Trøffelpasta, tanktoppe og komplicerede sko. Og angst.

Illustration af mig, Johanne Kohlmetz.

Trøffel pasta, smalle taljer, sommerbrun hele året, intet filter og så alligevel – gammel denim og komplicerede sko. Du har nok allerede et konkret navn i tankerne når du læser denne lille remse. Men det vigtige er egentligt ikke hvem der står bag profiler på instagram hvor alle de ovenstående elementer udgør det vel-komponerede feed, det vigtige er hvem der følger dem og hvorfor. Og det kan jeg ikke svare på, men jeg undrer mig over det, særligt meget i disse dage hvor det føles som om, at der hver gang jeg tjekker instagram-discover popper en ny og hurtigtvoksende profil frem, med en solbrun ung pige i sine forældres sommerhus. Men inden jeg kommer for godt igang, så vil jeg lige tage jer med tilbage til starten af denne uge, for den her undren over andres færden på de sociale medier kræver lidt baggrundshistorie.

Mandag aften havde jeg haft utroligt svært ved at falde i søvn, lige som jeg var døset hen vågnede jeg op med hjertebanken og en følelse af panik i hele kroppen. Den leg legede min hjerne og jeg i et par timer indtil jeg til sidst fandt ro og faldt i søvn. Dét jeg oplevede mandag aften er nok en slags angst. Jeg har aldrig fået en diagnose eller så meget som set en psykolog – men jeg er ret selvbevidst og kender mit eget sinds kringlede kroge godt nok til at turde sætte ordet angst på selv. Jeg føler oftest angst når jeg ikke føler at jeg får opnået eller udrettet noget væsentligt i løbet af mine dage – og dermed kan føle at mit liv er, i mangel af bedre ord; meningsløst. Hvad det vil sige at “udrette noget” kan variere utroligt meget for mig. Nogle dage er det at løbe en tur, andre dage er det at skabe noget kreativt – og langt de fleste dage er det selvfølgelig at få skrevet et blogindlæg, lavet en video eller noget andet arbejdsrelateret ifm. min blog eller webshop. Og i perioder (som den jeg går igennem lige nu) hvor jeg af den ene eller anden grund ikke har fået arbejdet ret meget, og heller ikke har foretaget mig noget andet nævneværdigt kommer den her meningsløshed til at fylde utroligt meget indeni mig. Grunden til at jeg  ved at det med al sandsynelighed er dét der ligger bag min “angst” er, at jeg har oplevet det mange gange før. Jeg har haft mig selv som chef siden jeg var 16 år – og i de 7 år siden dengang har motivationen og inspirationen til hver dag at vågne op og “genopfinde mig selv” ikke altid været der. Og selvfølgelig er det sådan. Men i de perioder hvor jeg skal hanke op i mig selv for at tilbage i en god arbejdsrutine, kræver det først at jeg føler der er en mening med dét jeg laver og er. Ellers er min eksistens totalt uberettiget – og i særdeleshed mit arbejde. Og det betyder ikke at jeg er nødt til at prøve at redde planeten hver dag, for at jeg kan trives – men det betyder at jeg ikke kan holde det ud, hvis ikke jeg ser en kreativ, inspirerende, sjov eller oplysende pointe med mit arbejdsliv. Og grunden til at det er sådan, er at jeg hver dag skaber min egen arbejdsdag og dermed også står til ansvar for hvad jeg laver. Ikke kun overfor andre, men overfor mig selv. Og jeg har, som I kan læse, ret høje krav til mig selv.

Nu når vi så til tirsdag aften. Efter en dag hvor jeg ligesom havde haft den forrige aftens angst i latent i kroppen. Det lå lige under overfladen og jeg kunne mærke at det bare var et spørgsmål om tid for jeg ville begynde at tude. Dét gjorde jeg så, da Mads gav mig et kram i sofaen og spurgte om et eller andet helt uskyldigt. Og jeg blev rigtig ynkelig lynhurtigt, kan I tro. Men det er man bare nogen gange. “Det hele er bare så fucking ligegyldigt, og det samme alt sammen” sagde jeg ud igennem snot og tåre. “Jeg får slet ikke de likes på instagram jeg gjorde engang, og jeg er egentligt ligeglad med likes, men jeg bliver bare ked af det alligevel. Og folk er også ligeglade med alt jeg har at sige, det skal bare være trøffelpasta og smalle taljer i denimjeans over det hele – OG JEG ER LIGEGLAD, DET HELE ER SÅ LIGEGYLDIGT!”. Her kan I høre at jeg havde fået hidset mig selv godt op og var en anelse dramatisk. Men ikke desto mindre er det sandheden. Jeg er ked af at der på papiret er 46.000 der følger mig på instagram og at kun godt de 1000 af dem gider like eller interagere med mig. Og jeg bliver endnu mere ked af det, når jeg så ser “hvad dét er folk vil have”- nemlig førnævnte trøffelpasta-spisende pige, siddende på gadecafé med en billedtekst alá “She’s like the wind”. Men det er jo den helt forkerte måde at anskue det på, som Mads så rigtigt pointerede. Man kan jo ikke sammenligne æbler med bananer – ja, i det hele taget skal man slet ikke sammenligne sig, så det lader jeg være med.

Og det er ikke pigerne på instagrams skyld at jeg føler angst, det kan jeg slet ikke understrege nok. For det her blogindlæg handler slet ikke om misundelse, det handler om at stille sig dybt uforstående overfor en kæmpestor tendens, som for mig virker fuldkommen hul og tom.  Jeg vil netop ikke have hvad de har.  Men jeg vil gerne forstå hvorfor så mange vil?
Ved I hvad jeg faktisk finder aller mest besynderligt, som går igen ved mange af de her profiler? Teksterne. De er komplet tomme for nogen som helst mening eller originalitet. Det er bare ord, altid på engelsk selvfølgelig, som nogen andre engang har skrevet om en kvinde, som disse piger nu bruger om sig selv. Dét siger noget om hvor hult hele denne tendens runger, at ikke engang ordene betyder noget længere.Er jeg bare en bitch at høre på nu? Så, må jeg være det. Det er simpelthen sådan jeg tænker.

Jeg tror at vi alle sammen har brug for noget mere substans end hvad et billede af en teenager i tanktop på Hornbæk strand kan give os. Det betyder ikke at vi ikke må følge dem alligevel. Mode skal stadig have lov til at være frit og sjovt, legende og eksperimenterende. Dét er jo netop der jeg synes at mode er skønt og givtigt. Når den inspirerer os og ikke nødvendigvis altid på et dybere plan. Og jeg må jo gå ud fra at disse profiler inspirerer rigtig mange unge piger. Spørgsmålet er bare hvad man bliver inspireret til?

HER SKAL DU SHOPPE VINTAGE I LONDON

Midt i februar tog min kæreste, Mads og jeg på en 4-dags oplevelsestur til London. Vi havde ikke nogen store planer med vores tur, ud over at vi ville spise og shoppe os vej igennem byen. Inden afrejse gjorde jeg som mange andre med et stort netværk; jeg spurgte efter råd, tips og anbefalinger til byen. Og nogle af de tips der kom aller flest af omhandlede selvfølgelig hvor man skulle shoppe – og i særdeleshed hvor man skal shoppe vintage. På vores 4 dage i London kom vi ret vidt omkring og besøgte mange forskellige bydele og alle steder vi besøgte faldt vi over mindst 3 vintagebutikker. Så jeg tænkte at jeg ville bikse et oversigts-indlæg sammen, så alle jeres tips og mine egne opdagelser kan gavne flere genbrugsglade mennesker I fremtiden.

Camden

Camden er et område der under alle omstændigheder er et besøg værdigt hvis du er i London. Der er god stemning, et lækkert og spændende madmarked og i det hele taget et væld af forskellige “markeder” med alt fra suviniers til LP’er, indiske pyntegenstande og vintagetøj. Og på gaden som hedder Camden Highstreet kommer du forbi både markederne samt en håndfuld butikker med masser af genbrugstøj. Her kommer et par butikker jeg især vil fremhæve:


Rockit,  225 Camden Highstreet

Denne butik er en del af en kæde som hedder Rockit og findes en del steder i London. Her kan man finde gamle Levis jeans, denim jakker, smækbukser og i det hele taget et stort udvalg af denim-sager. Men der er også kjoler, sko m.m – samt en mandeafdeling. Rockit er typisk meget ordnede butikker, hvor alle varerne er sorterede efter størrelse og mærke, hvilket gør det ret overskueligt.
Priserne varierer fra item til item, men er egentligt meget rimelige, t-shirts kostede typisk omkring 15-20 pund, vintage Levis jeans ca 30-40 pund og kjoler fra 35 pund og opefter.


Traid, 154 Camden High Street

Traid er en butik jeg fortrød jeg ikke købte mere i. Men det var den første genbrugsbutik vi besøgte i London og jeg var bange for at brænde alle mine penge af i den første butik, hvis nu jeg skulle støde på noget endnu bedre lidt længere oppe af vejen. Men faktisk viste det sig, set i bagspejlet at Traid var den genbrugsbutik vi besøgte i London med bedst priser – og mest “value for money”. Der findes både gamle H&M og Asos kjoler til 9-15 pund stykket, men Traid har også et stort udbud af vintagekjoler, nederdele, pelse og frakker, alt sammen til priser i omegnen af 15-20 pund, hvilket er billigt sammenlignet med mange andre steder.


Horse Tunnel Market, Stables Market, Chalk Farm Rd

Der er mange spændende ting at se i Horse Tunnel Market som ligger for enden af Camden Highstreet. Men inde i venstre hjørne, dybest inde i markedet ligger en vintagebutik som jeg desværre ikke har kunne opdrive navnet på. Men her var der et kæmpe stort udvalg af vintageskjorter, både til mænd og kvinder. Samt hundredevis af lædertasker, jakker og støvler. Så hvis det lige præcis er dét man er på udkig efter er denne bod et godt sted af besøge. Der var ikke priser på ret mange af tingene, men bodens ejer er helt sikkert til at handle med.



Notting Hill

Ligesom Camden området absolut er et besøg værd hvis man er i London, er området omkring Notting Hill det også. Det er en enormt charmerende bydel, med små byhuse i pastelfarver, fine rækværker og smukke forhaver. Og så er der rigtig mange skøre og finurlige brugskunst og antikvitetsbutikker på gaden Portobello Road. Og som mange andre steder i London bliver der også her holdt både fødevarer og genbrugsmarkeder i de fleste weekender året rundt. Her er de genbrugsbutikker jeg vil anbefale i Notting Hill området:


Retro Woman, 32 Pembridge Rd

I den øverste etage i butikken finder man mere værdifulde vintagevarer såsom Chanel øreringe, Louis Vuitton tasker m.m. Men butikkens kælder er fyldt  fra gulv til loft, med både vintage og nyere genbrugstøj til kvinder. Priserne ligger på ca 15 pund for en kjole og 10-20 pund for forskellige sneakers, støvler og stiletter. Det kræver lige tid og overskud at gå igennem alle de mange hundrede kjoler, bluser osv. i kælderen – men der er helt klart mulighed for at gøre et godt kup.


One Of A Kind Fashion Archive, 259 Portobello Rd

Det tøj som du finder hos “One Of A Kind” er  netop det, one of a kind. Du kan finde alt fra de smukkeste, mest ekstravagante balkjoler fra 60’erne til finurlige gamle afrikanske stammedragter og læderjakker ala Madonna i 80’erne. Der er en bred vifte af vintagetøj og sko – men priserne er bestemt i den højere ende. Dét er sådan en butik som man nok ikke køber noget i, men som helt klart er værd at besøge alligevel. Angiveligt skulle Naomi Campbell og Kate Moss have shoppet i butikken her flere gange, så den information kan du jo bruge til… ja, ikke så meget i virkeligheden, men nu ved du det da.


Karen Vintage Boutique, 93 Portobello Rd
Denne butik er uden tvivl den smukkeste vintagebutik jeg nogensinde har besøgt. Ikke blot er butikkens facade smuk med store gladvinduer og lyseblåt træværk, men butikkens inde er simpelthen indrettet så eventyrligt og smukt. Og kjolerne som man kan finde her er også direkte ud af eventyr og drømme. Det samme er priserne desværre også. Jeg kan bedst beskrive det tøj som sælges i Karen Vintage som en Hollywood skuespillerinde fra 20’ernes garderobe. Og jeg ville glædeligt have haft alt tøjet med mig hjem. Men der fandtes desværre heller ingen kjoler til under 200 pund, hvilket var lidt over mit budget. Men hvis du har en forstående fødselsdagsfest, skal til galla eller bryllup så er det her det helt rigtige sted.



Brick Lane

Brick Lane er lidt et sjovt område, fordi det rummer ret store kontraster. Her er både små autentiske engelske pubber og caféer, urbane vintage og kunstbutikker, mellemøstlige og jødiske supermarkeder og slagter,  og så skyskrabere og travle businessfolk. Men det er et enormt charmerende, at have så mange forskellige steminger og butikker indenfor det samme område. Jeg tror faktisk at Brick Lane var det område af London som vi besøgte, der gjorde størst indtryk på mig og som jeg først vil anbefale at man besøger – ikke kun for vintageshoppings-skyld. Men det er nu engang dét indlægget her handler om, så her får I et par vintagebutikker i Brick Lane:


The Vintage Market, 85 Brick Ln
I en mindst 300 kvadratmeter stor kælder på Brick Lane finder du vintagehimlen. Så enkelt kan det siges. Her er alle tænkelige stilarter og tøj fra 1920’erne og alle årtier fremefter. Og så er det er fair priser, som dog varierer fra shop til shop. Der er nemlig omkring 20-25 forskellige shops med forskellige ejere og forskellige temaer. De fleste steder kan du sagtens betale med kort, men de tager selvfølgelig også imod kontanter. Der er faste priser på alle varer og man prutter ikke om prisen, selvom det er et “marked”. I en af de mange shops, købte jeg blandt andet et par Levis vintage jeans til 20 pund, hvilket jeg synes var meget rimeligt og billigere end jeg ellers havde set det i London.


Search And Destroy, 20 Cheshire St

Jeg kunne i princippet anbefale samtlige genbrugsbutikker som ligger på Brick Lane og de tilstødende gader, da der var enormt mange små og fine butikker – og også mange butikker som mindede om hinanden. Men Search And Destroy er alligevel en af de butikker jeg husker bedst. Der var nemlig utroligt mange seje vintage t-shirts, både til mænd og kvinder, samt mange smukke boheme kjoler og skjorter fra 70’erne. Havde jeg besøgt butikken om sommeren var jeg sikkert gået derfra med en favnfuld fine sommerkjoler, men i februarmåned var det svært at forestille sig nogensinde at skulle have bare ben igen.