JEG SYNES DET ER SVÆRT AT VÆRE NOGENS KÆRESTE

Så kom det. Det første, sådan rigtigt følsomme indlæg fra min hånd, efter at jeg er gået fra at være single Joe, til not so single Joe. Måske bliver I harme, måske får nogle kvalme, måske et par kan relatere – og det hele er spændende og interessant for mig at høre om, så skriv endelig en kommentar, hvis du har lyst.

Jeg ville starte den her sætning med ordene “engang imellem” – men faktum ér, at det som jeg vil prøve at beskrive, faktisk finder sted langt oftere end bare engang imellem. Det som jeg vil prøve at beskrive drejer sig primært om følelser, hvilket selvsagt gør det svært at beskrive med ord, i hvert fald for mig. Og for lige præcis sådan én som mig, der tror på at det meste kan løses ved at sætte ord på, er det at være ude af stand til at formulere en bare nogenlunde præcis sætning der beskriver min sindstilstand forvirrende og ærligt talt også lidt skræmmende.

Jeg sidder i bussen som i mit og de fleste andre faaborgenseres daglige sprog blot refereres til som 141’eren. Det er den her bus der har fragtet mig frem og tilbage imellem min hjemby og min nuværende by. Den har kørt mig i skole længe inden lysets frembrud  på kolde vintermorgener og den har kørt mig hjem igen, fra byture, one night stands og en enkelt vild nytårsfest, som mine veninder og jeg i al hemmelighed sneg os med til da vi var alt for unge. I har nok set de der memes og billeder på Facebook og andre steder, hvor der sidder et menneske og tænksomt kigger ud af en let regnvåd rude i en bus eller et tog. Billedteksten er ofte noget i retning af “whenever I look out of the window in the bus I feel like I’m the main character in some sad romantic movie”. Idag har jeg lidt det sådan. Det regner ikke udenfor og mest af alt sidder jeg med hovedet nede i computerskærmen her, fordi jeg har glemt mine briller derhjemme, fremfor at kigge ud. Men selvom jeg ikke sidder og stirrer drømmende ud igennem vinduet til højre for mig, er jeg nu alligevel temmelig fortabt i egne tanker.

Turen går hjem til mine forældre, fordi jeg savner dem og trænger til at være hjemme. Selv i en alder af snart 22 år, er og bliver hjemme, altså i mine forældres hus og mit barndomshjem. En anden grund til at tage hjem var ganske enkelt følelsen af at have brug for at komme væk, nok mest af alt fra mit eget selskab og mit eget hoved, hvilket i sig selv er problematisk. Men det var også fordi jeg ville væk fra min kæreste – ikke engang fordi han har gjort noget forkert. Vi bor lige overfor hinanden og nogen gange, når tingene går lidt skævt og vi går hver til sit, kan det føles absolut ulideligt at vide at han sidder lige der ovre, lige der under skråvinduet og de røde teglsten. Ikke fordi jeg vil være sammen med ham, heller ikke fordi jeg ikke vil være sammen med ham. Det er ikke rigtigt til at begribe hvad der fremprovokerer den her følelse hos mig, men det er som om at jeg ikke kan tænke klart før jeg kommer på afstand af ham. Helt fysisk set, jeg skal være mere end bare 100 meter fra ham. Det lyder skørt, det ved jeg – men måske der er nogen af jer, der kan have det på samme måde. Og selvom den forvirring jeg prøver at beskrive i indlægget her opstår hos mig, oftere end blot engang imellem, gør følelsen a at skulle på fysisk afstand af min kæreste heldigvis ikke. Fordi at det her netop drejer sig meget lidt om min kæreste, og langt mere om mig.

For jeg har være single, selvstændig (job-mæssigt såvel som personligt) og fri, næsten lige så længe jeg kan huske. Og det her med at være nogens kæreste er goddamn svært. Det må man vist ikke rigtigt sige. Men det synes jeg at det er. Og det har intet med Mads, min kæreste at gøre – jeg tror at jeg ville synes at det var svært at være kærester med hvem som helst. Samtidig virker, det der i så mange år var mit lykkelige singleliv også svært hvis ikke umuligt, efter at jeg har oplevet hvilket fantastisk virvar af følelser og sommerfugle, som det at være kærester, i hvert fald med Mads er. Jeg har veninder og venner, som næsten ikke kan holde ud, hvis jeg “i mit lykkelige forhold” skulle have nogen form for negative følelser. Hvis jeg ikke er i stand til at sætte pris på og være tilfreds med “hvor godt jeg har det” – og måske har I der læser med endda samme tanker? Jeg synes det er den sjoveste og mest udfordrende opgave jeg endnu i mit liv er stødt på, det her med at være nogens kæreste.

Idag så jeg en video hvor Russel Brand talte om kærlighed. Den mand er simpelthen så sej. Han talte om hvordan det værste man, efter hans mening, kan gøre i et forhold – romantisk som venskabeligt, er at blive for afhængige af den anden person. Afhængig på den måde hvor ens lykke afhænger af dem, eller deres velbefindende. Og jeg tror godt at jeg forstår hvad han mener.  Han bruger ordet “dependent” som direkte oversat betyder afhængig, men som måske dækker over lidt mere. Nærmere at man baserer sig selv, sit liv eller sin sindstilstand på noget man skal have fra sin partner. En slags rush, om man vil. At den glæde man som menneske gerne vil opleve lidt af hver dag, skal komme fra et andet menneske – at ens kæreste bliver ens fiks. Afhængighed er jo en spøjs størrelse, fordi det netop også er fedt og fantastisk, at kunne støtte hinanden og samarbejde og være godt og grundigt viklet ind i hinandens liv – at være afhængige af hinanden. Men den farlige slags afhængighed som Russel Brand snakker om, kan være absolut destruktivhvis den ikke kontrolleres. Og Russel Brand, der ud over at være komiker og skuespiller er tidligere stofmisbruger, må om nogen vide hvad han taler om. Og jeg tror, at jeg er i overhængende fare for at falde lige lukt ned i misbruget af andre menneskers kærlighed, opmærksomhed og hengivenhed. Men måske er det muligt at få bugt med, hvis man er opmærksom og holder sig selv i stram snor? Det som jeg har oplevet med kærlighed er at det er alt opslugende og det at den er det, gør den fantastisk. Man glemmer tiden og alt omkring sig, alt andet end det menneske man sidder overfor.

Den sindstilstand som jeg prøver at sætte ord på, er en kombination af mange af ovenstående elementer. Frygt og forelskelse. Og bunder muligvis i at mit eget sind er begyndt at sætte sit alarm beredskab igang: HUSK NU DIG SELV! … tror jeg det siger. Husk nu at være glad på egen hånd, dyrke dine egne interesser og passioner. Man skal støtte sine nære I deres op og nedture og hjælpe så godt man kan, det mener jeg – men man skal ikke smelte sammen med dem. Så spørgsmålet er, hvordan dyrker man tosomhed uden at fortabe sig selv på vejen?