PUT A BOW ON IT

img_7567 img_7627 img_7618 img_7572 img_7642 img_7709 img_7644

Skjorte, H&M (gammel) // Jakke, H&M // Baret, vintage // Ur, Daniel Wellington // Jeans, Lee // Støvler, H&M

Lignende skjorte, HER // Bukser, HER // Lignende baret, HER // Lignende støvler, HER // Lignende jakke, HER

Det er efterhånden længe siden jeg har lagt outfitbilleder op herinde – det skal jeg prøve at være lidt bedre til fremadrettet. Grunden til at I ikke har fået så mange af den slags indlæg er, at jeg det sidtse lange stykke tid har været plaget af voldsom tøj og måske endda også stilkrise. Typisk når sæsonerne skifter og der kommer nye trends og indtryk væltende ind fra alle sider. Så jeg er igang med at omvende min sommergarderobe til noget vintervenligt. Og hvordan gør man så lige det? Altså bruger sin sommergarderobe som vintergarderobe. Det er jeg igang med at arbejde på både en video og et blogindlæg om til jer, og det kommer forhåbentligt inden denne uge er omme. Jeg tænker nemlig at jeg ikke kan være den eneste, der hver gang temperaturen dykker mod de nul grader, pludseligt føler at jeg ikke har noget at tage på. Faktum er at de fleste af os har skabene fulde af fine sager – det handler bare om at se på dem med friske øjne og finde et par gode key-items hver sæson, men som sagt – mere om det i et kommende indlæg. Stay tuned!

NU 22 ÅR – OG JEG HAR ALDRIG VÆRET MERE FORVIRRET

20171101_154217

I søndags fyldte jeg 22 år. Når jeg har fødselsdag bringer det som regel en del positive såvel som negative følelser og tanker frem i mig. Positive følelser, fordi det særligt er den dag på året hvor jeg kan mærke mine venner og families kærlighed til mig. Negative følelser fordi det også betyder at et år er gået siden sidste fødselsdag, sidste gang jeg ligesom evaluerede på mit liv, og fordi jeg endnu et år i træk ikke er helt tilfreds med hvor jeg er i mit liv.

Det skal ikke forståes sådan at jeg går rundt med skyklapper på de 364 resterende dage på et år, og at det først er på min fødselsdag det går op for mig at jeg måske er utilfreds eller forvirret. Men for mig giver den 29. oktober altså anledning til at gøre status på en måde, og tænke: hvad er der sket siden sidst? Det er såmænd ikke fordi der ikke er sket noget. Der er sket store ændringer i mit liv det sidste år.  Men der er bare den ene ting, at jeg ikke er der hvor jeg troede jeg ville være.

Da jeg var 15 år, tænkte jeg at jeg efter al sandsynelighed ville have fået godt styr på mit liv når jeg nåede en alder af 22. Jeg ville have styr på min økonomi, et spændende job, måske en kæreste, mange gode venner, være sikker på mig selv og mine valg, have en plan og lave meningsfyldte ting – og altså dermed have fundet svar spørgsmålet: hvad er meningsfyldt for mig? Og selvom jeg helt bestemt har langt mere styr på nogle ting nu som 22 årig, end jeg havde som 15 årig, og skønt jeg har den dejligste kæreste og gode venner, er jeg alligevel ikke helt dér hvor jeg troede jeg ville være. Eller måske sagt på en anden måde:  er jeg ikke helt den jeg troede jeg ville være.

Det som der ikke er nogen der fortæller teenagere er, at så snart teenageårene er overstået starter en ny epoke i dit liv, som er MINDST lige så fyldt med tvivl og forvirring som teenageårene var. Hvis du er heldig, går du bare det hele igennem med en anelse mindre kropsusikkerhed og færre bumser. Dét er i hvert fald min erfaring her to år inde i mine tyvere. Og det er da klart at man ikke siger det til fortvivlede teenagepiger, for hvor opmuntrende er det lige at vide at man potentielt går 15 -20 års kronisk krise og forvirring i møde?  Jeg synes altid at retorikken om start tyverene er, at det er “der dit liv peaker” og at man er i “sit livs bedste alder” – B*LL SH*T.
Der findes faktisk allerede et ord for dét fænomen jeg beskriver, nemlig: quater life crises – der findes endda en wikipedia definition.

Samtidig med at jeg er enormt frustreret over stadig at være sådan i tvivl om alting. Og så usikker på mange områder, er jeg også udemærket klar over at det nok ikke kan være anderledes. Det er nok sådan her det skal føles at være 22 år og fuld igang med at blive menneske –  for det er på den måde man lærer noget nyt. Ved at tvivle. Selvfølgelig er det mega frustrerende ikke at være sikker på om man nu gør det rigtige. At tvivle på om det studie man har valgt (eller ikke valgt) nu er det rette, om man er klar til at flytte sammen med sin kæreste, om det arbejde man har virkelig er det bedste for én og ikke mindst – om det hele giver mening. Men svarene kommer hen ad vejen. Det tror jeg virkelig på. Og I mellemtiden må man bare følge sit hjerte og være modig og kaste sig ud i det man drømmer om. Hvis man drømmer om noget. Hvis ikke, må man bare prøve sig frem – ligesom når man skal finde den helt rigtige opskrift på chokoladecookies, og der er aldrig noget der er helt forgæves (specielt ikke når det angår chokolade cookies.

Jeg er typen der altid har haft ret store ambitioner eller i hvert fald tanker om hvad min fremtid skulle indebære. Måske også idéer der er tendenserende til det excentriske. Sådan noget med at redde verden mere eller mindre egenhændigt og ALTID være det bedste menneske som overhoved muligt – og efterlade et stort aftryk. Og at kun på dén måde kunne jeg med god samvittighed og ro i sjælen forsvare min tilværelse. Det er nogenlunde sådan tankerne i mit hoved lyder, hvis jeg giver storhedsvanviddet frie tøjler. Men i januar da jeg boede en uge i regnskoven i Ecuador fik jeg en virkelig interessant samtale med min ene rejsemakker Asser. Han fortalte mig at han i sine tyvere havde haft mange af de samme tanker. Og han sagde nogle ord som virkelig er blevet med mig – også  selvom de måske var hårde. Jeg kan ikke huske Assers konkrete ord, men dét her er nogenlunde essensen:  Hvorfor skal du være helt speciel for at føle at dit liv giver mening? Du er slet ikke så vigtig som du går og tror. Du er født, du lever, du dør – ligesom alle andre. Og jo før du accepterer den tanke, jo før kan du begynde at føle mening i dit liv. Også i de små ting – og det er trods alt primært dem som livet består af.

Så jeg prøver at følge Assers råd. Også selvom jeg måske ikke er “den jeg troede jeg ville være”. Jeg er her nu og livet er en finurlig foranderlig størrelse. Så jeg glæder mig til at se hvad det bringer mig  – hvad jeg bringer mig selv, det kommende år.