8 KJOLER TIL OS DER ELSKER SLÅ-OM & FLÆSER

MIN FØRSTE GANG I ET LYDSTUDIE

lrm_export_20170706_192507

Selvom jeg i et kort moment følte, at jeg var på vej til at lægge stemme til en Disney prinsesse, er sandheden altså en ganske anden. Ej heller er jeg ved at indspille min første lidt tvivlsomme single, som handler om teenageproblemer eller hjertesorger. Nej, jeg var i lydstudie for at optage speak til dette års Styleduellen. Jeg har nævnt det en enkelt gang her på bloggen, men for en god ordens skyld nævner jeg det lige igen: jeg har fået lov til at være vært i denne sæson! Og jeg glæder mig så meget til at se det færdige resultat, som går live om små to uger, nemlig den 20. Juli HER. Jeg skal nok dele afsnittene med jer her på bloggen, for jeg er sikker på at vi har fået lavet nogle rigtig gode programmer i år. Præmissen er ret enkel: to hold, ét tema i hvert afsnit – og så dyster de to hold om at kreere det bedste komplette look inden for det tema på bare en halv time. Det er hektisk og virkelig sjovt. I kan se sidste sæson HER – sidste år var jeg deltager, hvilket også var smadder sjovt.

Det var ret specielt at skulle optage en speak for første gang. Jeg har jo gjort det i en meget lille skala herhjemme, når jeg nogle gange har lagt lavet en speak selv, når jeg har filmet tutorials osv. Men det her var virkelig noget helt andet. Vi var i et meget proff studie, hvor gangen var plastret til med plakater fra store spillefilm, som er blevet arbejdet på i selvsamme studie, som jeg var i. Men det med at bruge min stemme, er jo ikke rigtig noget nyt for mig – så jeg var ikke nervøs. Men det var til gengæld en lang større kraftanstrengelse end jeg havde regnet med. Jeg havde nemlig en producer fra Splay med på sidelinjen, og hun skulle guide mig, det vil primært sige komme med tilråb såsom: “Og så sig det som om du glæder dig helt vildt!” –  “SMIIIIL!”  – “Og så lige en oktav højere!”. Hvordan man egentligt lige snakker en oktav højere/lysere end man plejer, anede jeg overhoved ikke. Det viste sig, at svaret for mig, var at stå på tæer, strække halsen opad og spænde gevaldigt i den. Samtidig skulle jeg jo så naturligvis smile og sige ting som “nu skal team Pretty In Print mikse og matche både mønstre, print og blomster for at gå med sejren”. Jeg anede ikke at “Pretty In Print” kunne være så svært at sige. Men det er det åbenbart, når man står på tæer, smiler og spænder i halsen et sted i en kælder i Sydhavn. Jeg anstrengte mig faktisk så meget under de to timer vi optog, at jeg var øm i halsen dagen efter. Men det var en sjov oplevelse og selvom jeg frygter at jeg kommer til at lyde som en sindsygt irriterende overgearet speaker, der egentligt hører til på Disney Channel, tror jeg at det bliver nogle fede programmer!

   

1 kommentar

  • Haha, man kan altså godt blive helt skør i halsen – på mit studie skulle vi optage en del, og det er lidt sært men det er ligesom at have været til koncert :D

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

8 KJOLER TIL OS DER ELSKER SLÅ-OM & FLÆSER