10 spørgsmål jeg aldrig har svaret på // DEL 1

10 SPØRGSMÅL JEG ALDRIG HAR SVARET PÅ // DEL 2

Igår delte jeg første indlæg i denne serie med spørgsmål jeg aldrig har svaret på – eller i hvert fald aldrig svaret ordentligt på. Jeg vil starte dette indlæg med at sige tusind tak for alle jeres forstående, støttende og interessante kommentarer til dels indlægget igår men også de seneste skriverier jeg har udgivet her på domænet. Det er helt fantastisk at opleve hvordan der faktisk er et bånd imellem os – mange af jer er villige til at dele jeres erfaringer og synspunkter, følelser osv. med mig selv og andre der læser med  og det er så vidunderligt! Så tak for det. Dagens emner er noget lettere end gårsdagens der handlede om min første forelskelse og nogle ret voldsomme oplevelser jeg havde, da jeg startede bloggen. Har du ikke læst det indlæg, kan du læse det HER. Men nu til dagens spørgsmål.

Hvorfor bor du i Odense? Hvorfor ikke eks. København?
Det her spørgsmål møder jeg ofte fra personer som selv er på vej til at flytte til Odense eller som overvejer det – for er der egentligt federe i Odense end alle mulige andre steder?
Det kan jeg jo ikke rigtigt være dommer over sådan generelt set, men jeg kan tale for mig selv – og jeg er ret så vild med Odense. Størrelsesmæssigt var Odense, for en provinspige som mig overskuelig og ikke alt for uhyggelig at flytte alene til. Og så er det i Odense mit netværk af venner er – for arbejdsmæssigt er jeg jo ikke ligefrem der hvor det sner. Samtidigt er Odense jo også lidt i midten af det hele, der er lidt over en time med tog til København og omkring halvanden til Århus – og begge dele er jo til at overskue, selvom jeg nu ikke kunne se mig selv pendle på daglig basis. Mine forældre bor ikke mere end en lille time fra Odense og det er – er det gået op for mig, virkelig vigtigt for mig ikke at være alt for langt fra dem. Jeg nyder at tage hjem bare for en dag eller to, at spise middag med dem og gå rundt i haven med min mor og se hvilke blomster og planter der sprunget frem siden sidst. København har af en eller anden grund aldrig rigtig fanget mig, jeg føler mig altid meget fremmed hver gang jeg er der – og det har intet at gøre med, at jeg ikke bryder mig om storbyer. Jeg har talt med nogle venner om, at tage en uge eller weekend til København og være der for at opleve byen, i stedet for bare at arbejde eller skifte tog på vej mod Kastrup Lufthavn. Og jeg vil gerne give byen muligheden for at blæse mig om kuld, for det kunne den sikkert – det er bare ikke sket endnu. Det har Århus til gengæld gjort, for mange år siden på en studietur med Odense Fagskole. Det var bare en enkelt dag, men jeg kan bare huske at jeg havde lyst til at blive i byen og gå på opdagelse – og hvis jeg skulle være i en anden by end Odense, vil Århus være det sted, i Danmark i hvert fald, hvor jeg bedst kan se mig selv.

Klapper du når flyet lander
Nej.
… Var det for antiklimaks agtigt?
Jeg ved, at Mads og jeg på et ret tidligt tidspunkt i vores bekendtskab diskuterede netop dette emne, fordi Mads har en aversion imod rigtig mange af de små og egentligt betydningsløse ting som mennesker går og foretager sig. Måden nogle udtaler alle ord med spidse “s’er”, hvordan det er fuldkommen håbløst dumt at tage korte knickers for så at trække sine strømper helt op om læggene eller dét faktum at jeg mine snørrerbånd altid går op. Små ting, som de fleste mennesker ikke bemærker, end sige får deres pis i kog over – kan Mads få vendt til de mest betydningsfulde og sjove historier. Han kan opdigte en hel fiktiv verden der forklarer hvorfor nogen udtaler sine ord med spidse “s’er” – og der er helt vidunderligt og underholdende. Og for Mads og måske i virkeligheden også for mig, siger det faktum at man klapper eller det modsatte, når et flyet lander en hel del. Klapper I når flyet lander?

   

2 kommentarer

  • Christina T

    Jeg klapper ikke, når flyet lander. Jeg synes det er en lidt fjollet ting at gøre. Som om man ikke regnede med, at man ville lande i god behold – som om det ikke er en selvfølge, at piloten er god til sit job. Altså, jeg klapper jo heller ikke af kassedamen i Netto, når hun har kørt alle mine varer ind uden fejl – eller af lægen, når han har diagnosticeret mig korrekt. Jeg går ud fra, at man kan sit job, og jeg vælger at tro på, at det er en selvfølge, at vi lander sikkert igen, i stedet for (åbenbart) at tro det værste, og så ånde lettet op, når det er gået godt.

    Og nej, jeg klapper heller ikke, når andre klapper. ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Jeg klapper kun, hvis andre gør det. Det må vel være den sociale gruppedynamik. Jeg ville aldrig starte klapsalven selv, og krummer så meget tæer på andres vegne, når de forsøger, og alle andre ikke følger trop. Men jeg synes egentlig det er en fin ting at gøre.. men then again, skulle kaptajner og togførere så også have klapsalver? hm

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 spørgsmål jeg aldrig har svaret på // DEL 1