EN "FESTRYGER" ER OGSÅ EN RYGER - 3 ALARMKLOKKER

NU 22 ÅR – OG JEG HAR ALDRIG VÆRET MERE FORVIRRET

20171101_154217

I søndags fyldte jeg 22 år. Når jeg har fødselsdag bringer det som regel en del positive såvel som negative følelser og tanker frem i mig. Positive følelser, fordi det særligt er den dag på året hvor jeg kan mærke mine venner og families kærlighed til mig. Negative følelser fordi det også betyder at et år er gået siden sidste fødselsdag, sidste gang jeg ligesom evaluerede på mit liv, og fordi jeg endnu et år i træk ikke er helt tilfreds med hvor jeg er i mit liv.

Det skal ikke forståes sådan at jeg går rundt med skyklapper på de 364 resterende dage på et år, og at det først er på min fødselsdag det går op for mig at jeg måske er utilfreds eller forvirret. Men for mig giver den 29. oktober altså anledning til at gøre status på en måde, og tænke: hvad er der sket siden sidst? Det er såmænd ikke fordi der ikke er sket noget. Der er sket store ændringer i mit liv det sidste år.  Men der er bare den ene ting, at jeg ikke er der hvor jeg troede jeg ville være.

Da jeg var 15 år, tænkte jeg at jeg efter al sandsynelighed ville have fået godt styr på mit liv når jeg nåede en alder af 22. Jeg ville have styr på min økonomi, et spændende job, måske en kæreste, mange gode venner, være sikker på mig selv og mine valg, have en plan og lave meningsfyldte ting – og altså dermed have fundet svar spørgsmålet: hvad er meningsfyldt for mig? Og selvom jeg helt bestemt har langt mere styr på nogle ting nu som 22 årig, end jeg havde som 15 årig, og skønt jeg har den dejligste kæreste og gode venner, er jeg alligevel ikke helt dér hvor jeg troede jeg ville være. Eller måske sagt på en anden måde:  er jeg ikke helt den jeg troede jeg ville være.

Det som der ikke er nogen der fortæller teenagere er, at så snart teenageårene er overstået starter en ny epoke i dit liv, som er MINDST lige så fyldt med tvivl og forvirring som teenageårene var. Hvis du er heldig, går du bare det hele igennem med en anelse mindre kropsusikkerhed og færre bumser. Dét er i hvert fald min erfaring her to år inde i mine tyvere. Og det er da klart at man ikke siger det til fortvivlede teenagepiger, for hvor opmuntrende er det lige at vide at man potentielt går 15 -20 års kronisk krise og forvirring i møde?  Jeg synes altid at retorikken om start tyverene er, at det er “der dit liv peaker” og at man er i “sit livs bedste alder” – B*LL SH*T.
Der findes faktisk allerede et ord for dét fænomen jeg beskriver, nemlig: quater life crises – der findes endda en wikipedia definition.

Samtidig med at jeg er enormt frustreret over stadig at være sådan i tvivl om alting. Og så usikker på mange områder, er jeg også udemærket klar over at det nok ikke kan være anderledes. Det er nok sådan her det skal føles at være 22 år og fuld igang med at blive menneske –  for det er på den måde man lærer noget nyt. Ved at tvivle. Selvfølgelig er det mega frustrerende ikke at være sikker på om man nu gør det rigtige. At tvivle på om det studie man har valgt (eller ikke valgt) nu er det rette, om man er klar til at flytte sammen med sin kæreste, om det arbejde man har virkelig er det bedste for én og ikke mindst – om det hele giver mening. Men svarene kommer hen ad vejen. Det tror jeg virkelig på. Og I mellemtiden må man bare følge sit hjerte og være modig og kaste sig ud i det man drømmer om. Hvis man drømmer om noget. Hvis ikke, må man bare prøve sig frem – ligesom når man skal finde den helt rigtige opskrift på chokoladecookies, og der er aldrig noget der er helt forgæves (specielt ikke når det angår chokolade cookies.

Jeg er typen der altid har haft ret store ambitioner eller i hvert fald tanker om hvad min fremtid skulle indebære. Måske også idéer der er tendenserende til det excentriske. Sådan noget med at redde verden mere eller mindre egenhændigt og ALTID være det bedste menneske som overhoved muligt – og efterlade et stort aftryk. Og at kun på dén måde kunne jeg med god samvittighed og ro i sjælen forsvare min tilværelse. Det er nogenlunde sådan tankerne i mit hoved lyder, hvis jeg giver storhedsvanviddet frie tøjler. Men i januar da jeg boede en uge i regnskoven i Ecuador fik jeg en virkelig interessant samtale med min ene rejsemakker Asser. Han fortalte mig at han i sine tyvere havde haft mange af de samme tanker. Og han sagde nogle ord som virkelig er blevet med mig – også  selvom de måske var hårde. Jeg kan ikke huske Assers konkrete ord, men dét her er nogenlunde essensen:  Hvorfor skal du være helt speciel for at føle at dit liv giver mening? Du er slet ikke så vigtig som du går og tror. Du er født, du lever, du dør – ligesom alle andre. Og jo før du accepterer den tanke, jo før kan du begynde at føle mening i dit liv. Også i de små ting – og det er trods alt primært dem som livet består af.

Så jeg prøver at følge Assers råd. Også selvom jeg måske ikke er “den jeg troede jeg ville være”. Jeg er her nu og livet er en finurlig foranderlig størrelse. Så jeg glæder mig til at se hvad det bringer mig  – hvad jeg bringer mig selv, det kommende år.

   

9 kommentarer

  • Frida

    Hej Johanne.
    Det er svært at redde verden, men det er ikke svært at sætte et aftryk på verden. Det har du allerede gjort. I de øjeblikke du har delt tanker, oplevelser som har rørt mig (og andre) eller introduceret mig til stemninger (Fitzgerald fx) som har vist sig at være en helt ny og betydningsfuld stemning i ‘mit univers’, som har ført til mange nye interesser. Du er sgu allerede lidt speciel i en sej forstand, og gudskelov for det! Jeg håber virkelig, at du bare fortsætter i samme retning og ikke ‘giver op’ på at skabe – for du har allerede skabt så meget.
    At røre og inspirerer andre mennesker til at gøre nye tiltag i deres liv er vel i den grad at legitimere sin tilstedeværelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Hvor er det et dejligt indlæg, som jeg virkelig Lan relatere meget til! Jeg har haft/har stadig de samme tanker om, at jeg skal være “vigtig”, gøre en forskel og redde verden så godt jeg kan – at jeg vil have betydning eller lave noget betydningsfuldt. Når jeg overvejede uddannelser tog jeg mig selv i at overveje, med hvilken uddannelse jeg kunne få mest indflydelse/betydning og tænke mindre på, hvad jeg egentlig var mest interesseret i eller bedst til.
    Det har tit givet mig dårlig samvittighed, at jeg har haft sådan et “storhedsvanvid”, for jeg ved jo godt, at mange andre mennesker er lige så værdifulde og betydningsfulde, selvom det ikke er på det store Nobels-fredspris-plan.
    Din anekdote minder mig meget om en scene af filmen/bogen “The Fault in Our Stars”, hvor Hazel også bliver vred på Gus over, at han vil huskes af verden og være noget særligt, og at det ikke er nok for ham at være noget særligt for hende og hans relationer.
    Jeg kæmper stadig med det, og det er så rart at vide, at jeg ikke er alene!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Tak for et fint indlæg!! Dejligt at høre, at man ikke er ene om forvirringen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Lige præcis. Vi er ikke vigtige for andre end vores mor. Vi er faktisk ret ligegyldige for verden! og det er en KÆMPE gave. Det gør mig så lykkelig for det betyder at jeg kan gøre hvad fuck jeg vil med min dag, hver dag. Jeg kan bolle med hvem jeg vil, spise hvad jeg vil og være glad for no reason at all.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina KH

    Stort tillykke med dine 22 smukke år:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Somerhing

    Er lige om snart 18, jeg har også indtil nu, gået rundt og haft de selv samme tanker om mit liv. Nu ved jeg så at det ikke bare er en dans på roser som jeg ellers havde håbet. Tak for at oplyse mig disse tanker, jeg tror at jeg burde slappe mere af. Super fedt indlæg! 💪🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tillykke og bare rolig du har såååå mange år til at finde din vej :) Hvis man følger sit hjerte og går efter det der interesserer en og gør en glad, så er man godt på vej :) xoxo F4F

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg er selv fyldt 22 her i september, og kan virkelig nikke genkendende til dine tanker. Jeg troede, jeg ville have et stort netværk, og studere noget sejt – og bare generelt have et mega fedt liv i mine tyvere.
    Jeg har det da også grundlæggende ret dejligt, men tvivlen – den er der næsten hver dag. Jeg tvivler helt vildt meget på mit valg af studie, og jeg frygter lidt, at tvivlen aldrig går væk, og jeg ender med en bachelor, hvor jeg ikke har lyst til at fortsætte på en kandidat, og derfor sidder fast i uddannelsesloftet.
    Tyverne er herlige!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Det er sjovt og pudsigt, som du skriver, at du gerne vil gøre noget meningsfuldt. Det, at du skriver det her blogindlæg er meningsfyldt – for mig. Jeg går med præcis samme tanker, og nu kan jeg slå mig selv oven i hovedet, for ikke at kunne formulere mig så godt som du kan. For jeg var jo altid hende, som var god til dansk og til at skrive, men måske ikke alligevel? Jeg er jo i tvivl om alt! Jeg ved ikke præcist hvem og hvad du stræber efter at være. Men jeg kan sige så meget, at du i mine øjne altid har virket som en pige, der ved hvad hvad hun står for, og som ved hvad hun vil. Jeg ved ikke hvad jeg prøver at sige med alt der her, men tak for din ærlighed!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

EN "FESTRYGER" ER OGSÅ EN RYGER - 3 ALARMKLOKKER