10 SPØRGSMÅL JEG ALDRIG HAR SVARET PÅ // DEL 2

Igår delte jeg første indlæg i denne serie med spørgsmål jeg aldrig har svaret på – eller i hvert fald aldrig svaret ordentligt på. Jeg vil starte dette indlæg med at sige tusind tak for alle jeres forstående, støttende og interessante kommentarer til dels indlægget igår men også de seneste skriverier jeg har udgivet her på domænet. Det er helt fantastisk at opleve hvordan der faktisk er et bånd imellem os – mange af jer er villige til at dele jeres erfaringer og synspunkter, følelser osv. med mig selv og andre der læser med  og det er så vidunderligt! Så tak for det. Dagens emner er noget lettere end gårsdagens der handlede om min første forelskelse og nogle ret voldsomme oplevelser jeg havde, da jeg startede bloggen. Har du ikke læst det indlæg, kan du læse det HER. Men nu til dagens spørgsmål.

Hvorfor bor du i Odense? Hvorfor ikke eks. København?
Det her spørgsmål møder jeg ofte fra personer som selv er på vej til at flytte til Odense eller som overvejer det – for er der egentligt federe i Odense end alle mulige andre steder?
Det kan jeg jo ikke rigtigt være dommer over sådan generelt set, men jeg kan tale for mig selv – og jeg er ret så vild med Odense. Størrelsesmæssigt var Odense, for en provinspige som mig overskuelig og ikke alt for uhyggelig at flytte alene til. Og så er det i Odense mit netværk af venner er – for arbejdsmæssigt er jeg jo ikke ligefrem der hvor det sner. Samtidigt er Odense jo også lidt i midten af det hele, der er lidt over en time med tog til København og omkring halvanden til Århus – og begge dele er jo til at overskue, selvom jeg nu ikke kunne se mig selv pendle på daglig basis. Mine forældre bor ikke mere end en lille time fra Odense og det er – er det gået op for mig, virkelig vigtigt for mig ikke at være alt for langt fra dem. Jeg nyder at tage hjem bare for en dag eller to, at spise middag med dem og gå rundt i haven med min mor og se hvilke blomster og planter der sprunget frem siden sidst. København har af en eller anden grund aldrig rigtig fanget mig, jeg føler mig altid meget fremmed hver gang jeg er der – og det har intet at gøre med, at jeg ikke bryder mig om storbyer. Jeg har talt med nogle venner om, at tage en uge eller weekend til København og være der for at opleve byen, i stedet for bare at arbejde eller skifte tog på vej mod Kastrup Lufthavn. Og jeg vil gerne give byen muligheden for at blæse mig om kuld, for det kunne den sikkert – det er bare ikke sket endnu. Det har Århus til gengæld gjort, for mange år siden på en studietur med Odense Fagskole. Det var bare en enkelt dag, men jeg kan bare huske at jeg havde lyst til at blive i byen og gå på opdagelse – og hvis jeg skulle være i en anden by end Odense, vil Århus være det sted, i Danmark i hvert fald, hvor jeg bedst kan se mig selv.

Klapper du når flyet lander
Nej.
… Var det for antiklimaks agtigt?
Jeg ved, at Mads og jeg på et ret tidligt tidspunkt i vores bekendtskab diskuterede netop dette emne, fordi Mads har en aversion imod rigtig mange af de små og egentligt betydningsløse ting som mennesker går og foretager sig. Måden nogle udtaler alle ord med spidse “s’er”, hvordan det er fuldkommen håbløst dumt at tage korte knickers for så at trække sine strømper helt op om læggene eller dét faktum at jeg mine snørrerbånd altid går op. Små ting, som de fleste mennesker ikke bemærker, end sige får deres pis i kog over – kan Mads få vendt til de mest betydningsfulde og sjove historier. Han kan opdigte en hel fiktiv verden der forklarer hvorfor nogen udtaler sine ord med spidse “s’er” – og der er helt vidunderligt og underholdende. Og for Mads og måske i virkeligheden også for mig, siger det faktum at man klapper eller det modsatte, når et flyet lander en hel del. Klapper I når flyet lander?

10 spørgsmål jeg aldrig har svaret på // DEL 1

img_2005
Sådan her så jeg ud i 2012. De ting jeg fortæller om i dagens indlæg skete i årende inden det her billede.

Der er mange ting jeg aldrig har nævnt herinde, mange ting jeg aldrig har delt og heller aldrig kommer til at dele. Men igennem tiden har jeg virkelig fået mange interessante spørgsmål, som jeg har været for blufærdig eller usikker til at svare på. Nogle store, andre små – men det er mit indtryk at det som I synes er aller sjovest at læse med på, er de indlæg hvor jeg giver lidt af mig selv og fortæller historier fra mit liv. Derfor vil jeg over de næste 5 dage give svar på 10 spørgsmål jeg aldrig før har svaret på herinde. Idag handler det om min første forelskelse og om hvad der egentligt skete dengang jeg startede med at blogge. Det er blevet til to temmtligt lange skriv, men jeg håber I har lyst til at læse med.

Hvem var min første forelskelse?

Som ganske ung fik jeg et alvorligt crush på Brad Pitt efter at have set ham i henholdsvis Troy og Legends Of The Fall – men hvem gjorde ikke det (og hvem har iøvrigt ikke stadig det). Men når vi taler i den virkelige verden var min første rigtige forelskelse nok tilegnet en dreng der hed Rasmus – det hedder han vel i og for sig stadigvæk. Jeg har ikke været meget mere end 10 eller 11 da jeg mødte ham første gang og selvom forelskelsen ikke varede andet end en sommer, var det nok den første gang jeg fik sommerfugle i maven over én af det modsatte køn. Jeg mødte ham til en firmafest med min mors arbejde, mens de voksne gik til buffeten og paprødvinen var vi en flok børn, der rendte rundt og fiskede efter krabber, fortalte gyserhistorier og satte ild til pinde (sådan noget gjorde jeg meget som barn, altså at sætte ild til pinde og fagte rundt med dem i luften og lave tal og hjerter). Han var høj og meget tynd og havde et enormt sødt ansigt, lidt som en mangafigur, med store øjne og en lille spids næse. Og hans hår, ja når jeg nu skal være ærlig, mindede det faktisk foruroligende meget om den frits som Justin Bieber sportede i sine unge dage – men jeg var helt fuldkommen betaget af ham. Jeg kan ikke huske så meget andet end at Rasmus, hans lille søster Emma en dreng der hed Kalvin og så jeg fjollede rundt og snakkede langt efter vores sengetid. Jeg kan også huske at vi sad eller lå inde i en parkeret bil og at der var faldet dug på ydersiden af ruden og at jeg tog et billede af dem alle tre med mit engangskamera – et billede som jeg stadig har liggende i en kasse et eller andet sted. Og mere skete der faktisk ikke. Jeg tror at vi ufvekslede telefonnumre under en eller anden undskyldning og jeg kan huske at jeg var edderspændt hvergang der tikkede en SMS ind fra ham. Måske spurgte jeg ham vist endda om vi skulle være kærester efter nogle måneder, men jeg er ikke helt sikker og kærester blev vi i hvert fald aldrig. Vi mistede kontakten, fordi man skiftede telefoner og simkort som man skiftede undertøj dengang og jeg glemte alt om ham. Mange år senere, da jeg var omkring 15 år var jeg hjemme hos min gamle veninde Maria den 31. Oktober i anledning af Halloween. Vi var alene hjemme og deres hus var ret stort, Marias værelse lå på overetagen og man skulle hen ad en lang gang og en lang smal trappe for at komme til hoveddøren. Pludeseligt ringer det på døren og vi løber hent for enden af trappen og kigger ned mod hoveddøren. I glasruden ved siden af døren ser vi en scream-maske og løber i skrig og skrål tilbage på Marias værelse. Hun havde en balkon der vendte ud mod gaden og vi gik ud på den for at se om vi kunne spotte “gerningsmanden”. Mens vi står der bliver der pludselig råbt “Er der ikke en af jer der hedder Johanne?” Og lidt længere henne ad gaden kommer to unge fyre så til syne. Det viser sig, til vores begges overraslekse at det er Rasmus, min første forelskelse der nær havde skræmt livet af os. Og så levede vi lykkeligt til vores dages ende? Not really, vi talte faktisk ikke mere sammen efter det og jeg aner ikke hvor han er eller hvem han er idag, men jeg kan i hver fald stadig huske en spinkel dreng der fortæller gyserhistorier omkring et bål.

Hvad skete der egentligt dengang du startede med at blogge?

Jeg har efterhånden mødt rigtigt mange spændende mennesker, måde piger og drenge i kraft af mit arbejde som blogger. Nogle yngre end mig selv nogle ældre. Nogle der allerede havde en etableret blog eller youtube kanal og en hel masse der drømte om at starte deres eget. Ét spørgsmål som oer gået igen er det spørgsmål som ofte følger “hvordan startede du med at blogge?” Og det er spørgsmålet “Var det ikke svært i starten? Hvad skete der egentligt dengang du startede med at blogge?”

Det er en del af mit liv og min tid som blogger som jeg altid skøjter ret let henover, fordi jeg ikke har lyst til at være et offer der overvandt nogle bøller og derfor nu er interessant eller dygtig. Jeg er som jeg er og kan hvad jeg kan, ikke på grund af de mennesker men på trods af dem. Så selvom det er svært for mig at skrive om, vil jeg idag alligevel fortælle lidt om de oplevelser jeg havde da jeg startede med at blogge. Og når jeg siger at det er svært for mig at skrive om, er fordi at det er meget personligt – for for at forstå hvad der skete dengang jeg startede min blog er man også nødt til at forstå hvad der skete i mit liv.

Jeg startede ud med at lave skøre youtubevideoer sammen med Anna, min veninde. Vi lavede æblekage, talte lidt om tøj og om hvad der rørte sig i vores hoveder i det hele taget. Jeg var en lille spinkel lyshåret pige, der havde fået bryster temmelig tidligt og var begyndt at tale og flirte med drenge også ret tidligt. Ældre drenge vel at mærke. Jeg spillede håndbold og havde en ret stor og populær venindeskare som jeg ofte var sammen med og spillede håndbold sammen med. Mine lærere kaldte mig nogle gange “klassen dronning” hvilket altid skar mig i hjertet, fordi det aldrig var det jeg ønskede at være eller et ansvar jeg ønskede at have. Jeg tror at jeg var mere strid end jeg har lyst til at indrømme, men jeg var også en god pige, der klarede mig godt i skolen og var vellidt. Det var mig som 13 årig, i grove – meget grove træk. Og jeg tror, at det i sig selv, for nogle af de ældre piger på min skole men også de nærliggende skoler, var provokerende – irriterende og jeg ved det ikke, men måske endda intimiderende. For det er sådan jeg kunne virke, og måske stadig kan virke, som én der er lige lidt for perfekt og lige lidt for god og speciel.

Så da jeg startede min blog og begyndte at lave youtube videoer på egen hånd, hvor jeg ligefrem italesatte hvordan jeg følte at man ikke kunne få lov til at være “sig selv” som ung i en by som Faaborg, var der noget der brændte sammen i hovedet på et par af de ældre piger fra en anden skole end min egen. Jeg tilkaldte mig simpelthen for megen opmærksomhed, ikke nok med at jeg skulle skrive med de ældre drenge – jeg skulle fandeme også gøre mig til på nettet. Samtidig med at jeg fortsatte med at lave mine videoer osv. På youtube og facebook havde jeg selvfølgelig også mit teenageliv at holde styr på. Og når jeg tænker tilbage på de år fra jeg var 12 til 14 er det nok nogle af de sværeste og hårdeste år i mit liv. For det første er man jo som udgangspunkt usikker på alting når man er i den alder og man vil egentligt bare gerne passe ind. Men det gjorde jeg ikke rigtigt, så jeg prøvede at finde en anden vej. Det var langt nemmere sagt end gjort.

Der gik to piger på en anden skole end min egen, som var nok 2 år ældre end mig og mine veninder. Og de havde sat sig for at gøre mit liv surt, jeg kan ikke beskrive det på andre måder end det. Så fra jeg startede min blog og i hvert fald 2 år frem i tiden, generede de mig på alle de måder de kunne komme på. De lavede hadesider på facebook og gjorde nar af mig. De var ældre og mere “magfulde” end mig og mine veninder, og derfor var der rigtig mange af de mennesker jeg hidtil havde kaldt for venner, der vendte mig ryggen fordi de var bange for at blive upopulære ved at være sammen med mig. Jeg var utroligt alene, men havde trods alt Anna – og hvis jeg ikke havde haft hende ved jeg ærligt talt ikke hvad der var sket. Der er to episoder som jeg særligt husker fra den periode.

Anna kom hjem til mig en eftermiddag og var lidt brødbetynget fordi hun havde noget hun var nødt til at fortælle mig. Der havde været en fest som jeg ikke var med til, hvor Anna og et par af mine andre veninder havde været sammen med en flok drenge. Til den fest var der, af en eller anden grund gået en leg igang hvor man skulle tegne hvordan vi piger så ud uden tøj på, eller i hvert fald hvordan jeg så ud uden tøj på. Så nogle af mine veninder, altså de af dem som havde set mig nøgen når vi badede efter håndbold, tegnede en karikatur af mig – i særledeshed af mine kønsdele som var virkelig ondskabsfuld og sendte den rundt til alle drengene. Det gjorde rigtig ondt på mig, fordi jeg var meget usikker på hvordan jeg så ud – fordi jeg ikke lignede eller ligner en barbiedukke imellem benene. Idag har jeg accepteret hvordan jeg er og jeg har ingen problemer. Men jeg får faktisk hjertebanken og lidt kvalme nu når jeg sidder og skriver det her, fordi det simpelthen var så utroligt krænkende og ubehagelig en oplevelse – der gjorde at jeg ikke turde have sex eller gå i bad med andre, i mange år efterfølgende.

Den anden episode jeg husker involverer selv samme veninder endnu engang. De to ældre piger som havde set sig sure på mig, var faktisk ikke bare ude på at mobbe eller isolere mig – de ville give mig tæsk, det var blevet ret klart efter et utal af trusler over facebook og en stribe temmeligt ubehagelige opkald. Jeg var blevet inviteret til en fest, hvor jeg fandt ud af at de to piger ville møde op, så derfor havde jeg besluttet ikke at komme, jeg ville jo gerne undgå den vilde catfight. Mine veninder, der gik i skole med de to ældre piger og snakkede med dem til hverdag (fordi de ikke turde andet) forsikrer mig imidlertid om at de to ældre piger ikke kom til festen alligevel og at jeg roligt kunne møde op – der ville ikke ske mig noget. Så jeg var ganske glad og på vej hjem fra håndboldtræning da pigen som holdt festen kom løbende ud efter mig. Hun fortalte mig, at så snart jeg havde forladt omklædningsrummet, var mine veninder begyndt at tale om hvordan de udemærket vidste at de to ældre piger ville komme til festen for at give mig tæsk, men at de havde aftalt med dem at lokke mig til at møde op. Efter den oplevelse havde jeg selvsagt svært ved at stole på, eller kalde de piger for veninder.

De har historier er der hidtil kun ganske få mennesker der har kendt til – ikke engang mine forældre ved det, for jeg holdt næsten alt det her hemmeligt for dem. Det hele kulminerede til et musikarrengement i Faaborg der hedder SommerRock, hvor de ældre piger og nogle af deres venner fandt mig, spyttede på mig, flåede i mit tøj, skubbede mig og var lige ved at give mig tæsk, havde det ikke været fordi der var en fremmed kvinde der brød ind og fortalte dem at de skulle skamme sig. Det var sommeren efter niende klasse og efter det skulle jeg ikke længere gå i skole i Faaborg og det blev enden på det. For et par år siden fik jeg en besked på facebook fra den ene af de to piger der var efter mig dengang, hun havde aldrig glemt hvad de havde gjort – og hun var flov over det. Jeg tror aldrig hun sagde undskyld, men hun sluttede sin besked med at skrive at den der ler sidst ler bedst. Og selvom jeg ikke ligefrem ler, har jeg fundet fred med de ting der skete dengang og jeg håber at de her historier kan hjælpe jer der læser med.

Her kan I se de næste spørgsmål som jeg vil svare på i løbet af de kommende dage.

Hvorfor bor du i Odense? Hvorfor ikke eks. København?

Klapper du når flyet lander?

Hvordan mødte dig og Mads hinanden?

Hvem er/var dine bedsteforældre?

Hvad drømte du om at blive, dengang du var barn?

Hvordan drikker du din kaffe?

Hvad er de der små hvide pletter du har på kroppen?

Hvad er du aller mest bange for?

ER DER ÉN DER GIDER PRIKKE MIG PÅ SKULDEREN, NÅR DET ER MIN TUR TIL AT BLIVE VOKSEN?

skaermbillede-2017-08-22-kl-19-25-16

Min bedste veninde og hendes nyligt færdigtuddannede kæreste har inden for de sidste par måneder begge fået jobs der matcher deres fag. Min veninde er studerelevant job og hendes kæreste et fuldtidsarbejde. Og blandt andet det faktum, har været katalysator for en del samtaler angående hvad dtt at være voksen vil sige og sat nogle tanker igang i mit eget hoved. Primært fordi jeg som det første, i hvert fald efter “tillykke man, hvor er du sej!”, har reageret med at  udbryde “Shit hvor voksent!”.

Og hvad dækker det så egentligt over, når man siger at nogen er voksen? Den danske ordborg siger “menneske der er fuldt udvokset eller udviklet”  – her må man jo næsten gå ud fra at der blot tales ud fra en biologisk perspektiv, for jeg hvornår man er fuldkommen udviklet kompetancemæssigt eller vidensmæssigt eller… personlighedsmæssigt, dare I say? Er for mig nok lidt en anden snak. Jeg fandt mig selv på en regulær Google-spree sent igår aftes, på jagt efter internettets svar på hvornår man er voksen. Wikipedia byder ind med 2 bud: man er voksen når man kan betegnes som myndig, altså som 18 årig i Danmark. Eller når man er 20 år og derfor ikke længere kan gå under betegnelsen teenager. Og det er jo i virkeligheden lidt sådan den går ikke? Baby, barn, teenager, voksen, midaldrende, gammel… død? Okay, det blev lidt dystert. Men det er altså så 3 definitioner af hvad det vil sige at være voksen, men som tidligere nævnt er det ikke rigtigt fyldestgørende for mig.

Men hvordan vil jeg så karakterisere en voksen? Ordet smager dels af nogle lidt kedsommelige beskæftigelser, eller rettere praktikaliteter. Man skal helst have et kørekort med tilhørende stationcar, orden i sin økonomi og forskringer der dækker alt fra smadrede telefonskærme til sygehus besøg på vinterferien til Thailand. Man skal vist nok også være ret sikker på sig selv, sine forhold og evner ud i stort set alt. Hvordan starter man for eksempel en grill? Det ved en voksen. En voksen ved også præcis hvordan man laver sin årsopgørelse og betaler sin skat. Og hvordan man skifter sikringer. En voksen har orden i sine køkkenskabe og skuffer, muligvis er der én enkelt skuffe dedikeret til “rodeskuffe” men resten er der styr på. En voksen tager altid en jakke eller varm trøje med, når de forudser at kunne komme til at fryse. En voksen spiser varm mad til aften, i hvert fald halvdelen af ugens dage. En voksen børster tænder morgen og aften og har altid rene håndklæder et sted. En voksen ved noget om politik og følger med i nyhederne, måske dem i fjernsynet, og i samme ombæring bør det selvfølgelig også nævnes at en voksen betaler licens. En voksen smider ikke sine nøgler væk på ugentlig basis.

Måske det på nuværende tidspunkt er gået op for jer der læser med, at alle de ting som i mit hoved definerer en voksen alle er ting og egenskaber jeg ikke selv rummer? Men ud over de her lidt mere søvndyssende egenskaber, er der også ét andet stort og virkelig vigtigt element der skal nævnes: frihed.
At være voksen er at være fri til at bestemme selv (hvor fri man så er som borger i et moderne samfund kan vi diskutere på et helt andet tidspunkt). Bestemme hvad man skal uddannes som, og om man overhoved skal uddannes. Hvordan, hvor og hvad man skal arbejde med. Hvor man skal tage på ferie. Hvor man skal bo. Hvad man skal spise, og hvornår man skal spise det. Pomfritter klokken 02:00 en mandag nat? No problemo!

Jeg behøver ikke nævne at med frihed følger ansvar (nu gør jeg det alligevel, men på en fin subtil måde ikke sandt? ;-) ). For som voksen skal du selv stå til ansvar for alle de beslutninger og handlinger du foretager dig i din frihed. Og det er nok realisationen af ansvarets tyngde eller omfattelighed som jeg stille og roligt begynder at lære. For lige nu er jeg voksen i alle de 3 øverste definitioners forstand og jeg er fri – men ansvaret for mig selv, og de gode ting der følger med at tage ansvaret dem arbejder jeg stadig på. Jeg går ud fra at måden man gør det her med at blive voksen på, er at prøve, fejle, vinde og i alle tilfælde blive klogere for hver dag der går. Det er jo klart at jeg ikke ved hvordan jeg skifter en sikring hvis jeg aldrig har prøvet det før, men en dag så springer der en i mit sikringsskab i gangen og så er der ikke andet for end at lære at skifte den. Men der er lang vej for mit vedkommende – jeg er nysgerrig og jeg vil måske endda også sige lærenem. Men jeg er også temmelig trodsig og bryder mig ikke om at gøre ting med mindre det giver mening i mit hoved – og det er altså ikke altid at det giver mening for mig at vaske håndklæder og skure gulv fremfor at drikke rødvin og ryge smøger under emhætten med mine veninder.

Jeg sagde forleden til Mads, at jeg aldrig tror at jeg bliver voksen. Han smilede og sagde let overbærende, nøjagtigt som til et barn “Det tror jeg heller ikke skat”.

Hvornår er man voksen ifølge jer?