HVORFOR SKAL JEG HAVE ROS FOR AT VÆRE ÆRLIG?

johanne-6 skaermbillede-2018-01-18-kl-12-20-19

Jeg er opdraget til at være ærlig. At fortælle sandheden og ikke finde på løgne om hverken mig selv eller andre. Jeg er også  blevet opdraget til at forstå, at ikke alt jeg tænker er noget jeg behøver dele med andre, og slet ikke hvis det vil såre dem eller ikke være til nogen gavn. Det er elementære karaktertræk for mig, jeg kan ikke forestille mig at være på en anden måde. Og det er egenskaber som jeg synes er grundstenene i næsten alle mennesker jeg omgiver mig med og det er også med den indstilling jeg møder verden og fremmede, med troen på at de er ærlige og oprigtige mennesker. Jeg er i udgangspunktet tillidsfuld, ligesom de fleste af jer der læser med er.

Derfor kommer det gang på gang, bag på mig at jeg modtager så stor ros fra jer, når jeg skriver det jeg for lethedsskyld har valgt at kalde “ærlige blogindlæg”. Ordet ærlighed går igen i rigtig mange af de  rosende beskeder jeg modtager, når jeg f.eks. har skrevet om Mads og mine første 3 døgn i vores lejlighed, og om at det ikke var en dans på roser. Eller når jeg har fortalt historien om at jeg for første gang i 6 år, overvandt mig selv og tog bad sammen med andre kvinder i mit fitnesscenter. Eller endnu et eksempel, dengang jeg skrev om hvordan jeg blev udsat for chikane og mobning da jeg startede med at blogge. Det er alle tre indlæg med oprigtige ærlige fortællinger fra mit liv, formuleret så godt, sjovt og fængende jeg kunne – det er klart. For mig er det den eneste måde at fortælle de her historier på, ved at beskrive hvad der er sket efter min opfattelse – og hvordan kan det være at jeg skal roses for det?

Jeg har tænkt meget over det. Det her med i udgangspunktet at være tillidsfuld. Jeg er det måske også mere end andre mennesker, og i særdeleshed mere end Mads min kæreste. Han er mere på vagt – hvilket ofte er kommet ham til gode. Så sent som i sidste uge, kom jeg til at tegne et abonnement hos en streamingtjeneste, fordi jeg troede at jeg ville få 2 biografbilletter ud af det – det gjorde jeg overhoved ikke, og jeg har da også fået mine penge retur – men jeg havde tillid til at det tilbud jeg modtog var oprigtige og derfor endte jeg med at blive snydt. Jeg tænker på, om det mon er sådan mange af jer af og til føler i forhold til mennesker i følger på de sociale medier? At I i udgangspunktet har tilllid til at dét de viser jer  og fortæller er ærligt og oprigtigt, men at I så mange gange finder ud af at det bare er fup, opspind og opstillede billeder og nu har mistet tillliden?

Hungrer I/vi – alle os som bruger de sociale medier meget, efter noget oprigtighed og ærlighed? Noget kunne tyde på det, for hver gang jeg skriver et “ærligt indlæg” – ofte med en negativ historie, noget der ikke sætter mig i et godt lys, eller har sat ar på sjælen, så PEAKER min besøgskurve. Jeg kan heller ikke selv sige mig fri, for at være mere tilbøjelig til at klikke ind på indlæg med titlen “mor græder i køkkenet mens baby sover” fremfor “Kærestetur til Skodsborg”. Og endnu engang undrer jeg mig. Vil I gerne have ærlighed, eller er vil I gerne se mig og de andre influencers fejle? Eller er det bare to sider af samme sag? Det er et spørgsmål som I virkelig gerne må svare mig på.

I kender sikkert alle sammen en pige, som er smuk, sjov og har en dejlig kæreste. Hun er måske én I har gået i folkeskole med, eller en perifær veninde. Hun har flot tøj på, både i virkeligheden og på instagram og hun minder måske i virkeligheden lidt om jer selv. Men der er en flig af misundelse som bor indeni jer, om ikke andet så i hvert fald en stor portion nysgerrighed. Så hvis nogen kommer og kan fortælle jer en historie om hende, eller har lidt “snavs” på hende – er I ufatteligt interesserede i at høre det. Sådan en pige kender jeg godt – og jeg ved, fordi kvinder jeg har talt med har fortalt mig det, at der er nogen der ser mig som sådan en pige. Sådan én som man gerne vil se knække, fordi det ikke kan passe at hun altid er så pæn, sød og glad. Er det i virkeligheden også sådan vi har fået det med bloggere og influencers? At de er for pæne og vi kun følger dem, fordi vi er nysgerrige efter at se om de snart knækker eller der viser sig sprækker?

Jeg synes selv at jeg viser både godt og skidt frem herinde. Men jeg sorterer også i hvilke billeder I ser og hvilke historier jeg fortæller. Men én ting der er fælles for alt hvad jeg lægger op på de sociale medier er, at det er ærligt og oprigtigt. Har jeg fået penge for at omtale et produkt? Så er det tydeligt markeret. Er dét og flytte sammen med sin første kæreste ikke så rosenrødt som jeg troede? Så får I hele historien. Er jeg forelsket til op over begge øre og har en anekdote jeg vil dele med jer? Så for I også den pladderromantiske version. Gider jeg ikke tage make-up på, men skal skyde outfitbilleder? Så får i billederne uden make-up. Men det er alt sammen indhold som jeg mener vedkommer jer, på en eller anden måde. Indhold som kan inspirerer jer til at turde springe ud i kærlighed, drømmejobbet eller uddannelsen som ingen tror på I kan klare. Det er historier som forhåbentligt får jer til at føle jer mindre alene, eller får jer til at grine.
Det er ikke meningen at jeg vil  give jer dårlig selvtillid, eller vise mig bedre end jer. Det har ALDRIG været det jeg ville. Og det håber jeg virkelig heller ikke at jeg gør.

Selvom jeg altid er utroligt glad for jeres tilbagemeldinger og selvfølgelig taknemmelig for jeres ros, har det her indlæg ligget bagerst i mit hoved og ulmet længe. Og den eneste måde jeg tror, at jeg kan blive klogere på, er ved at I svarer på nogle af de spørgsmål jeg har stillet ovenfor.

Hvorfor er det at være ærlig, noget som for de fleste er helt elementært, blevet noget gloværdigt på de sociale medier?

(SAMMEN)FLYTNING – DE FØRSTE 3 DØGN

20180116_131800
20180112_122218

Vi flyttede officielt ind i vores nye fredags. Hele ugen forinden havde vi bakset flytterkasser på en lille trailer og trukket/skubbet den de bare 100 meter ned ad vejen der er fra vores gamle lejligheder til vores nye fælles lejlighed. Mads og jeg har nemlig i det sidste år boet i hver vores lejlighed men de lå lige overfor hinanden, som i lige overfor hinanden – vi kunne vinke til hinanden fra vores respektive stuevinduer. Så rent geografisk er den her flytning ikke nogen stor omvæltning – men på stort set alle andre parameter er vi jo begge totalt på ukendt farvand. Ingen af os har boet med en kæreste før og ingen af os har nogensinde haft så mange kvadratmeter at skulle indrette. Men vi er opgaven voksen, tror jeg – ellers så bliver vi det garanteret.

20180115_002945

FØRSTE DØGN
Storeflyttedag gik som smurt, med en masse hjælp fra vores familier der kom fra nær og fjern for at slæbe kasser, tage lamper ned eller blot for at bidrage til den gode stemning og spise familiepizza –  så det var lige som det skulle være. Og klokken 00:30 da vi lukkede døren og var alene i lejligheden vidste Mads og jeg ikke om vi skulle grine eller græde. Vi dejsede om på det lille bare stykke der var efterladt på sofaen og prøvede at samle kræfter til at gå igang med at pakke flere flyttekasser ud. Der gik ikke lang tid før vi begge måtte overgive, og totalt udmattede faldt vi i søvn på de 2 boksmadrasser vi, som det eneste, havde fået båret op i soveværelset.

20180114_235733

ANDET DØGN
Lørdag, vores første rigtige dag i lejligheden gik skiftesvis med at skændes, skumle, pakke kasser ud i vrede og at  være dybt forelskede og glade. Jeg tror ærligt talt stadig at vi begge var fuldkommen overvældede og udmattede ovenpå den store flytte dag. 90 kvadratmeter indbyder, for sådan nogen som Mads og jeg til nok ca 90 diskussioner om hvor hvad skal stå, hænge eller ligge. Og hvilken farve skal det være – og giver det mening at købe noget nyt, bare fordi det gamle ikke er pænt? (den sidste dér, med at købe nyt fordi det gamle ikke pænt er en tilbagevende diskussion – og gæt hvem der vægter æstetik over praktikalitet?  ;-) ). Selvom vi mest af alt var hidsige den dag, var vi ret effektive og fik pakket stort set alle kasser ud. Og da Mads hen ad aftenen skulle afsted til fødelsdagsfest i Aarhus, fik vi begge knebet et par tåre, sagt undskyld for dagens dårlige stemning og aftalt at det altså ikke var sådan det skulle være.

20180116_115619

TREDJE DØGN
Klip til søndag eftermiddag efter familiefødselsdag, hvor jeg dasker hårdt til Mads skulder og derefter  halvtudende triller op af IKEA’s rulletrapper. Okay – så selvom vi aftalte at “det ikke var sådan det skulle være” er vi jo bare mennesker, og temmelig irriterende – begge to. Jeg var et voksenbarn lige der, og kunne have grædt over hvad som helst. Så jeg fandt mig lige en stille afkrog i et udstillingssoveværelse og stod derinde og snøftede lidt. Vi var ikke engang gået igang med dagens indkøb og jeg var allerede i tåre. Heldigvis fandt Mads mig og vi fik rådet bod på hvad end det var, jeg var gået i baglås over – og resten af turen rundt i IKEA var både smertefri og ligefrem fornøjelig. Vi fik gjort og nogle rigtigt gode køb (bl.a. de smukke mørkeblå glasskabe som vi fik til bare 745DKK stykket med IKEA familycard – ellers koster de 1400DKK). Mads var en kæmpe champ og samlede skabe og en sofa vi havde fået foræret og sammen fik vi den basale indretning af vores dagligstue på plads. Som tak for Mads handyskils, har hans modelbil Audi A8 selvfølgelig fået ærespladsen på øverste hylde i glasskabet. Til gengæld har jeg sneget hele 3 kelimpuder ind i sofaen – kompromiser i ved.

Det er her, i sofaen i vores dagligstue jeg sidder i skrivende stund, med udsigt til nabohuset og lyden af Mads der rumsterer i køkkenet bag mig. Og jeg føler mig  helt utroligt godt hjemme.

JEG SKAL GÅ I SKOLE PÅ DEN ANDEN SIDE AF JORDEN

1 2 4 3
Annonce for EF sprogkursus

Jeg har igennem de sidste 5 år, rejst langt mere end de resterende 17 år jeg har levet. I min familie er traditionen for årets sommerferie, at vi tager til en svensk ødegård og fanger aborre og plukker blåbær og kantareller. Det er jo eksotisk på sin egen måde, men efter at have rejst næsten udelukkende til Sverige igennem min barndom, var min udlængsel sat på maksimum da jeg endelig blev færdig med at gå i skole. Så jeg for afsted, så snart jeg kunne – og min rejselyst er stadig lige så stor den dag idag.

Skønt jeg har været heldig nok til at se meget af verden, er den rejse jeg snart skal ud på fuldkommen nyt territorie for mig. Ikke alene fordi landet jeg skal til ligger i Mellemamerika – men fordi jeg skal gå i skole der. I slutningen af Februar tager jeg nemlig til Costa Rica (!!!) med EF sprogkurser for at gå i skole i en lille by som hedder Tamarindo Bay. Jeg skal lære at tale spansk – forhåbentligt, et sprog som jeg kun har haft erfaring med at tale på mine rejser i spanien, hvor det ærligttalt mest er blevet til “un cafe con leche por favor”. Jeg glæder mig helt vildt til at møde de andre elever og at se skolen, og selvfølgelig nyde den spændende nye kultur der møder mig i landet. Og jeg kan næsten ikke forestille mig andet end at det bliver helt fantastisk.

Selvfølgelig bliver det også en udfordring, at rejse så langt væk hjemmefra og så skulle gå i skole. Mest af alt, tror jeg, fordi det er så mange år siden jeg har gået i skole. Jeg tænker tilbage på min første skoledag på HF, hvor jeg var så spændt og nervøs. Man skulle møde alle de her fremmede mennesker, som man helst gerne skulle kunne svinge med – og det er jo altid lidt intimiderende, endnu mere når det så er i et helt fremmed land. Men den udfordring er jeg sikker på at jeg kan overkomme, og jeg vil med garanti være dét mere stærk og en masse minder rigere når jeg vender snuden mod Danmark.

Går du også med tanken om at tage på en et sprogkursus i et andet land? Så kan du for det første bestille en gratis brochure HER som kan fortælle dig meget mere. Og er du allerede igang med at bestille et sprogkursus, så brug/sig koden: JohanneCostaRica og få 15% rabat på din rejse.