PINK SCHOOL GIRL VIBES

JEG SYNES DET ER SVÆRT AT VÆRE NOGENS KÆRESTE

lrm_export_20170821_192634
Så kom det. Det første, sådan rigtigt følsomme indlæg fra min hånd, efter at jeg er gået fra at være single Joe, til not so single Joe. Måske bliver I harme, måske får nogle kvalme, måske et par kan relatere – og det hele er spændende og interessant for mig at høre om, så skriv endelig en kommentar, hvis du har lyst.

Jeg ville starte den her sætning med ordene “engang imellem” – men faktum ér, at det som jeg vil prøve at beskrive, faktisk finder sted langt oftere end bare engang imellem. Det som jeg vil prøve at beskrive drejer sig primært om følelser, hvilket selvsagt gør det svært at beskrive med ord, i hvert fald for mig. Og for lige præcis sådan én som mig, der tror på at det meste kan løses ved at sætte ord på, er det at være ude af stand til at formulere en bare nogenlunde præcis sætning der beskriver min sindstilstand forvirrende og ærligt talt også lidt skræmmende.

Jeg sidder i bussen som i mit og de fleste andre faaborgenseres daglige sprog blot refereres til som 141’eren. Det er den her bus der har fragtet mig frem og tilbage imellem min hjemby og min nuværende by. Den har kørt mig i skole længe inden lysets frembrud  på kolde vintermorgener og den har kørt mig hjem igen, fra byture, one night stands og en enkelt vild nytårsfest, som mine veninder og jeg i al hemmelighed sneg os med til da vi var alt for unge. I har nok set de der memes og billeder på Facebook og andre steder, hvor der sidder et menneske og tænksomt kigger ud af en let regnvåd rude i en bus eller et tog. Billedteksten er ofte noget i retning af “whenever I look out of the window in the bus I feel like I’m the main character in some sad romantic movie”. Idag har jeg lidt det sådan. Det regner ikke udenfor og mest af alt sidder jeg med hovedet nede i computerskærmen her, fordi jeg har glemt mine briller derhjemme, fremfor at kigge ud. Men selvom jeg ikke sidder og stirrer drømmende ud igennem vinduet til højre for mig, er jeg nu alligevel temmelig fortabt i egne tanker.

Turen går hjem til mine forældre, fordi jeg savner dem og trænger til at være hjemme. Selv i en alder af snart 22 år, er og bliver hjemme, altså i mine forældres hus og mit barndomshjem. En anden grund til at tage hjem var ganske enkelt følelsen af at have brug for at komme væk, nok mest af alt fra mit eget selskab og mit eget hoved, hvilket i sig selv er problematisk. Men det var også fordi jeg ville væk fra min kæreste – ikke engang fordi han har gjort noget forkert. Vi bor lige overfor hinanden og nogen gange, når tingene går lidt skævt og vi går hver til sit, kan det føles absolut ulideligt at vide at han sidder lige der ovre, lige der under skråvinduet og de røde teglsten. Ikke fordi jeg vil være sammen med ham, heller ikke fordi jeg ikke vil være sammen med ham. Det er ikke rigtigt til at begribe hvad der fremprovokerer den her følelse hos mig, men det er som om at jeg ikke kan tænke klart før jeg kommer på afstand af ham. Helt fysisk set, jeg skal være mere end bare 100 meter fra ham. Det lyder skørt, det ved jeg – men måske der er nogen af jer, der kan have det på samme måde. Og selvom den forvirring jeg prøver at beskrive i indlægget her opstår hos mig, oftere end blot engang imellem, gør følelsen a at skulle på fysisk afstand af min kæreste heldigvis ikke. Fordi at det her netop drejer sig meget lidt om min kæreste, og langt mere om mig.

For jeg har være single, selvstændig (job-mæssigt såvel som personligt) og fri, næsten lige så længe jeg kan huske. Og det her med at være nogens kæreste er goddamn svært. Det må man vist ikke rigtigt sige. Men det synes jeg at det er. Og det har intet med Mads, min kæreste at gøre – jeg tror at jeg ville synes at det var svært at være kærester med hvem som helst. Samtidig virker, det der i så mange år var mit lykkelige singleliv også svært hvis ikke umuligt, efter at jeg har oplevet hvilket fantastisk virvar af følelser og sommerfugle, som det at være kærester, i hvert fald med Mads er. Jeg har veninder og venner, som næsten ikke kan holde ud, hvis jeg “i mit lykkelige forhold” skulle have nogen form for negative følelser. Hvis jeg ikke er i stand til at sætte pris på og være tilfreds med “hvor godt jeg har det” – og måske har I der læser med endda samme tanker? Jeg synes det er den sjoveste og mest udfordrende opgave jeg endnu i mit liv er stødt på, det her med at være nogens kæreste.

Idag så jeg en video hvor Russel Brand talte om kærlighed. Den mand er simpelthen så sej. Han talte om hvordan det værste man, efter hans mening, kan gøre i et forhold – romantisk som venskabeligt, er at blive for afhængige af den anden person. Afhængig på den måde hvor ens lykke afhænger af dem, eller deres velbefindende. Og jeg tror godt at jeg forstår hvad han mener.  Han bruger ordet “dependent” som direkte oversat betyder afhængig, men som måske dækker over lidt mere. Nærmere at man baserer sig selv, sit liv eller sin sindstilstand på noget man skal have fra sin partner. En slags rush, om man vil. At den glæde man som menneske gerne vil opleve lidt af hver dag, skal komme fra et andet menneske – at ens kæreste bliver ens fiks. Afhængighed er jo en spøjs størrelse, fordi det netop også er fedt og fantastisk, at kunne støtte hinanden og samarbejde og være godt og grundigt viklet ind i hinandens liv – at være afhængige af hinanden. Men den farlige slags afhængighed som Russel Brand snakker om, kan være absolut destruktivhvis den ikke kontrolleres. Og Russel Brand, der ud over at være komiker og skuespiller er tidligere stofmisbruger, må om nogen vide hvad han taler om. Og jeg tror, at jeg er i overhængende fare for at falde lige lukt ned i misbruget af andre menneskers kærlighed, opmærksomhed og hengivenhed. Men måske er det muligt at få bugt med, hvis man er opmærksom og holder sig selv i stram snor? Det som jeg har oplevet med kærlighed er at det er alt opslugende og det at den er det, gør den fantastisk. Man glemmer tiden og alt omkring sig, alt andet end det menneske man sidder overfor.

Den sindstilstand som jeg prøver at sætte ord på, er en kombination af mange af ovenstående elementer. Frygt og forelskelse. Og bunder muligvis i at mit eget sind er begyndt at sætte sit alarm beredskab igang: HUSK NU DIG SELV! … tror jeg det siger. Husk nu at være glad på egen hånd, dyrke dine egne interesser og passioner. Man skal støtte sine nære I deres op og nedture og hjælpe så godt man kan, det mener jeg – men man skal ikke smelte sammen med dem. Så spørgsmålet er, hvordan dyrker man tosomhed uden at fortabe sig selv på vejen?

   

39 kommentarer

  • Asta Larsen

    Jeg kan sagtens relatere til hvad du snakker om. Jeg er en del år yngre end dig (16 år) men jeg har oplevet nogle ting her i livet som har tvunget mig til at blive voksen hurtigt. Jeg bor allerede i egen lejlighed. Dog bor jeg også meget hos min kæreste. I næsten et helt år var jeg afhængig af at være sammen med ham og hans familie fordi jeg ganske enkelt var bange for at gå glip af noget, hvis det giver mening?
    Og jo mere vi var sammen jo tættere blev vi af hinanden, men det var som om jeg ikke ville hjem fordi jeg søgte den nyforelskelse og nok i bund og grund var gået hen og blevet lidt afhængig af hans nervær.
    Den dag i dag har jeg det på samme måde med at han kan komme for tæt på hvor man virkelig har brug for en pause. Og jeg tænker det er meget normalt, da man jeg skal gøre “plads til to” i ens liv og hovede.
    Mit bedste råd jeg har fået som jeg nu vil give til dig: lad være med at tænke for meget over følelserne og årsagerne til dem, bare lev en dag af gangen og handel efter hvad der føles rigtigt på det pågældende dag. Så er det hele lidt nemmere at overskue. Også vil jeg også sige at du skal snakke med ham om det. Jeg snakkede personligt med min kæreste om at jeg nogle gange havde brug for at have ham på afstand, og det var virkeligt rart at høre at han havde det på samme måde nogle gange, for det gjorde at min følelse ikke længere føltes så forkert..
    Held og lykke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Patricia

    Jeg ved ikke om min tidligere kommentar er blevet slettet, fordi jeg ikke skrev et rigtigt navn, eller hvordan, men jeg kan ikke finde den :(
    Dog vil jeg stadig gerne understrege, hvis ikke du så det, hvor vigtigt, tankevækkende, inspirerende og fantastisk det her indlæg er.
    For det første super velskrevet (du ville ærligt være en virkelig god forfatter, Johanne), og for det andet kan man bare høre (læse) hvor gennemtænkt det hele er.

    Jeg er selv “lige” kommet ud af et forhold, mit første forhold vel at mærke, og jeg boede med min (daværende) kæreste. Jeg var én af dem som glemte mig selv fuldstændigt. Jeg var ked af det hver eneste dag til sidst, fordi min kæreste havde brudt min tillid, og jeg prøvede at tilgive, men jeg kunne ikke.. dog ville jeg, fordi jeg elskede ham så højt, og det ødelagde mig (og ham) fuldstændigt. Han kunne aldrig være god nok, og jeg kunne aldrig være tilfreds, og samtidigt fik jeg et kæmpe had til mig selv for at være som jeg var.
    Det er SÅ vigtigt at være et selvstændigt individ i et forhold. Tosomheden er en så underlig størrelse, og grænserne er svære at definere, men jeg ved i hvert fald at jeg i fremtiden skal mærke efter helt nede i maven.. for den følelse jeg havde i det forhold, og endda stadig sidder med et halvt år efter, vil jeg aldrig opleve igen…

    Lyt til “Rockin’ and rollin'” fra serien Nashville (på youtube). Sådan havde jeg det i slutningen af mit forhold..

    Nu er min lykke vigtigst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Jeg tror egentlig bare det handler om, at man bliver nødt til at tænke lidt rationelt på det. Førstegangskærligheder er aldrig lette, og man kan jo ikke undgå at fortabe sig lidt. Men man må altså steppe lidt up. Jeg har ikke lyst til at være lyseslukkeren eller noget, men jeg kan ikke undgå altid at blive lidt irriteret når folk snakker om deres kærester eller på en eller anden måde udviser en form for fravær fra det normale liv med veninder osv. Jeg bliver sgu lidt bitter; hvis man ikke er gravid, så interesserer babytalk vel heller ikke en 100 % (også selvom det burde man da, men altså… nej) Jeg har selv en sød kæreste, som jeg holder meget af – men jeg føler ikke han hæmmer mig i andre gøremål – men så har jeg en veninde, der er så opslugt af sin kæreste at hun sidder med næsen i telefonen de få gange vi ser hinanden, og jeg kan ikke lade vær med at tænke på at ens forhold også godt kan hæmme andre mennesker. Jeg synes bare det er vigtigt at man ikke lader sin kæreste være ens alt eller intet (heletiden i hvert fald)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alberte

    Jeg forstår godt hvad du mener! Og jeg er enig. MEN.. men, men; man skal også huske at man altså ER en form for tosomhed. Jeg har været sammen med min kæreste i mindre end et år, og vi bor sammen. Han har været der for mig (og er hver dag) lige siden vi blev kærester, igennem sorg over min mor, stressperioder, dumme skænderier osv osv. Som en kæreste nu er. Vi har ofte skænderier og kontroverser pga forskellige årsager, og jeg har også behov for ind imellem at få ham på afstand fx for at tænke klart. Men vores kærlighed er der altid til trods for dette, og jeg kunne simpelthen ikke forestille mig (lige nu ihvertfald) hvordan mit liv ville være uden ham. Jeg elsker ham jo! Og den form for forelskelse og kærlighed er ikke rationel. Dermed ikke sagt at man ikke skal huske sig selv; det gør vi begge. Vi er sammen med vores venner flere gange om ugen, en af os sover ofte ude osv. Men vi glemmer ikke hinanden af den grund, og vi mærker altid efter hvad vi har brug for og respekterer det. Hvis jeg har brug for at se mine venner, så accepterer han altid det selvom han ville ønske vi kunne holde date night. Men samtidig ville jeg også aflyse en aftale (medmindre den var særlig selvf) hvis han VIRKELIG havde brug for mig. Man støtter hinanden og skaber tryghed for den anden når man er i et forhold, og det kan mennesket godt li. Vi er flokdyr der elsker tryghed. Da man var barn var det en ting, og nu er det noget andet. Og det er vel egentlig også okay? Nej, man skal selvfølgelig ikke glemme sig selv og sine andre vigtige nærmeste, men giver det ikke sig selv?
    Det er slet ikke for at latterliggøre følelsen overhovedet, min pointe er bare at det er også okay at have en tryghed hos en anden som man rent naturligt bliver lidt afhængig af, fordi den er rar. Det gør ikke en til en ikke-strong-independent-woman, for man kan godt være lykkelig uden det afhænger af den anden, tit smitter følelser bare af, fra ens nærmeste. Man KAN godt leve uden – man har bare virkelig ikke lyst <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • JEL

    Hej Johanne. Det er et SÅ aktuelt emne at tage op. Jeg tager mig selv i nogle gange at glemme mig selv i mit forhold. Jeg tænker nogle gange over at jeg skal huske at være smilende mig, fra førhen. Det er svært ikke at lade sig påvirke af ens partner, da man jo så gerne have at de er glade – så man også selv bliver glad. Man er nok et eller andet sted bange for at miste dem og derfor glemmer vi nogle gange os selv. Du er ikke alene – det kan du bande på (-: Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Eminent indlæg! Fuldstændig ærligt, og så utroligt sandt!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalia

    Jeg er så bange for kærligheden, for at blive skuffet, miste og for ikke at leve op til forventningerne, til trods for at han ingen har til mig, at jeg ofte i fortvivlelse er ved at bryde vores forhold. Ikke fordi jeg ikke elsker ham længere, men det er måske dét der er “problemet” – jeg er bange for at elske for meget, og ikke blive elsket tilbage. Bange for at tage hele hånden hvis han rækker mig en lillefinger, æde ham fuldstændigt op og af ren kærlighed, så han er ved at gå til i det. Jeg er bange for at give mig hen, at lade tingene gå sin gang, tro på det, blive i det, være i det. Men der er intet i verden jeg hellere vil end at være hans.
    Jeg prøver hver dag at sende en stor fed Fuck-finger til den angst, den nervøsitet, overtænkning, utilpashed og det dårlige selvværd, for at forsøge at ødelægge noget der er så fint, nyt og skrøbeligt. Jeg arbejder på det. Eller bedst af alt. Vi gør! Jeg er ikke alene, han er her endnu hele vejen igennem.
    … så jeg forstår dig. Det ER bare til tider svært at være nogens kæreste, når man nu har været sig selv så længe.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Virkelig godt indlæg Johanne! Det er også virkelig noget, jeg kan relatere til. For det er svært. Men jeg kommer til at tænke på filmen ‘Eat, Pray, Love’, som på mange måder er en helt fantastik film! Hvis du ikke har set den, vil jeg klart anbefale den. Den handler netop om en kvinde, der løsriver sig og vil ud og opleve verden, i takt med at hun kommer i balance med sig selv. Grunden til jeg nævner den i denne sammenhæng er fordi, hun får de samme bange følelser, da hun bliver forelsket. Men en vis gammel mand fortæller hende så klogt at det, at miste sin balance når man forelsker sig, er en del af, hvad det vil sige at leve et balanceret liv. Så du skal ikke være bange for at miste balancen en smule, når det handler om sådan et god form for kærlighed. Du skal nok finde din balance igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alberte

    Jeg sidder selv med selvsamme spørgsmål: Hvordan dyrker man tosomheden, uden at fortabe sig selv på vejen.
    Efter lidt over et år i et forhold søger jeg stadig svaret, og er hunderæd for at blive alt for afhængig af min kæreste. Jeg tager ofte mig selv i at sige til mig selv, at jeg skal huske at dyrke mine egne interesserer og give mig selv alenetid og så også nyde det! Det gør det ej heller nemmere, når vi oven i købet bor sammen og deler nærmest hele vores hverdagen. Jeg kan nogengange blive helt vred på mig selv, når jeg tager mig selv i at ligge hjemme og vente på ham. Som om jeg venter på, at han kommer hjem og “trækker mig op, og sætter mig igang”. Jeg føler mig som en hund uden sin ejer, og sådan vil jeg bare ikke have det! Andre dage, når jeg lader mig selv blive opslugt af mine hobbyer, kan der gå timer hvor jeg ikke længes efter ham og føler mig som det individ jeg nu engang er. Det handler om at finde balancen, og det er fandme svært. Men nogengange har jeg virkelig bare den der lyst til at smelte fuldkommen sammen med ham (men det er måske også bare det som kaldes forelskelse, eller kærlighed?). Og andre gange bliver jeg helt angst for, at jeg har glemt mig selv, og at jeg ånder og lever igennem ham. Heldigvis bliver man vel hele tiden bedre og klogere i et forhold, og så længe man er klar over det, kan det vel ikke gå alt for galt. Det er virkelig vigtigt at dyrke sine egne drømme og passioner, og ikke smelte fuldkommen sammen. Og ja det er nogengange svært, at være nogens kæreste.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai

    Et af dine bedste indlæg i lang tid – tror størstedelen kan følge dine tanker, hvis ikke starter det tánker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • johannekohlmetz

      Hej Mai,
      Tusind tak! Det er jeg virkelig glad for at du synes. Det var netop dét der var hensigten.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Johanne! For at sige det kort! Så kender jeg fuldstændig til de følelser du beskriver!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • johannekohlmetz

      Jeg tænkte jo nok, at jeg ikke kunne være helt alene. Det giver måske ikke svar på vores spørgsmål, men jeg synes nu alligevel det er meget rart at vide at det nok ikke er så skørt endda at tænke som vi gør.
      Tak fordi du læser med! :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Monika

    Hej Johanne
    Det du skriver, er så mega interessant, fordi det er så relaterbart for lige netop mig. Jeg aldrig set eller hørt nogen sætte ord på det før, så her, i min egen osteklokke, gik jeg egentlig og troede, at jeg var den eneste i verden, der havde det som lige netop du. Så virkelig, tusind tak.
    Jeg fandt min nuværende kæreste som 15-årig. Første forelskelse, første kys, første sex – første alting. Jeg har en samhørighed med min kæreste, som jeg selv er bange for. Jeg synes selv, at jeg er god til at prioritere mig selv, og mine nærmeste – ligesåvel er min kæreste, men samtidig føler jeg, at min kæreste fylder halvdelen af min identitet og det gør mig i særdeleshed bange. For hvem er jeg egentlig, hvis jeg ikke havde min kæreste? Mit ‘jeg’ – eller vores ‘jeg’er’ – er efter hånden blevet til et ‘vi’ eller et ‘I’. Og det er ikke blot i mine øjne, men også i vores kammeraters. Jeg finder mig selv inviteret til min kærestes kammeraters drenge aftner med fodbold og øl, som eneste kvindelige selskab. Der er en god jargon blandt min kærestes kammerater og jeg. Men selvom jeg håber, at jeg er inviteret for hvad jeg bidrager med i et selskab, så kan jeg umuligt lade være, at tænke mig selv som ‘vedhæng’.
    Efter fem år i et helt fantastisk forhold, er jeg aldrig kommet nærmere et svar. For lige som du, kan jeg ikke se anden løsning, end at holde i mente, at man selvfølgelig også skal være sig selv. Men hvor er det svært, at lade forholdet udvikle, og gro med hinanden, uden at gro sammen. Måske er det, at skyde sig selv i foden, måske er det i virkeligheden den aller bedste løsning, bare at lade det ske.
    Jeg tror ikke jeg er tættere på en konklusion end dig, men her fik du lige, hvad dit indlæg fik mig til at tænke.

    Bliv endelig ved med dit gode arbejde!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • johannekohlmetz

      Hej Monika.
      Mange tak fordi du giver dele din historie og dine erfaringer med mig og alle der har lyst til at læse med. Det er jeg virkelig glad for! :-)
      Jeg kunne sagtens forestille mig at det også er en “problematik” eller i hvert fald noget der ville optage ens tanker, når man har været sammen med et andet menneske så længe, at man selv – og måske også andre, begynder at regne en selv samt ens partner som en enhed. Men det er helt sikkert også noget af det der er fedt. At man kan komme sammen til familiefødselsdage eller hænge ud med kammerater og veninder som par. Og jeg tror virkelig ikke at det behøver være et problem – i hvert fald ikke, hvis man stadig kan mærke at man har sit eget liv og er sit eget menneske inde bagved, hvis du forstår?

      Jeg skal nok prøve at fortsætte med at skrive tanker som disse ned! :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Selma

    Jeg havde virkelig brug for at læse det her og alle kommentarerne<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fie

    Hej Johanne, elsker din skrivestil- for satan du gør det godt. Her er min lille historie så. Jeg var sammen med den har fyr i det stille i omkring 1 172 år før jeg tog mig sammen og turde gøre noget ved det. Det blev så min første kæreste i en alder af næsten 19 år. Men på grund af frygt (i mit tilfælde i enorm mængde) for nærhed og det at være afhængig gik det desværre ikke. Så for satan den frygt- det er den som skal holdes i kort snor. Det er så fandens skræmmende at dykke helt ned, men jeg ved selv nu at det er noget som skal arbejdes på. Og nu hvor du har sådan en dejlig kæreste, mon ikke du så har en at arbejde det igennem sammen med?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Virkelig et godt indlæg!! Mi kæreste er netop flyttet til Kbh, og aldrig i mit liv har jeg været så ulykkelig. Hvorfor kan jeg ikke sætte ord på. Men måske fordi man har glemt sig selv, og nu er alene

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Johanne, jeg forstår dig og dine tanker, og jeg har det selv på samme måde. Sendte så dit indlæg til ‘min fyr’ – vi er egentlig ikke kærester, netop fordi jeg synes det er svært. Men hans svar gav mig stof til eftertanke, og jeg tænker, du måske kunne tænke dig lidt perspektiv, så her er, hvad han skrev:
    Johanne Johanne Johanne! Klog pige, virker utrolig selvstændig og meget objektiv, good call! Mads, flink fyr, eftersigende perfekt, og Johanne er problemet? Her er Hvad Nico ser!

    Jeg ser en pige der er bange, fortvivlet og forvirret! En pige der om nogen vil være i kontrol så vidt som det er muligt, hun tager gerne diskussionen op, koste hvad det vil, og hun vil helst ikke miste kontrollen i alle livets aspekter!

    Men her er det sjove, hun er bange for kærligheden, fordi hun er for egoistisk, hun ødelægger livet stille og roligt ved ikke at tage chancer men mest af alt, at være mistroisk overfor den farlige kærlighed! At blive afhængig er et negativt ladet ord… som hun bruger om parforholdet, og nu går hun helt galt i byen efter min mening, det er her hun taber ALT min respekt! At være afhængig af et andet menneske er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Selvfølgelig skal man kunne overleve alene, jovist! Men hvad fanden er meningen med et forhold hvis ikke man skal være afhængig af at den anden gør en lykkeligere?? Jeg mener, så kunne man lige så godt være alene hele livet? Kærlighed giver slag, men at være afhængig af et andet menneske viser styrke, styrke til at turde indrømme man får hjælp, styrke og lykke hos ens partner! Det viser styrke man tør åbne sig! Og verdens stærkeste mennesker er dem der ikke er bange for at dele, dem der ikke er bange for følelser

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Ej okay Julie, det er fandeme et godt svar fra din fyr og mega velskrevet !! Klap på skuldren til ham

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Så godt! Ikke bare de fantastiske fængende formuleringer, men også et indlæg der kommer fra hjertet ,og jeg kan desuden selv kan relatere til det. Lige nu ligger jeg i min seng, med samme følelse af lykke og kærlighed, men også frygten for at man mister sig selv i tosomheden

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Wow, jeg tror, at det der er den bedste beskrivelse af at være i forhold, som jeg har hørt eller læst fra andre. Det der, det er lige prævis hvordan jeg har det. Jeg er selv i et forhold, og jeg har altid været vant til at bare være frisk på alt, klar på alle fester, altid være sammen med veninderne og bare have en fest uanset hvor eg gik hen. Men det at være noget så betydningsfuldt for nogen, synes jeg personligt, er mega svært. For den afhængighed du snakker om, den er farlig, og den giver utrolig dårlig samvittighed, når du falder i gang på gang. Men jeg synes det er fedt, at du tager dig tid og skriver et oplæg som det her, fordi det er virkelig rigtigt:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Ej så fint et indlæg Johanne og du behøves faktisk slet ikke understrege flere gange, at det intet har med Mads at gøre, fordi det virker til han er en SÅ god kæreste, og ligeså er du og I virker bare gode for hinanden udfra billeder og dine små skriverier. Jeg elsker indlægget selvom jeg ikke selv helt kan relatere til det, jeg fandt min kæreste da jeg var 16 år og på daværende tidspunkt var min kæreste 18 år. Så jeg har aldrig levet det vilde single liv, det er jo ligesom begrænset hvor meget man når det før man fylder 16, og på den måde mangler jeg det ikke.
    Men udover det som du selv siger, er det altså vigtigt ikke at glemme sig selv og sine venner, man kan hurtigt komme til at være sammen med sin kæreste for meget, da man i starten bliver totalt opslugt af al den kærlighed. Håber du finder en måde at håndtere det hele på og finder svar på dine spørgsmål ☺️

    Og forresten nu har vi så været sammen i 4 år og skal til at flytte sammen og det bliver herre rart 🙌🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Mega fint og interessant indlæg, Johanne! Jeg har aldrig selv oplevet at have en kæreste, men jeg har oplevet det fra anden side. Jeg har været datteren, der blev glemt, da først mor og så far fik en ny kæreste, såvel som jeg har været veninden, der pludselig gled i baggrunden. Det er helt sikkert naturligt, og man siger ikke noget, for den altopslugende glæde er jo nærmest obligatorisk, og den skal have plads. Min oplevelse er desværre bare, at hvis den bliver ved, og hvis den ender med at lukke alle andre ude, så bliver det usundt. Der tror jeg også, afhængigheden er farlig – både for mig som datter/veninde og for kæresteparret. Hvis man bliver alt for “ensporet” sætter man både forholdet og venskabet i fare, tror jeg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • johannekohlmetz

      Hej Eva.
      Tusind tak for en kommentar og for at bringe en helt anden dimension ind i debatten. At være den der står på sidelinjen når et andet mennesker lader sig opsluge. Det er helt sikkert en god pointe at man ikke bare kan komme til at glemme sig selv – men faktisk også alle ens nærmeste ud over vedkommende man er kærester med.
      Igen – tak for din kommentar :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Tak for at kunne sætte ord på hvad der lyder til at være præcis som jeg har det. Jeg kan ikke beskrive det, men følelsen over at være forelsket, bange og skræmt på samme tid, over at det måske går for hurtigt, måske jeg ikke giver nok af mig selv, et stort tumult af mange tanker

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • johannekohlmetz

      Et stort tumult af tanker og følelser ikke mindst – det er vist bare det dét vil sige at være menneske. Og det er jo egentligt også meget fedt når man tænker over det. Altså at vi faktisk er i stand til at møde mennesker der kan give os alle mulige (og umulige) følelser, i stedet for bare at gå rundt og føle ingenting. Tak for din kommentar! :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    AMEN! Du er ikke alene. Jeg synes at det er svært at opleve det magttab det er når man lige pludselig bliver hovedkuls forelsket, og bliver ramt af følelsen af ikke at kunne leve uden sin kæreste. Jeg tænker tit over hvordan hele mit univers ville falde sammen hvis min kæreste gik fra mig, fordi jeg er blevet så afhængig af ham. Det gør ondt, men jeg bilder mig ind at det er forelskelse og jeg håber og tror på at han for altid skal være min ❤️ Det er fandme også dejligt!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • johannekohlmetz

      Magtab er også en måde at sige det på, ja. Det spiller i hvert fald en rolle. For mig kan det nogle gange handle om tabet af magten over mine egne følelser. Altså at et andet menneske potentielt set, kan såre mig utroligt meget uden at der er noget jeg kan gøre. Men det er jo også noget af det der gør kærlighed smukt, at man er nødt til at gå ind i det med tillid til sin partner. For hvis man ikke har den, tror jeg man kan blive helt syg af bekymring. Det er så vigtigt at håbe og tro på kærligheden – så bliv ved med det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Virkelig godt skrevet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Wow, fantastisk indlæg! Det må jeg give dig.

    Jeg har på nuværende tidspunk ikke en kæreste, men kan sagtens nikke genkendende til det hele fra mit tidligere forhold. Derudover står jeg nu i den situation, at når noget(nogen vel og mærke) kommer tæt på mig, skubber jeg dem væk, for efter to års singleliv, er jeg simpelthen blevet for god til kun at være mig selv. Tanken om, at skulle please et andet menneske, og at der faktisk er et andet menneske man skal tage hensyn til, det har jeg det lidt svært ved.

    Endnu engang, super indlæg! Er vild med, hvordan jeg føler mig budt velkommen i dit lille univers af tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • johannekohlmetz

      Hej Simone.
      Jeg har kun kendt Mads siden September sidste år og der gik også lang tid før jeg havde lyst til at vi skulle være “kærester” fordi der netop med det “lqbel” (i hvert fald for mig) fulgte en masse ansvar med. Jeg har fundet ud af at det også kan være fedt at tage hensyn til et andet menneske, hvis de tager lige så meget hensyn til dig. Så der ikke er én der giver for meget af sig selv i forhold til den anden. Og ved du hvad? Der er bare slet heller ikke noget i vejen med at være single, jeg havde det virkelig også godt i alle de år jeg var det. Men det er også fedt at have en kæreste, når man er klar til det og når man møder den “rigtige”.

      Tak for din kommentar – og du er altid velkommen her i mit tankeunivers <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea Lindrup

    Johanne, hvor kan jeg dog bare relatere 100 procent til det, du skriver. Jeg var sikker på, at jeg var den absolut eneste, som havde det sådan. Jeg havde en kæreste i 2,5 år, hvilket var et skønt forhold, men desværre endte jeg med, at glemme mig selv totalt. Det var SÅ dumt, men jeg kunne ikke selv styre det. Det vigtigste for mig var, at min kæreste havde det godt fremfor mig selv. Det endte så også med, at vi gik fra hinanden med dette som hovedårsag. Nu er jeg single, og jeg har helt ærligt aldrig haft det bedre med mig selv. Jeg elsker, at jeg kan tænke på mig selv, og hvordan JEG har det. Jeg har bestemt også lært noget af det forhold, og når jeg en dag finder en kæreste igen, skal jeg huske på, at mit eget helbred og egne behov er mindst ligeså vigtige, hvis ikke vigtigere for mig selv, end kærestens. Man skal finde den gyldne mellemvej, og det er ikke let, kan jeg skrive under på!
    Mega fedt indlæg!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • johannekohlmetz

      Jeg er glad for at du kunne lide indlægget og for at du skrev en kommentar. Det er sejt at du kan se hvad der gik galt i dit forrige forhold og at du har lært noget af det. Jeg håber at jeg kan nå at huske på mig selv, nu hvor jeg er opmærksom på det. :-)
      Igen – tusind tak fordi du deler dine erfaringer med mig og alle andre der læser med.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Jeg tror, at man dyrker tosomhed, når man husker hinanden. Hvadenten det er, når man er sammen, eller når man er hver for sig. Det er tosomhed, når man sidder og hygger med en film, et spil eller en dyb samtale, men det er ligeså meget tosomhed, når man giver den anden plads til at være sig selv, giver den anden plads til venner, fritidsinteresser mm. Altså mener jeg, at tosomhed ikke behøves at være, at man skal være sammen hele tiden – men at man husker at give plads – og også at give sig selv plads.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • johannekohlmetz

      Det tror jeg du har fuldkommen ret i – tak for en spændende kommentar! :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kjerstine

    Så enig!!!! Hvis du finder svaret på dit sidste spørgsmål, så giv et kald!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • johannekohlmetz

      Det skal jeg nok – men der er mange bud i de andre kommentarer til det her indlæg, skulle jeg hilse og sige :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

PINK SCHOOL GIRL VIBES