KUNSTEN AT TISSE I ET JUMPSUIT

_171213_131539_598
Illustration af mig, Johanne Kohlmetz.

… Og andre mærkværdige situationer den moderne kvinde finder sig selv i.

At tisse i et jumpsuit
Situationer som den jeg befandt mig  i, i forrige weekend. Lad mig sætte scenen: jeg holder julefrokost med 3 af mine gode veninder, som iøvrigt går under navnet #bralessandflawless. Og jeg var faktisk netop braless denne aften, hvilket jeg senere skulle komme til at fortryde.  Vi spoler lige forbi middag, rødvin, pakkespil, ostebord, gin, bailey’s, tequila, noget der hed “Marianne Shots” og et par Gin Hass. Her sidder jeg så, klokken 02:30 en lørdag nat, i en af båsene på LA bars toilet og er praktisk talt nøgen. Hvorfor er jeg så det? Jo, det er jeg fordi jeg  i dagens anledning  havde valgt at tage et fint prikket jumpsuit på. Havde det nu bare været et playsuit (ét af dem med korte ben) så kunne jeg have hevet ud i et af benene og tisset ud den vej. For det kan man faktisk, har jeg efter en rundrejse som backpacker i Indonesien erfaret. Men med den langbenede version, føromtalte jumpsuit, går det altså ikke rigtigt bare at hive ud i buksebenet ned omkring anklen og håbe på det bedste. Derfor var der ikke andet for end at trække hele dragten ned om knæene og forsøge at holde den der, ovenvande, i sikkerhed for pis/drinks/cigaretskodder og andre ukendte sager der prydede toiletgulvet på LA bar.

Og så sidder man der, med sammenklemte knæ, fuldkommen nøgen på et  koldt toilet og føler sig temmelig beklemt. Men jeg ved at jeg ikke er alene om at sidde der, på den måde – for mine veninder har prøvet akkurat det samme – og det er jeg sikker på at I derude også. Så derfor tænkte jeg at det ville være sjovt at lave en liste over de her mærkværdige situationer vi kvinder befinder os i af og til. Byd endelig ind i kommentarfeltet hvis du har et punkt at tilføje!

Turen vraltende/krabbende ud til toilettet efter sex (uden kondom).
Ja, vi starter lige på og hårdt i den her liste – men jeg VED at nogen af jer ved hvordan det her føles.
For det første kan det være at du er “kommet til” at dyrke sex uden kondom, tilmed uden at være på nogen form for præventive piller – og så er du faktisk også temmelig panikken når du tager turen fra sengen og til toilettet.  Og så sidder du der (endnu engang nøgen, som med historien om jumpsuitet) og har noget du skal af med. Hvad gør du? Jeg hoster lidt diskret, spænder i mavemusklerne og venter… Og føler mig noget åndsvag.

Når du er kommet til at vaske dine skinny jeans ved for høj temperatur.
Eller bare når du har vasket dine skinny jeans. Og du skal have dig selv presset ned i dem, på en eller anden måde. Først benene – det går sådan nogenlunde, men når vi komme til at få lukket den øverste knap og samtidig have en eller anden form for førelighed tilbage, skal der altså skrappere midler til. Du starter måske med at squatte et par gange, for at få strukket elastikken omkring lårene ud. Nogle gange må man helt ned på gulvet i spagat lignende stillinger, for at få strukket stoffet, så blodtilførslen til fødderne ikke er helt stoppet.

Hår på afveje i badet
Jeg kan få et decideret chok, når noget tyndt og mistænkelig let, glider ned langs ryggen og benene af mig, imens jeg står og skråler med på  “Walking on sunshine” i badet. Hvad er dette lange, tynde gespenst der glider ned af kroppen på mig? Det er mit eget hår! Nogle gange når det ikke længere end til midt på baglåret og så opdager jeg det først når jeg tørrer mig, og pludselig hiver en hårtot frem – bwadr!

Host/nys/grin mens du har menstruation 
Vi har vist alle set den GIF der figurerer internettet, med en kvinde der nyser og så klipper vi til at hun sidder i en blodpøl taget ud af en gyserfilm. Jeg vil spare jer for at se den – men jeg er sikker på at I forstår tanken bag. Jeg har i hvert fald oplevet at sidde helt glad og tilfreds sammen med mine veninder og pludselig nyse eller hoste – eller sågar bare få et ordentligt grin, og pludselig stoppe panikslagen op fordi det føles som om at det har haft konsekvenser i den anden ende. Endnu engang må man storme/krabbe/vralte mod toilettet.

HVILKE ANDRE MÆRKVÆRDIGE SITUATIONER KOMMER VI KVINDER I?
Skriv en kommentar og giv mig og de andre der læser med et godt grin.

   

4 kommentarer

  • Rose

    GENIALT indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Genialt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nicole

    Kunsten at lukke knapperne i bunden af en bodystock efter at have tisset.. Eller at skulle tisse og have en bodystock på som ikke har knapper i bunden… :-D

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene

      SÅ RIGTIGT! Virkelig problematisk, hvis man også har fået lidt for meget indenbords

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *