JEG STIKKER SYDPÅ – SÅDAN HELT SYD

Mine to søde og vilde veninder, købte for lidt over en måned siden en gammel skrammel bil, pimpede rettet med lyserødt, leopard-tilprintet frotté, hængte 2 tilsvarende connie-terninger på bakspejlet, fyldte bagagerummet op med leverposteg, soveposer og spritbriketter og så kørte de ellers ud i verden. Jeg ved ikke engang hvor mange lande de har besøgt indtil videre, men jeg ved at lige nu er de i Portugal. Og om et par timer er jeg det samme. Vi havde nemlig, fra begyndelsen snakket om at jeg skulle joine – men mest bare på den der måde, hvor man siger at “det kunne være så fucking fedt mand!” – og det kunne det også, men det bliver ikke nødvendigvis til mere end det. Sådan er det ikke denne gang, for sådan vil jeg faktisk helst ikke have det. Hvorfor ikke tage afsted?! Hvorfor ikke presse citronen og få de aller sidste dråber med? Er det ikke dét, det hele handler om?

Ok, sorry. Jeg blev revet med igen. Det lyder jo som om, at jeg ved hvad livet handler om. Det gør jeg ikke. Men jeg ved, at hvis det handler om, at købe en flybillet til Portugal i sidste øjeblik, og køre langs Algarvekysten til Gibraltar i en gammel smadderkasse, og spise hvide flutes og pulverretter lavet på trangia, og sove i telt, på et helt sikkert dårligt liggeunderlag, og bade nøgne en eller anden dunkel aften, så ved jeg, at jeg er ret vild med livet.

Jeg lander i den syd portugisiske by Faro her til aften og så skal vi eller køre langs kysten, mod først Gibraltar, og stå med fødderne i vandet helt på kanten af Europa og kigge over på Afrika. Derefter Malaga. Er der noget vi skal se? Noget vi skal spise? Nogen gode råd? Hit me.