DET SOCIALE LIV I COSTA RICA - NYE VENNER, FRYGT & OPLEVELSER FOR LIVET

DE BEDSTE OPLEVELSER FRA COSTA RICA

repos

one-girl-2-pairs-of-shoes-1

fy5a4684
fy5a4627
Afskedsmiddag med mine søde klassekammerater på vores favorit restaurant i  La Oveja Negra og kage i anledning af Mads fødselsdag <3

Jeg er nu hjemme i (stadig) vinterkolde Danmark – og jeg må ærligt talt indrømme at jeg havde gået og drømt lidt om, at foråret ville være ankommet i mit fravær. Så godt er det imidlertid ikke gået, selvfølgelig – det er jo Danmark vi taler om her. Men det er også nok med at tale om gråvejrsdage og sjappet vejr for nu, for I dette indlæg vil jeg beskrive nogle af mine bedste oplevelser med EF i Costa Rica. Jeg var afsted i 14 dage og hver eneste dag var fyldt med uforglemmelige oplevelser, alt fra små ting som at spise gallo pinto med min veninde Danielle på vores hostel, eller at få en snak med Mama Hope om kærlighed, til lækre middagsmåltider med friskfanget mahi mahi, til køreture op af stejle bjergsider og meget meget mere. Og så selvfølgelig sproget, det smikke spanske sprog som jeg ikke mestrer efter bare 14 dage, men som jeg har lært meget mere af end jeg nogensinde kunne drømme om! Her kommer 4 oplevelser jeg især husker fra mit ophold i Tamarindo.

PS. husk at du kan få 15% rabat på kursusafgiften hos EF hvis du bruger koden: JohanneCostaRica når du køber dit sprogkursus. Og er du i tvivl om hvad et sprogkursus til din drømmedestination kommer til at koste så kan du få et gratis pristjek HER.

fy5a2640 fy5a2627 fy5a2602 fy5a2653

Eventyr til Monte Verde Cloud Forrest

Første weekend i Tamarindo lejede Mads, Danielle min hollandske veninde fra EF skolen og jeg en stor bil for at køre til en berømt nationalpark der hedder Monto Verde. Det er en kæmpestor regnskov beliggende på toppen af en af Costa Ricas største bjergkæder. Selve det at gå på opdagelse i den ældgamle regnskov omgivet af kæmpetræer som har oplevet flere menneskealdre var fantastisk. Men turen til regnskoven var mindst lige så mindeværdig. Vi startede ud med at måtte en tur på værksted med lejebilen da et stykke plastic faldt af bilens underside. Vi holdt ind på nærmeste værksted og Auto Mecánico og mekanikeren Carlo kørte raskt vores lejebil op på værkstedsliften og løftede bilen op i vejret, Danielle og jeg stod måbende og så til imens Mads forsikrede os om at den skulle de hurtigt få fikset. Et par skruer senere kunne vi trille videre mod vores endelige destination. Næste forhindring var den sindsygt vilde opstigning til toppen af Monte Verde. Størstedelen af vejen derop, kørte vi på hullede, ikke asfalterede og ekstremt kringlede veje. Og Danielle som er 18 år og har haft sit kørekort i bare 1,5 måned kørte langt det meste af turen op ad bjerget – det var først på hjemturen hun fortalte at hun kun havde haft sit kørekort i 1,5 måned for hendes kørsel afslørede hende i hvert fald ikke – hun tog det i stiv arm, selv når vi andre sad og gøs når vi lod blikket falde ned over de stejle bjergskråninger. Vi fik snakket om alt og ingenting på den tur og fandt ud af at Danielle og hele hendes familie havde besøgt Faaborg, min hjemby sidste sommer. Hendes farfar og farmor havde besøgt Faaborg som unge og fået lavet en replika af et kendt maleri som hænger på Faaborg Museum, hvor jeg er kommet meget som barn. Og sidste sommer ville resten af familien op og se den by bedsteforældrene så ofte havde nævnt. Hvad er oddsene lige for at mødes på den anden side af jorden, med en pige fra Holland, hvis farfar og farmor har et stærkt bånd til min føde og hjemby?! Som med så mange ting, er det som tidligere nævnt turen eller rejsen om man vil, der er mindst lige så vigtig som selve destinationen. Og sådan var det også da vi tog på eventyr til Monte Verde.

fy5a1965 fy5a1911 fy5a1978
Surfing, surfing, surfing!

Tamarindo er en surferby – og Costa Rica er et surferland. Det kan der vist slet ikke være nogen tvivl om. Hvorvidt jeg derimod kan kalde mig for surfertøs er dog lidt en anden sag – men jeg gjorde i hvert fald mit aller bedste. EF hjalp en flok piger fra min klasse og jeg med at få arrangeret nogle surftimer hos Surf Culture i tamarindo. Vi havde to super seje læremestre som var fulde af sjov og som var dygtige til at lære fra sig. Så allerede da jeg hoppede op på bordet første gang i vandet stod jeg op og surfede. Og sådan gik det faktisk hele surftimen igennem. Senere hen lejede vi bare vores egne surfboards for et par timer ad gangen og tog ud og surfede på egen hånd, der gik det en det knapt så nemt med at komme op og stå – men med vilje og øvelse begynder jeg stille og roligt at få taget på det. I Tamarindo kan man leje surfboards mange steder og for det meste koster det omkring 10 dollars for en dags leje. Jeg har med sikkerhed fået blod på tanden i forhold til at surfe, og det samme har Mads – så vi er allerede igang med at planlægge hvordan vi på vores drømme bil, skal have et rig til surfboards på taget.

fy5a2499 fy5a2132 fy5a2526
fy5a2152
fy5a4168
Eventyr  i UTV – På jagt efter det Costa Rica de lokale lever i

Playa Tamarindo er en lille, dog meget velbesøgt strandby. Der er altid fyldt med unge mennesker som besøger både EF-skolen eller surfskolerne eller som backpacker sig vej igennem Mellemamerika. Og så er der mange turister, især fra USA. Alt dette gør at Tamarindo er lidt en blanding af en masse lokale initiativer med et vestligt tvist, som gør det meget let og behændigt at gøre alt fra at hæve penge, shoppe til at spise på restaurant . Men nogen gange kan man jo godt lave lyst til at komme endnu tættere på det lokale liv i Costa Rica, dér hvor de lokale bor og begår sig. Jeg handlede ofte ind i små frugtboder langs vejene og i de lokale supermarkeder under vores tur. Både for at spare lidt penge og udnytte at der var køkken på vores værelse, men lige så meget for at udforske livet som lokal. Hvad køber de? Hvad er de billigste og dyreste varer i dette land? Jeg finder altid, at supermarkeder siger noget om det land man er i – og jeg som elsker mad af al slags, elsker at gå på opdagelse og smage noget nyt. Mads og jeg lejede en UTV (en krydsning imellem en golfvogn og en ATV) og kørte ad de ikke asfalterede veje til små landsbyer, hvor der alle vegne hang vasketøj på hjemmegjorde tørresnore, og hvor børn og hunde lejede på sportspladser imens de ældre tog et hvil på de overdækkede terrasser foran de små betonhuse de bor i.  Costa Rica er måske ikke så fattigt som resten af Mellemamerika, men det står stadig i skærende kontrast til den måde vi lever på herhjemme med kæmpestore huse fyldt med alt muligt. Og tanken for mig her er ikke så meget at de ikke har nok – mere at vi måske har for meget herhjemme. Under alle omstændigheder var denne måde at køre igennem landet på ret unik  – og vi fik set en masse ting som vi ellers aldrig havde set.

   

1 kommentar

  • Emma Müller

    Jeg knuselsker dine Costa Rica-indlæg! Min kæreste og jeg rejser netop til Mellemamerika d. 1 april, for at backpacke os hele vejen fra Yucatan-halvøen i Mexico til Panama City de næste to måneder. Så TAK for inspiration – man kan virkelig fornemme stemningen på dine flotte billeder og jeg glæder mig endnu mere nu🌷

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DET SOCIALE LIV I COSTA RICA - NYE VENNER, FRYGT & OPLEVELSER FOR LIVET