godt, at eg bliver langt mere glad hvis jeg fylder mit hoved med positive ting. Og alt det der, det ved jeg kun alt for godt. For med alderen, er jeg blevet langt mere rationel, og den rationalitet viser sig til dels i min måde at anskue verden og eksempelvis religion på, men den viser sig også i min måde at anskue mig selv og andre mennesker på. Min tilgang til mit eget sind er oftest ret simpel: Er jeg glad? – Perfekt, fortsæt i samme spor. Er jeg ked af det? – Find problemet, løs det – Bliv glad igen. Altså det er ikke fordi jeg går helt Barney Stinson på den (“When I’m sad I stop being sad, and be awesome instead”) – men det er alligevel ikke helt langt fra sandheden. Og min rationelle hjerne”, kan faktisk også være ganske kynisk – og det går ofte værst ud over mig selv. Når jeg eksempelvis får at vide at jeg er smuk uden makeup af en veninde, går der ikke mere end 2 sekunder før min “rationelle hjerne” fortæller mig, at det altså ikke passer, måske synes hun nok at jeg ikke er direkte grim uden makeup, men smuk det er jeg altså ikke. Eller når nogen siger at jeg er lige så flot som, diverse andre tynde, lækre, bloggere – jeg anerkender at det nok er sagt i en god mening, men igen når min “rationelle hjerne” altså frem til at det ikke passer. Og det er den her lige lovligt rationelle, kyniske og unuancerede del af mit sind som faktisk er min værste fjende. For det er netop dén og ikke andre mennesker, som fortæller mig dårlige ting om mig selv. Ud over at jeg selvfølgelig, på baggrund af det her lidt kyniske syn på mig selv også har udviklet en enorm selvironi (måske lige rigeligt af den hvis du spørger min forslåede selvtillid, haha) – og den selvironi giver naturligvis mine venner og bekendte et indtryk af, at jeg kan tåle at høre det meste. Men det er altså en meget lille del af sagen, det der med hvad andre mennesker siger – i hvert fald for mig. Summa summarum er nok bare, at forskellen på mig som 15 årig og mig som 20 årig er, at jeg er blevet langt mere bevidst om mig selv og mig eget hoved, men samtidig også meget hårdere ved mig selv. Er der nogen af jer andre der har det på samme måde? Og er jeg iøvrigt den eneste 20 årige der føler mig lidt snydt, når teenageårenes usikkerhed ligesom bare er fulgt med ind i den næste æra?

25 kommentarer

  • Stinnefh

    Stemmer lige i med de andre, men sidder også og fundere over dine tanker om sociale medier og så også om hele bloglandet, det vender jeg lige tilbage til.
    Jeg tænker at det du tumler med er noget maaange danske kvinder går rundt med – hele livet :-) Men vi finder vel hele tiden nye måder at håndtere usikkerheden på.
    Når det så er sagt så befinder du dig vel samtidigt i en position hvor du både bliver og kan føle dig vurderet på udseende og fremtoning, da det du kører her – jo er en personlig blog. Det kræver for sørens stor pondus at kunne tage ugentlige ootd og at beskrive alle hvad man tænker,synes,gør og vil.
    Du har også før omtalt lidt af den ensomhed dette erhverv giver – mange timer i ‘selvstudie’ hvor det er din egen rygrad og egen beslutning.

    Dermed ikke sagt du gør et kanon stykke arbejde! Jeg nyder din blog og indlæg.

    Tilslut vil jeg bare også lige sige at offdays er totalt legalt! Men hvis det bliver ved, så skal der snakkes – og her er jo også et fantastisk forum hvor jeg kan se de første 25 relaterede kommentarer er med til at vinkle og dreje verdenssituationen for mange af os i 20’erne :-)

    Knus!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har det præcis som dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Der findes ét ord for den “tilstand/stadie/whatever”: quarterlife crisis.

    Og den er faktisk go nok; efter at ha læst stadigt flere artikler om emnet, bragt af diverse modeblade og tidsskrifter på markedet og samtlige platforme, er quarterlifecrisis snart et anerkendt ord i ordbogen, og giver samtidig også ret go mening. I al sin enkelthed går det simpelthen bare ud på, at unge i dag undergår langt mere pres end man gjorde førhen. Den sang har vi også hørt før en mas, men guderne skal vide, at det passer.

    Selv kan jeg helt og holdent nikke genkendende til det du siger, og kan nævne en snes håndfulde (også i 20erne) der har det på samme måde. Som 15årig undergår du en masse hormonelle forandringer, der både forandre din krop, din måde at tænke på og den måde dine omgivelser ser og behandler dig på plus at du pludselig skal til at tage stilling til ALT. Det er skræmmende nok i sig selv, og afstedkommer højst sandsynligt at teenagere er som de er. Og fred være med det. Men som du så rigtigt spørger: burde det ik være dampet af i 20erne? For mens alle bruger kostbar tid på at bræge op om hvor hård puberteten og at man nok ska klare den, så er der absolut INGEN, der overhovedet gad skrive en lille anekdote om, at 20erne – og for den sags skyld også alle aldersgrupper fremover – altså bliver mindst lige så hårde. Ligesom en efterkrigstid eller mellemkrigstid kommer der en masse eftervirkninger fra puberteten. Du har nu nogenlunde fundet dig til rette i den krop, puberteten har skænket dig og ved hvordan den fungerer; du kender din menstruationscyklus, du har fundet din BH størrelse, du drikker ik længere for at manifesterer dig men for at hygge dig og ved at du aldrig kommer til at gå i culottes uanset hvor trendy det er. Og ligesom vi ønsker dette ståsted velkomment begynder næste level, hvor vi nu ik kun skal tage stilling til hvordan vi fungerer men også til hvordan vi har tænkt os at indgå i samfundet. Og det er her min personlige akilleshæl begynder at generer mig, for jeg har fx ingen anelse om hvad jeg har tænkt mig at bruge resten af mit liv på, og kan da dermed slet ik tage stilling til, hvilken uddannelse jeg vil ha! Og det stresser mig af helvede til, når jeg ser ser og hører om alle mulige yngre end mig endda, som bare har regnet den ud og allerede er igang. Og det begynder jeg så at punke mig selv oven i hovedet med, ligesom du gør med dit udseende. Vi har alle den dér ting, som bare generer os og som fungerer som et ømt punkt, der bare ik ska noget til at generer. Og der er desværre ik så meget andet at gøre ved det, end at blive opmærksom på det selv og prøve at bearbejde det, hvilket vi må gøre ved at famle os frem.
    – Ud over det må vi nu også tage stilling ud fra diverse parametre puberteten gav os, som fx eksamensgennemsnit, jobmuligheder, bosættelse og kontakter.

    Og sådan blir det ved. Og vil blive ved. I 30erne er uddannelsen måske i hus, men så begynder ræset med det biologiske ur, og vi skal meget gerne til at finde mand og få befrugtet æg i en vis ruf (har ladet mig fortælle at det ræs allerede starter i slut 20erne, så brace yourselves), drømmejobbet skal også helst landes og så skal vi have etableret en steady økonomi som gerne må ku lægges i værdier og fast ejendom + ska vi også liiiiige til at passe på vores krop, da tyngdekraften nu er begyndt at vise sit grimme fjæs. I 40erne blir den kamp langt mere aktuel og du ska nu også til at tage mere alvorlig stilling til din livsstil, som skal ku gå op i en højere enhed med karrierer, familie og personlige interesser. Og så er der også lige et sexliv som måske ska ha lidt mere opmærksomhed? 50erne begynder overgangsalderen at banke på og det behøver ik yderligere uddybelse.

    Først herefter har jeg hørt, at man faktisk sku begynde at slække presset (ENDELIG!) og falde til ro med sig selv, sit liv og den måde verdenen er på. Det går langsomt, men når man når 80 skulle det efterhånden være blevet tilstrækkeligt tåleligt.

    – Ergo: 10erne var bare startskuddet og lagde grundstenen for de årtier der nu skal til at komme, og om noget blir nemmere? Det skal vi desværre ikke regne med. Nogle ting fra 10erne blir nemmere, ja, men kun for at blive erstattet af nye ting man kan grunde over i det næste step.

    Og du er bestemt ikke alene om det!! Overhovedet! Det er måske ikke det samme vi alle sammen føler os usikre i, men vi har alle sammen NOGET, og det ka måske være en lille harsk trøst midt i galskaben. Du er ikke alene og det du føler er helt normalt at føle. Du er kun 20, du har rigeligt tid at finde ud af det i, og din krop er i konstant forandring, så at begræde hvordan den ser ud nu, er nytteløst, for om 4 år har den allerede ændret sig igen. Og om 20 år, ville du ønske at du havde den krop som du har i dag, som de kloge franske madammer siger. ^^

    Og når alt dette så er sagt: så smider jeg lige et kompliment oven i hatten: du er en virkelig flot pige, med lange, slanke ben, smukt lyst hår og en kvindelig krop med bryster. Og det er noget du godt kan være glad for ^^ Og hvis du mærker et fald i læsertallet, så være vis om, at dem som følger dig, er jævnaldrene og højst sandsynlig tumler med de samme problemer som dig, og måske ik har den samme tid eller overskud til at læse blogs, som de havde engang. Og det derfor absolut intet har at gøre med, at de tænker ringere om dig eller din blog. Vær vis på det. Bliv ved at gør hvad du laver, se plads til forbedringer og omfavn dit livs forandringer og lær at bruge dem, så skal det hele nok gå. ^^

    – Anna-Sophie ^^

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    jeg har altid elsket din blog, og ser dig som et sundt forbillede, bl.a. pga. ting som dine ankler der måske ikke lever op til modeverdens idealer.. Du har de flotteste lange ben, en rigtig pæn flad mave (hvor man ikke kan se ribbenene), det kønneste ansigt og virkelig mange seriøse og skønne emner på din blog! Du er et forbillede for virkelig mange unge læsere, der heller ikke har ‘perfekte’ ankler eller så meget andet som de sociale medier indikerer som rollemodels-materiale.. Jeg håber ikke at du selv tror på, at du har mistet følgere pga. din krop – for i virkeligheden er det uperfekte, det vi bedst kan forholde os til! Så bliv endelig ved med at dele dine tanker og helt igennem fantastiske billeder med os! Giv dem der har bare lidt af troen tilbage på, at mænd egentlig også foretrækker lidt på hofterne, frem for det de sociale medier viser os ret.
    Jeg håber du læser hver og en kommenter igennem, så du finder ud af, at du er lige så uperfekt som en hver af dine læsere!

    Hilsen den 19-årige som bor hos forældrene, hvor alt er trykt, og hvor man stadig får af vide, at man er smuk som man er.. :D

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla Langvad

    Jamen kære Johanne – du er ikke alene!!!

    Jeg bliver 20 til september og kan allerede ikke overskue det. Jeg er færdig med min uddannelse 1/8 og begynder på nyt arbejde samme dag, hvor i mit hoved det betyder at nu er man voksen. Men jeg går også med de tanker, som plagede mig i mine teenageår. Jeg er ikke blevet højere siden min konfirmation i 2010, så jeg er 152 og snart 20 år – hvilket VIRKELIG tærer på min selvtillid. Jeg har langt mere fedt på kroppen og færre muskler end dengang som jeg også går og slår mig oveni hovedet med dagligt i dag. Jeg synes det er ufattelig træls at de tanker ikke bare kan blive væk, for når det er så mange år siden, så burde det vel ikke betyde noget? Men ALT hvad der omhandler en selv betyder noget uanset hvor lang tid der er gået, det bilder vi i hvert fald hinanden ind. Jeg kan huske at min mor spurgte mig for mange år siden, om jeg var nervøs når jeg gik forbi 2 piger der snakkede? Jeg svarede nej, men jeg er selv den dag i dag hammer nervøs, for tænk nu hvis jeg lige pludselig blev det nye samtale emne? Måske fordi jeg havde min elskede dekadent taske på armen? Måske fordi mine bukser sidder total stramt og det ser åndssvagt ud? Måske fordi de troede de kendte mig? Det er jo så åndssvagt at man sammenligner hinanden, men jeg har altid haft den tanke at man kan ALTID blive bedre – det tager bare sin tid. Kæmp knus herfra Johanne!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er 22 og føler SÅ meget med dig altså.
    Du tænker som vi andre. Du er ikke alene ;-)

    http://www.camillaoverby.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Velkommen til de forvirrede 20’ere! Her bliver usikkerheden kun mere indviklet med voksenlivets ansvarligheder puttet oveni en allerede fyldt forvirringshat.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg fylder 20 lige om lidt, og min hjerne laver nøjagtig de samme rationaliseringer som din!
    “Du har sådan en flot krop” – det siger du jo bare fordi du synes det er synd at jeg ikke har nogen talje.
    “Den der hvide plet på din fod er så sød” – nå ja, bare vent til hele foden er hvid, så er den vildt cute. Not.
    Så du er bestemt ikke alene. Og med fare for at lyde cheesy og sætte gang i dine indre rationaliseringer, lad mig så lige tilføje uden det store tjuhej: Lækker blog. Følger nu. :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Jeg er 25.. Det bliver kun værre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea

    Du er på ingen måde alene, oplever det hver dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frederikke

    Hvis du seriøst føler, at du er så tyk tror jeg at du bør søge noget hjælp :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Hej Johanne, hvor er jeg glad for, at du har skrevet det her indlæg. Personligt går jeg rundt på samme måde og retter på mig selv og ser de værste ting i mig selv, og det er rart at vide, at jeg ikke er den eneste.
    Har fulgt dig og dine opslag siden du lavede din første julekalender og videoen om, hvordan du lavede en rodet knold, og ud fra det jeg har set i løbet af årene, så har du altid virket som en person der har haft styr på hvad du ville uden mange usikkerheder om hvordan du selv er – dette er grunden til, at jeg altid har set sådan op til dig samt fundet det fascinerende. Altså: fra min synsvinkel har du ingenting at rette på dig selv, selvom jeg godt ved ta din synsvinkel er en anden ;)
    Jeg håber at du finder ud af, hvad du vil og at du pakker usikkerheden lidt væk, for der er ingen grund til at den er der. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Virkelig et godt indlæg! Det er sådan nogle indlæg jeg savner fra dig.. Jeg er blevet lidt træt af alle dine tøjkollager, hvorfor jeg oftere og oftere springer over dine indlæg. Men det er jo gode indlæg som dette, som fik mig til at følge dig i første omfang. Du har så mange gode tanker ☺️☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    YES JOHANNE! Skide godt indlæg!!! Så relatable!! Sådan er livet, en underlig størrelse..
    Men lige for at slå noget fast, så er du noget af det smukkeste, både indeni og udenpå! Du har på ingen måde for meget nogen som helst steder, ikke vær så hård ved dig selv!! du er smuk smuk smuk, og ligemeget hvad du har på ligner du en million! Kys herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Jeg har det på præcis samme måde, men hver gang jeg får tanken om at jeg gerne vil have det perfekte sammenhængende liv (som man så ofte ser i diverse medier), så minder jeg mig selv om at jeg altså kun er 22! Der er alligevel 8 år til jeg når de 30, og 18 år til jeg når de 40, så i realiteten har jeg massere af tid til at finde mig selv. Dermed ikke sagt at jeg ikke gerne vil have det til at ske nu og her – for jeg er kommet langt på det sidste år. De svære tider kommer engang i mellem og dem må man bare tage med og opveje med de gode, for i sidste ende vejer de gode jo højest, ikk?
    Så kære 20-årlige Johanne, uden at gøre mig klogere med mine store 2 år ekstra, så er teenageårene jo kun lige rundet af, så mon ikke det hele nok skal gå alligevel!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Desværre et indlæg der er SÅ on point! Du er langt fra den eneste, der sidder med den følelse. Ligesom du beskriver er man blevet mere bevidst om sig selv, men også meget hårdere. Hvad det skyldes tror jeg aldrig man får et svar på. Jeg sammenligner mig selv med andre på daglig basis – hvad end det er karakterer, kropsbygning, materielle goder eller andet. Så nej Johanne – du er langt fra den eneste <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Når jeg tænker tilbage så var jeg også super usikker som 18-20 årig, men nu næsten 24 år, kan jeg mærker at i dag har jeg aldrig været gladere så det kommer :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Åhh hvor bliver jeg ked af at læse sådan et indlæg.
    Jeg må indrømme at jeg ikke får læst hvert indlæg du skriver, men jeg følger dig da på diverse medier.
    Jeg har ikke selv haft problemer med selvværdet i ti års tid (jeg er 21 nu), men jeg har en veninde der længe ikke har kunnet slippe af med tanken om hvad ansre tænker om hende. Den eneste måde det er lykkedes mig at hjælpe hende, er at fortælle hende hvordan jeg ser hende… For man tror altid at folk tror det værste! Så nu må du se om du kan bruge min kommentar til noget, men jeg ville da lige give det et skud, i tilfælde af at det kan give dig et smil på læben!
    I mine øjne er du klog, velformuleret og velovervejet. Der er utrolig mange bloggere der skriver fordi de kan stave, ikke fordi de har noget klogt at sige. Det har du i høj grad! Du lader til at være meget opmærksom på hvor grænsen går mellem hvad der er relevant for dig at skrive om og hvad du ikke behøver at kommentere på. Desuden er du utrolig smuk, bærer din vitiligo flot og klæder dig stilfuldt.
    Tak for en dejlig blog og respekt for din ærlighed!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg er så enig.. Du er slet ik alene. Er selv lige fyldt 23, og føler mig mere usikker end nogensinde. Tingene var sgu så meget lettere da man var 15 – og hvorfor kunne man bare overhovedet ik se det dengang? Samfundet i dag er bygget aå meget op omkring individualitet og mig mig mig kultur med alt for mange valg. Man bliver sgu forvirret, for hvad skal man vælge, når man ik engang ved hvem man selv er, og hvad man står for? Man får hele tiden skudt de “rigtige” værdier i hovedet, sådan “bør” du være, men hvor blev individualiteten så egentlig i grunden af????

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alice

    I modsætning til de to forrige kommentarer, kan jeg fortælle dig, at du under ingen omstændigheder er den eneste, der har den irriterende mani med at dunke sig selv oven i hovedet, med at man er tyk, grim, at folk lyver når de giver komplimenter osv. Jeg er også blevet meget mere usikker på mig selv end hvad jeg var fra bare 4 år siden! Jeg er også 20 år i dag, og jeg føler mig sgu også snydt!! Den dumme pubertet har udviklet min krop til en “kvinde-krop” men usikkerheden? Næ nej, den er dulmet frem

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Usikkerhed har aldrig fyldt så meget hos mig, som efter jeg er fyldt 20, desværre. For mit vedkommende har det måske ikke så meget med min krop at gøre. Bevares, jeg sammenligner mig også med andre og er ikke 100% tilfreds, dette er dog blevet bedre.
    Min usikkerhed grunder i fremtiden og valg af uddannelse. Jeg har ikke noget jeg VED jeg vil, og det ville jeg ønske jeg havde. Uanset hvordan jeg ser på min fremtid, giver det mig ondt i maven. Jeg tænker hele tiden på de valg jeg skal tage og de døre jeg lukker i stedet for de døre jeg måske åbner. På trods af at jeg er bevidst omkring dette, ændrer det ikke den trykkende følelse jeg går rundt med. Usikkerhed styrer mit humør lige pt, og det irriterer mig grænseløst. Jeg ville ønske, jeg bare kunne tage det hele lidt mere loose, det går jo nok alt sammen agtigt, men sådan fungerer min hjerne ikke.

    Lad os håbe at usikkerheden snart forsvinder, så vi kan bruge tid og energi på ting der virkelig betyder noget.

    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma Pedersen

    Hej Johanne, må indrømme at jeg ærlig talt ikke kan give dig nogle form for råd – hilsen en 18-årig. Men jeg er sikker på at du har styr på det du skal!
    Jeg kunne godt tænke mig at høre noget om det at bo i Odense. Jeg overvejer stærkt at flytte dertil når jeg skal til at studere!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • anja

    AMEN!!! Præcis sådan jeg har det. Og når jeg nævner det for andre, så bliver det nærmest gjort til “hahahah nuuuuurh, nogen har hvis pms. Her er en tudekiks”. Oveni er min hud begyndt at ligne en 15 årigs og jeg får slet ikke trænet det jeg vil pga. stress og eksaminer = jeg er mere usikker end nogensinde før både på mit udseende og min faglighed. Så du er absolut ikke alene! Og tak for et godt indlæg. Det lettede at vide at man ikke er alene

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Du er bestemt ikke den eneste!!! Jeg sidder lidt med samme problematik.. man havde altid det her “voksen liv” at se frem til, så kom der jo styr på det hele! Så det altså sådan pænt skræmmende, at nå til voksen livet, uden at der styr på ting 😬 For hvornår fanden sker det så? Hvilken alder skal jeg nu se frem til, for at der sker noget?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Du er ikke alene! Tak for at skrive dette indlæg :)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I WISH I WAS WEARING