TILBAGE EFTER FERIE-RADIO SILENCE

CAMPINGFERIE DEL 1: ULOVLIG TELTOPSÆTNING, EN LUGT AF TRUCKERPIS OG TRE SMÅ ORD

20746960_10214277563955758_1159149601_o

Og så kan man tænke… Lugter truckerpis distinkt anderledes end eksempelvis kassedamepis eller overlægepis? Jeg må være jer svar skyldig, og vil tilføje at jeg iøvrigt aldrig håber at kunne være i stand til svare. Én overnatning i nogens, det være sig truckere eller overlægers pis, var mere end rigeligt for mig. Men ikke detso mindre var det netop hvad Mads og jeg gjorde på den første dag af vores første campingferie.

Tirsdag den 11. juli var vi pakkede og klar, så klar som vi som to absolutte camping-newbies nu kunne være. Først og fremmest havde vi hver især pakket to kæmpe kufferter, primært fyldt med tøj – den plads kunne bestemt godt have været brugt anderledes (red: bedre!). Vi havde lejet vores bil i Flensborg i Tyskland fordi det var billigere end i Danmark, og da Mads’ familie ikke bor mere end en times tid derfra, gav det bare bedst mening. Vi lejede bilen hos Sixt, og klarede mere eller mindre alt det kedelige vedrørende leje og forsikringer hjemmefra. Vi havde bilen i 12 dage og det stod os i omkring 3500 kroner – ikke slemt når man er to til at dele. I den klasse af biler som vi havde budget til at leje, ville vi enten kunne få en fin Volkswagen Beetle, en MINI Countryman eller en Volkswagen Golf. Og sidstnævnte bil er, i min optik, virkelig en Brian-bil. Her er jeg farvet af forskellige mere eller mindre sænkede og bas-brummende versioner af en Golf, der lige skulle vende på Torvet i Faaborg, som jeg har set igennem hele livet. Så ud af de tre biler, blev det selvfølgelig netop en sort Golf vi fik uddelt i Flensborg. Til gengæld havde den kun kørt otte kilometer og var, selvsagt, splinterny. Og jeg sagde til mig selv, at jeg jo heldigvis ikke kunne se hvor grim bilen var, når jeg sad inden i den – og det var jo immervæk dér jeg ville tilbringe det meste af tiden.  Så småskændtes vi lidt om hvilken måde vi bedst pakkede bilen på, råbte lidt af GPS’en der på gebrokkent engelsk ville føre os af alle mulige omveje, i stedet for direkte på den tyske autobahn – men til sidst lykkedes det os at finde både autobahn og den gode stemning, og inden klokken var et fór vi igennem det tyske landskab med to-hundrede-ti kilometer i timen.
img_20170711_211636

Vores første destination på turen var Como-søen i Italien, nærmere bestemt: en lille hyggelig og billig campingplads ved navn Europa Camping, som ligger i den lille by Menaggio. Planen var at køre igennem Tyskland via motorvej og så igennem Schweiz ad landevej, for at se noget af landet og selvfølgelig Alperne. Så langt nåede vi imidlertid slet ikke den første dag. Vi kørte og kørte og kørte, og holdt i kø og holdt i kø og holdt i kø. Så ved ni tiden holdte vi ind på den mindst romantiske rasteplads for at nyde et sundt og næringsrigt aftenmåltid: Heinz tomatsuppe med macaroni. Der var lige en plet med græs og en bænk at stille Trangiaen på, og solen var endnu ikke helt gået ned. Så til den buldrende lyd af lastbiler fik vi sat en ordentligt portion suppe til livs – det var selvfølgelig slet ikke nok til at holde os kørende resten af aftenen, så vi fyldte snacklageret op med de obligatoriske (i min optik) kørechips, Pringles, store mængder tysk mælkechokolade og cola. Jeg har ikke kørekort endnu, så det var Mads den lange tur ned af autobahnen var hårdest ved, selvom han virkelig er en champ til at køre. Derudover elsker han at køre bil – særligt når det er en helt ny en af slagsen – og når fartgrænsen ikke er eksisterende. Men det til trods måtte han – og mig med – give efter for trætheden da klokken nærmede sig et om natten. Vi var kørt hjemmefra uden nogen helt sikker plan for, hvordan vi skulle tilbringe vores første nat på campingferien. Mange steder i Norden må man benytte sig af det der kaldes wildcamping – altså at slå telt op i den vilde natur og overnatte dér hvor man ønsker. Men i resten af Europa er det forbudt, så vi vidste godt at vi enten måtte slå teltet op ulovligt og håbe på det bedste, eller bruge penge fra vores sparsomme budget på et motelværelse et sted. Vi tog den første mulighed og fandt en lille rasteplads, hvor der ikke var andet end lidt fliser, græs og et enkelte par lastbiler. Og det er her førnævnte truckerpis kommer ind i billedet. For det lille stykke græs vi havde valgt at slå teltet op på, lugtede som om at det var dér langturslastbilchaufførerne kollektivt havde bestemt, som værende stedet for at lade vandet. Dette opdagede vi selvfølgelig først da vi havde slået teltet op. Men i det mindste kunne vi se frem til at sove som en drøm, når først vi havde fået pustet vores lånte luksus luftmadrasser op. Det var lettere sagt end gjort, da vores medbragte pumpe selvfølgelig ikke passede i lige præcis dé luftmadrasser. Efter meget møje og besvær, fik vi (primært Mads) endelig pustet madrasserne op og stoppet dem ind i teltet. Der var bare dét problem, at teltet er omkring én meter og tyve centimeter bredt, og madrasserne tilsammen omkring én meter og fyrre. Well fuck. Men det var de eneste madrasser vi havde med, så der var ikke andet for end at møve sig på plads i teltet. Jeg lå halvt ovenpå Mads og hans madras og halvt på teltdugen, som jeg konstant kurrede ned mod på grund af den skrå vinkel. Vi var mere end visne og alt for udmattede til at gøre andet end bare at sove. Men mens vi lå dér i mørket og bilerne susede forbi ude på motorvejen og jeg ikke rigtigt havde noget godt at sige om noget, fik Mads mig alligevel til at grine. Som det sidste, selv i et alt for lille telt, omgivet af en truckerpis-vandet græsplæne midt om natten, fik han mig til at smile. Og så vidste jeg det. Så jeg åbnede øjnene og sagde meget forsigtigt “Mads…” og ventede indtil han gengældte mit blik. Så var vi helt stille et øjeblik, imens mit hjerte begyndte at hamre som om det ville flyve ud af brystet på mig, min mund var tør og jeg prøvede at synke så de rette ord kunne komme frem. Og lige som jeg skilte mine læber for at sige det jeg ville, trykkede Mads febrilsk sine fingre for munden af mig og så sagde han de tre små ord: “Shh! Nej! Stop!” – efterfulgt af: “Dét gør du ikke det der. Dén tager du ikke fra mig. Det er mig der skal sige dét der!”. Og sådan kan man begge to sige meget, uden overhoved at sige noget, på en rasteplads langs den tyske autobahn.

   

10 kommentarer

  • Frida R

    Haha elsker dig, Johanne. Som du kan skrive der! Sjovt, kvikt og poetisk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    hold kæft hvor dejligt!! kærligheden er bare det bedste. har selv lige mødt en fantastisk fyr og vi er blevet vanvittigt forelskede på ingen tid. jeg er så glad på dine (og mine egne hehe,) veje. Held og lykke med jer to!!!!! du er for sej og fuck i er søde sammen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hahaha dine indlæg XD :D Du er så sej og sjov – fan her! :D

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Åh et dejligt indlæg. Ser frem til at høre mere. Meget inspirerede. Har vist samtlige Instagram billeder til mig kæreste af dig og Mads’ rejse. Ihhh det kunne jeg også godt tænke mig :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Amanda

      – og sikke da en irriterende stavekontrol der har ‘rettet’ i den kommentar 😅

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • <3 <3 <3
    Urin og kærlighed i en <3

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Skønt indlæg :) Jeg fik et lille smil på læben :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Nårh hvor sødt 😊 hvor længe har I været sammen?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Så sad man her og fældede en tåre. Er så glad på dine vegne, Johanne! 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie Louise

    CUTE 😍😍

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TILBAGE EFTER FERIE-RADIO SILENCE