ER DER ÉN DER GIDER PRIKKE MIG PÅ SKULDEREN, NÅR DET ER MIN TUR TIL AT BLIVE VOKSEN?

10 spørgsmål jeg aldrig har svaret på // DEL 1

img_2005
Sådan her så jeg ud i 2012. De ting jeg fortæller om i dagens indlæg skete i årende inden det her billede.

Der er mange ting jeg aldrig har nævnt herinde, mange ting jeg aldrig har delt og heller aldrig kommer til at dele. Men igennem tiden har jeg virkelig fået mange interessante spørgsmål, som jeg har været for blufærdig eller usikker til at svare på. Nogle store, andre små – men det er mit indtryk at det som I synes er aller sjovest at læse med på, er de indlæg hvor jeg giver lidt af mig selv og fortæller historier fra mit liv. Derfor vil jeg over de næste 5 dage give svar på 10 spørgsmål jeg aldrig før har svaret på herinde. Idag handler det om min første forelskelse og om hvad der egentligt skete dengang jeg startede med at blogge. Det er blevet til to temmtligt lange skriv, men jeg håber I har lyst til at læse med.

Hvem var min første forelskelse?

Som ganske ung fik jeg et alvorligt crush på Brad Pitt efter at have set ham i henholdsvis Troy og Legends Of The Fall – men hvem gjorde ikke det (og hvem har iøvrigt ikke stadig det). Men når vi taler i den virkelige verden var min første rigtige forelskelse nok tilegnet en dreng der hed Rasmus – det hedder han vel i og for sig stadigvæk. Jeg har ikke været meget mere end 10 eller 11 da jeg mødte ham første gang og selvom forelskelsen ikke varede andet end en sommer, var det nok den første gang jeg fik sommerfugle i maven over én af det modsatte køn. Jeg mødte ham til en firmafest med min mors arbejde, mens de voksne gik til buffeten og paprødvinen var vi en flok børn, der rendte rundt og fiskede efter krabber, fortalte gyserhistorier og satte ild til pinde (sådan noget gjorde jeg meget som barn, altså at sætte ild til pinde og fagte rundt med dem i luften og lave tal og hjerter). Han var høj og meget tynd og havde et enormt sødt ansigt, lidt som en mangafigur, med store øjne og en lille spids næse. Og hans hår, ja når jeg nu skal være ærlig, mindede det faktisk foruroligende meget om den frits som Justin Bieber sportede i sine unge dage – men jeg var helt fuldkommen betaget af ham. Jeg kan ikke huske så meget andet end at Rasmus, hans lille søster Emma en dreng der hed Kalvin og så jeg fjollede rundt og snakkede langt efter vores sengetid. Jeg kan også huske at vi sad eller lå inde i en parkeret bil og at der var faldet dug på ydersiden af ruden og at jeg tog et billede af dem alle tre med mit engangskamera – et billede som jeg stadig har liggende i en kasse et eller andet sted. Og mere skete der faktisk ikke. Jeg tror at vi ufvekslede telefonnumre under en eller anden undskyldning og jeg kan huske at jeg var edderspændt hvergang der tikkede en SMS ind fra ham. Måske spurgte jeg ham vist endda om vi skulle være kærester efter nogle måneder, men jeg er ikke helt sikker og kærester blev vi i hvert fald aldrig. Vi mistede kontakten, fordi man skiftede telefoner og simkort som man skiftede undertøj dengang og jeg glemte alt om ham. Mange år senere, da jeg var omkring 15 år var jeg hjemme hos min gamle veninde Maria den 31. Oktober i anledning af Halloween. Vi var alene hjemme og deres hus var ret stort, Marias værelse lå på overetagen og man skulle hen ad en lang gang og en lang smal trappe for at komme til hoveddøren. Pludeseligt ringer det på døren og vi løber hent for enden af trappen og kigger ned mod hoveddøren. I glasruden ved siden af døren ser vi en scream-maske og løber i skrig og skrål tilbage på Marias værelse. Hun havde en balkon der vendte ud mod gaden og vi gik ud på den for at se om vi kunne spotte “gerningsmanden”. Mens vi står der bliver der pludselig råbt “Er der ikke en af jer der hedder Johanne?” Og lidt længere henne ad gaden kommer to unge fyre så til syne. Det viser sig, til vores begges overraslekse at det er Rasmus, min første forelskelse der nær havde skræmt livet af os. Og så levede vi lykkeligt til vores dages ende? Not really, vi talte faktisk ikke mere sammen efter det og jeg aner ikke hvor han er eller hvem han er idag, men jeg kan i hver fald stadig huske en spinkel dreng der fortæller gyserhistorier omkring et bål.

Hvad skete der egentligt dengang du startede med at blogge?

Jeg har efterhånden mødt rigtigt mange spændende mennesker, måde piger og drenge i kraft af mit arbejde som blogger. Nogle yngre end mig selv nogle ældre. Nogle der allerede havde en etableret blog eller youtube kanal og en hel masse der drømte om at starte deres eget. Ét spørgsmål som oer gået igen er det spørgsmål som ofte følger “hvordan startede du med at blogge?” Og det er spørgsmålet “Var det ikke svært i starten? Hvad skete der egentligt dengang du startede med at blogge?”

Det er en del af mit liv og min tid som blogger som jeg altid skøjter ret let henover, fordi jeg ikke har lyst til at være et offer der overvandt nogle bøller og derfor nu er interessant eller dygtig. Jeg er som jeg er og kan hvad jeg kan, ikke på grund af de mennesker men på trods af dem. Så selvom det er svært for mig at skrive om, vil jeg idag alligevel fortælle lidt om de oplevelser jeg havde da jeg startede med at blogge. Og når jeg siger at det er svært for mig at skrive om, er fordi at det er meget personligt – for for at forstå hvad der skete dengang jeg startede min blog er man også nødt til at forstå hvad der skete i mit liv.

Jeg startede ud med at lave skøre youtubevideoer sammen med Anna, min veninde. Vi lavede æblekage, talte lidt om tøj og om hvad der rørte sig i vores hoveder i det hele taget. Jeg var en lille spinkel lyshåret pige, der havde fået bryster temmelig tidligt og var begyndt at tale og flirte med drenge også ret tidligt. Ældre drenge vel at mærke. Jeg spillede håndbold og havde en ret stor og populær venindeskare som jeg ofte var sammen med og spillede håndbold sammen med. Mine lærere kaldte mig nogle gange “klassen dronning” hvilket altid skar mig i hjertet, fordi det aldrig var det jeg ønskede at være eller et ansvar jeg ønskede at have. Jeg tror at jeg var mere strid end jeg har lyst til at indrømme, men jeg var også en god pige, der klarede mig godt i skolen og var vellidt. Det var mig som 13 årig, i grove – meget grove træk. Og jeg tror, at det i sig selv, for nogle af de ældre piger på min skole men også de nærliggende skoler, var provokerende – irriterende og jeg ved det ikke, men måske endda intimiderende. For det er sådan jeg kunne virke, og måske stadig kan virke, som én der er lige lidt for perfekt og lige lidt for god og speciel.

Så da jeg startede min blog og begyndte at lave youtube videoer på egen hånd, hvor jeg ligefrem italesatte hvordan jeg følte at man ikke kunne få lov til at være “sig selv” som ung i en by som Faaborg, var der noget der brændte sammen i hovedet på et par af de ældre piger fra en anden skole end min egen. Jeg tilkaldte mig simpelthen for megen opmærksomhed, ikke nok med at jeg skulle skrive med de ældre drenge – jeg skulle fandeme også gøre mig til på nettet. Samtidig med at jeg fortsatte med at lave mine videoer osv. På youtube og facebook havde jeg selvfølgelig også mit teenageliv at holde styr på. Og når jeg tænker tilbage på de år fra jeg var 12 til 14 er det nok nogle af de sværeste og hårdeste år i mit liv. For det første er man jo som udgangspunkt usikker på alting når man er i den alder og man vil egentligt bare gerne passe ind. Men det gjorde jeg ikke rigtigt, så jeg prøvede at finde en anden vej. Det var langt nemmere sagt end gjort.

Der gik to piger på en anden skole end min egen, som var nok 2 år ældre end mig og mine veninder. Og de havde sat sig for at gøre mit liv surt, jeg kan ikke beskrive det på andre måder end det. Så fra jeg startede min blog og i hvert fald 2 år frem i tiden, generede de mig på alle de måder de kunne komme på. De lavede hadesider på facebook og gjorde nar af mig. De var ældre og mere “magfulde” end mig og mine veninder, og derfor var der rigtig mange af de mennesker jeg hidtil havde kaldt for venner, der vendte mig ryggen fordi de var bange for at blive upopulære ved at være sammen med mig. Jeg var utroligt alene, men havde trods alt Anna – og hvis jeg ikke havde haft hende ved jeg ærligt talt ikke hvad der var sket. Der er to episoder som jeg særligt husker fra den periode.

Anna kom hjem til mig en eftermiddag og var lidt brødbetynget fordi hun havde noget hun var nødt til at fortælle mig. Der havde været en fest som jeg ikke var med til, hvor Anna og et par af mine andre veninder havde været sammen med en flok drenge. Til den fest var der, af en eller anden grund gået en leg igang hvor man skulle tegne hvordan vi piger så ud uden tøj på, eller i hvert fald hvordan jeg så ud uden tøj på. Så nogle af mine veninder, altså de af dem som havde set mig nøgen når vi badede efter håndbold, tegnede en karikatur af mig – i særledeshed af mine kønsdele som var virkelig ondskabsfuld og sendte den rundt til alle drengene. Det gjorde rigtig ondt på mig, fordi jeg var meget usikker på hvordan jeg så ud – fordi jeg ikke lignede eller ligner en barbiedukke imellem benene. Idag har jeg accepteret hvordan jeg er og jeg har ingen problemer. Men jeg får faktisk hjertebanken og lidt kvalme nu når jeg sidder og skriver det her, fordi det simpelthen var så utroligt krænkende og ubehagelig en oplevelse – der gjorde at jeg ikke turde have sex eller gå i bad med andre, i mange år efterfølgende.

Den anden episode jeg husker involverer selv samme veninder endnu engang. De to ældre piger som havde set sig sure på mig, var faktisk ikke bare ude på at mobbe eller isolere mig – de ville give mig tæsk, det var blevet ret klart efter et utal af trusler over facebook og en stribe temmeligt ubehagelige opkald. Jeg var blevet inviteret til en fest, hvor jeg fandt ud af at de to piger ville møde op, så derfor havde jeg besluttet ikke at komme, jeg ville jo gerne undgå den vilde catfight. Mine veninder, der gik i skole med de to ældre piger og snakkede med dem til hverdag (fordi de ikke turde andet) forsikrer mig imidlertid om at de to ældre piger ikke kom til festen alligevel og at jeg roligt kunne møde op – der ville ikke ske mig noget. Så jeg var ganske glad og på vej hjem fra håndboldtræning da pigen som holdt festen kom løbende ud efter mig. Hun fortalte mig, at så snart jeg havde forladt omklædningsrummet, var mine veninder begyndt at tale om hvordan de udemærket vidste at de to ældre piger ville komme til festen for at give mig tæsk, men at de havde aftalt med dem at lokke mig til at møde op. Efter den oplevelse havde jeg selvsagt svært ved at stole på, eller kalde de piger for veninder.

De har historier er der hidtil kun ganske få mennesker der har kendt til – ikke engang mine forældre ved det, for jeg holdt næsten alt det her hemmeligt for dem. Det hele kulminerede til et musikarrengement i Faaborg der hedder SommerRock, hvor de ældre piger og nogle af deres venner fandt mig, spyttede på mig, flåede i mit tøj, skubbede mig og var lige ved at give mig tæsk, havde det ikke været fordi der var en fremmed kvinde der brød ind og fortalte dem at de skulle skamme sig. Det var sommeren efter niende klasse og efter det skulle jeg ikke længere gå i skole i Faaborg og det blev enden på det. For et par år siden fik jeg en besked på facebook fra den ene af de to piger der var efter mig dengang, hun havde aldrig glemt hvad de havde gjort – og hun var flov over det. Jeg tror aldrig hun sagde undskyld, men hun sluttede sin besked med at skrive at den der ler sidst ler bedst. Og selvom jeg ikke ligefrem ler, har jeg fundet fred med de ting der skete dengang og jeg håber at de her historier kan hjælpe jer der læser med.

Her kan I se de næste spørgsmål som jeg vil svare på i løbet af de kommende dage.

Hvorfor bor du i Odense? Hvorfor ikke eks. København?

Klapper du når flyet lander?

Hvordan mødte dig og Mads hinanden?

Hvem er/var dine bedsteforældre?

Hvad drømte du om at blive, dengang du var barn?

Hvordan drikker du din kaffe?

Hvad er de der små hvide pletter du har på kroppen?

Hvad er du aller mest bange for?

   

15 kommentarer

  • Signe

    Det er modigt af dig at dele de her indlæg, og det betyder meget for mig at se, at du har kunne klare dig igennem det hele. Du er en stærk person, og en stor inspiration. Glæder mig til at læse de næste indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille Lykke Rasmussen

    Hej Johanne

    Hold kæft hvor er det bare sejt af dig, at du alligevel bare fortsatte med at gøre det, som du havde lyst til, og som gjorde dig glad. Jeg har fuldt med på youtube og bloggen lige siden dig og Anna lavede alle de skøre videoer, og jeg så, elskede, og kunne nikke genkendende til den video, hvor du snakker om, at man ikke kan få lov til at være sig selv i Faaborg. Du er en kæmpe inspiration for mig, og jeg føler nærmest at jeg kender dig fordi jeg har fulgt med så længe.

    Mange knus og kram fra Pernille

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Virkelig fed idé og nogle meget gode spørgsmål, du i de næste dage vil besvare. Glæder mig til at læse med.
    Og virkelig træls gjort af de mennesker!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Fy for satan altså. Ved godt de episoder er længe siden, men hvor bliver man dog sur og får ondt i maven, når man læser om sådan nogle episoder. Jeg har også selv oplevet nogle ting, og ved hvor længe det kan sidde i en og påvirke ens livsførsel… Bliver sgu lidt harm selvom det nok er lidt fjollet. Øv at der findes sådan nogle mennesker, men det gør der jo desværre..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • C

    Du er så sej, Johanne. Virkelig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna B

    Er ked af at høre, hvor svært du havde det i starten med youtube. Det anede jeg ikke. Synes du skal vide, at du i den tid gjorde mit liv – en 12 årig pige i sorg over sine forældres skilsmisse – en smule mere positivt med dine videoer, og du var dengang et kæmpe forbillede for mig. Så tak for det! <3 knus pigen der sendte dig din første fan gave ;) (måske du kan huske mig, haha)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frida

    du er så mega sej, ydmyg og ærlig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rose

    Hvor kan jeg bare spejle mig selv meget i det du skriver. Respekt for at du sætter ord på så grufulde oplevelser. Andre menneskers mindreværd kommer nogle gange (desværre) til udtryk på de mærkeligste måder… du er SÅ sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liva

    Rart at høre, at du har fundet fred med dine ubehagelige oplevelser i dag. Det var rørende at læse dit indlæg. Især var det bevægende at høre om din oplevelse med de to piger, som chikanerede dig, da det minder mig om en situation, jeg selv har oplevet. Jeg blev chokeret over det “had”, som pludselig var rettet mod mig.

    Bliv endelig ved med at poste dine velskrevede og interessante indlægs. Det er altid en fornøjelse at læse med. Du har en sans for humor i din skrivning, som gøre dine indlægs personlige og bemærkelsesværdige :))

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine

    Hvor er du bare en af de sejeste kvinder! Hvor er det modigt af dig at dele din fortid med alle dine læsere. Jeg blev helt rørt, da jeg læste det og desværre kunne jeg godt nikke genkendende til noget af det du skrev. Det er ikke altid til at vide, hvorfor nogle vælger at se sig sure på en og derefter begynder at terorisere ens hverdag på så modbydelig en måde. You go girl! Sejt du er kommet ud så stærk på den anden side (er jeg heldigvis også), men det tror jeg ikke alle kan. Dejligt du deler, så andre piger på 12-15 år ikke føler sig alene. Tak for det og tak for at åbne op!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebekka

    Fantastisk, rørende og som altid velskrevet indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold nu op hvor er det vildt det du har været igennem, men Johanne jeg må sige – jeg tager hatten af for dig, på hvordan du har handlet det og hvor du er i dag. <3 Jeg kender desværre selv til det med mobning, tæsk og den grusomme verden, og har været så langt ude jeg overvejede selvmord, men havde heldigvis en mor der reddede mig i sidste øjeblik. <3

    Men husk hvor du er i dag, fordi jeg er sikker på de fortryder alt de har gjort nu, og jeg er stolt af dig. <3

    Du er en fantastisk person og jeg elsker at følge med på side linjen. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Så vidt jeg kan huske har du da allerede svaret på henholdsvis: hvad er dine hvide pletter på kroppen? Som du så fint forklarede i et indlæg eller en video (tror jeg), OG at du aldeles ikke klapper når flyet lander.

    Am I right eller er jeg helt gal på den haha?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Jeg synes, du er den seneste. ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Very interesting! Looking forward to your next answers :)
    xx from Bavaria/Germany, Rena
    http://www.dressedwithsoul.com

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ER DER ÉN DER GIDER PRIKKE MIG PÅ SKULDEREN, NÅR DET ER MIN TUR TIL AT BLIVE VOKSEN?