Trøffelpasta, tanktoppe og komplicerede sko. Og angst.

Illustration af mig, Johanne Kohlmetz.

Trøffel pasta, smalle taljer, sommerbrun hele året, intet filter og så alligevel – gammel denim og komplicerede sko. Du har nok allerede et konkret navn i tankerne når du læser denne lille remse. Men det vigtige er egentligt ikke hvem der står bag profiler på instagram hvor alle de ovenstående elementer udgør det vel-komponerede feed, det vigtige er hvem der følger dem og hvorfor. Og det kan jeg ikke svare på, men jeg undrer mig over det, særligt meget i disse dage hvor det føles som om, at der hver gang jeg tjekker instagram-discover popper en ny og hurtigtvoksende profil frem, med en solbrun ung pige i sine forældres sommerhus. Men inden jeg kommer for godt igang, så vil jeg lige tage jer med tilbage til starten af denne uge, for den her undren over andres færden på de sociale medier kræver lidt baggrundshistorie.

Mandag aften havde jeg haft utroligt svært ved at falde i søvn, lige som jeg var døset hen vågnede jeg op med hjertebanken og en følelse af panik i hele kroppen. Den leg legede min hjerne og jeg i et par timer indtil jeg til sidst fandt ro og faldt i søvn. Dét jeg oplevede mandag aften er nok en slags angst. Jeg har aldrig fået en diagnose eller så meget som set en psykolog – men jeg er ret selvbevidst og kender mit eget sinds kringlede kroge godt nok til at turde sætte ordet angst på selv. Jeg føler oftest angst når jeg ikke føler at jeg får opnået eller udrettet noget væsentligt i løbet af mine dage – og dermed kan føle at mit liv er, i mangel af bedre ord; meningsløst. Hvad det vil sige at “udrette noget” kan variere utroligt meget for mig. Nogle dage er det at løbe en tur, andre dage er det at skabe noget kreativt – og langt de fleste dage er det selvfølgelig at få skrevet et blogindlæg, lavet en video eller noget andet arbejdsrelateret ifm. min blog eller webshop. Og i perioder (som den jeg går igennem lige nu) hvor jeg af den ene eller anden grund ikke har fået arbejdet ret meget, og heller ikke har foretaget mig noget andet nævneværdigt kommer den her meningsløshed til at fylde utroligt meget indeni mig. Grunden til at jeg  ved at det med al sandsynelighed er dét der ligger bag min “angst” er, at jeg har oplevet det mange gange før. Jeg har haft mig selv som chef siden jeg var 16 år – og i de 7 år siden dengang har motivationen og inspirationen til hver dag at vågne op og “genopfinde mig selv” ikke altid været der. Og selvfølgelig er det sådan. Men i de perioder hvor jeg skal hanke op i mig selv for at tilbage i en god arbejdsrutine, kræver det først at jeg føler der er en mening med dét jeg laver og er. Ellers er min eksistens totalt uberettiget – og i særdeleshed mit arbejde. Og det betyder ikke at jeg er nødt til at prøve at redde planeten hver dag, for at jeg kan trives – men det betyder at jeg ikke kan holde det ud, hvis ikke jeg ser en kreativ, inspirerende, sjov eller oplysende pointe med mit arbejdsliv. Og grunden til at det er sådan, er at jeg hver dag skaber min egen arbejdsdag og dermed også står til ansvar for hvad jeg laver. Ikke kun overfor andre, men overfor mig selv. Og jeg har, som I kan læse, ret høje krav til mig selv.

Nu når vi så til tirsdag aften. Efter en dag hvor jeg ligesom havde haft den forrige aftens angst i latent i kroppen. Det lå lige under overfladen og jeg kunne mærke at det bare var et spørgsmål om tid for jeg ville begynde at tude. Dét gjorde jeg så, da Mads gav mig et kram i sofaen og spurgte om et eller andet helt uskyldigt. Og jeg blev rigtig ynkelig lynhurtigt, kan I tro. Men det er man bare nogen gange. “Det hele er bare så fucking ligegyldigt, og det samme alt sammen” sagde jeg ud igennem snot og tåre. “Jeg får slet ikke de likes på instagram jeg gjorde engang, og jeg er egentligt ligeglad med likes, men jeg bliver bare ked af det alligevel. Og folk er også ligeglade med alt jeg har at sige, det skal bare være trøffelpasta og smalle taljer i denimjeans over det hele – OG JEG ER LIGEGLAD, DET HELE ER SÅ LIGEGYLDIGT!”. Her kan I høre at jeg havde fået hidset mig selv godt op og var en anelse dramatisk. Men ikke desto mindre er det sandheden. Jeg er ked af at der på papiret er 46.000 der følger mig på instagram og at kun godt de 1000 af dem gider like eller interagere med mig. Og jeg bliver endnu mere ked af det, når jeg så ser “hvad dét er folk vil have”- nemlig førnævnte trøffelpasta-spisende pige, siddende på gadecafé med en billedtekst alá “She’s like the wind”. Men det er jo den helt forkerte måde at anskue det på, som Mads så rigtigt pointerede. Man kan jo ikke sammenligne æbler med bananer – ja, i det hele taget skal man slet ikke sammenligne sig, så det lader jeg være med.

Og det er ikke pigerne på instagrams skyld at jeg føler angst, det kan jeg slet ikke understrege nok. For det her blogindlæg handler slet ikke om misundelse, det handler om at stille sig dybt uforstående overfor en kæmpestor tendens, som for mig virker fuldkommen hul og tom.  Jeg vil netop ikke have hvad de har.  Men jeg vil gerne forstå hvorfor så mange vil?
Ved I hvad jeg faktisk finder aller mest besynderligt, som går igen ved mange af de her profiler? Teksterne. De er komplet tomme for nogen som helst mening eller originalitet. Det er bare ord, altid på engelsk selvfølgelig, som nogen andre engang har skrevet om en kvinde, som disse piger nu bruger om sig selv. Dét siger noget om hvor hult hele denne tendens runger, at ikke engang ordene betyder noget længere.Er jeg bare en bitch at høre på nu? Så, må jeg være det. Det er simpelthen sådan jeg tænker.

Jeg tror at vi alle sammen har brug for noget mere substans end hvad et billede af en teenager i tanktop på Hornbæk strand kan give os. Det betyder ikke at vi ikke må følge dem alligevel. Mode skal stadig have lov til at være frit og sjovt, legende og eksperimenterende. Dét er jo netop der jeg synes at mode er skønt og givtigt. Når den inspirerer os og ikke nødvendigvis altid på et dybere plan. Og jeg må jo gå ud fra at disse profiler inspirerer rigtig mange unge piger. Spørgsmålet er bare hvad man bliver inspireret til?

11 kommentarer

  • Amen, Jeg er så enig!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebekka

    Jeg vil bare lige fortælle dig, at jeg har fulgt dig siden, jeg gik i 9. klasse, og det er godt og vel de 7 år, du selv nævner.
    – jeg følger dig også på instagram
    – og jeg følger dig STADIG. I 9. klasse var jeg totalt opslugt af alle mulige bloggere, men i dag er den eneste blog jeg gider at læse faktisk din.

    På instagram liker jeg ikke nødvendigvis dine opslag eller kommenterer, men jeg kigger med!!!!! og nyder det, jeg er bare ikke den store like-type. Og i forhold til disse berømte solbrune piger – så fatter jeg det sgu heller ikke. Jeg må indrømme jeg får det mest af alt dårligt med mig selv – fordi jeg sammenligner mig med dem. Jeg følger dem ikke og prøver ihærdigt ikke at komme til at støde ind i dem på udforsk. Selv bekendte, folk jeg har gået i skole med osv. har jeg unfollowed fordi de begyndte at træne røv og få gratis ting. Jeg orker det ikke.

    Og som mange andre skriver, så er du så nice, når du reflekterer, og vi følger dig fordi du ikke er som de andre!!
    Hurra for det, for søren da.
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stinna

    Johanne, tak fordi du sætter ord på disse tanker, som ihvertfald jeg har reflekteret en hel del over. Mit feed har aldrig været så indholdsløst som det er nu – hvis ikke det er i den beskrevede stil hører det ikke til. Derfor er der ingen af dem, jeg vil se posts fra (Mine venner og folk der inspirerer mig), der har lyst til at smide noget op. For Instragram er overtaget af denne sindssyge trend der har stukket helt helt af. Og sex alle vegne, men det er en anden trend.

    Jeg synes bare du skal vide at du er den sejeste af alle i din branche, du har holdt den ægte siden jeg ihvertfald faldt over din blog. Og jeg er ikke en trofast følger eller læser, men jeg fik lige lyst til at skrive her. For det er dejligt, at du ikke går med strømmen – det er for nemt men også for ensomt. Så her er en lille tekst for at minde dig om at du kan alt det du vil og at dem, der ved det, ved det. Og så er alt andet ubetydeligt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie Berg

    Moden skifter, og nu har jeg tilfældigvis aldrig været en der har gidet følge moden, jeg har altid fundet mig fint tilpas i en hvid t-shirt, blå cowboy jeans (gerne bare lidt baggy) og en læderjakke. Men nu er min stil kommet på “mode” og ses overalt i gadebilledet, her jeg jeg mærke en vis frustration, fordi nu er jeg ikke mig, men jeg føler jeg er blevet som “alle andre”!

    Jeg tror det er rigtig vigtigt i alt snakken om influencers, ikke at tabe “sig selv” og blive som alle andre. Jeg følger dig fordi jeg elsker din stil og din personlighed (og nok også lidt fordi der er noget hjemligt over det, at du kommer fra der hvor jeg er fra *host* *host* jeg er fra Vester Skerninge – men Sydfyn såe..

    Du er ikke som alle andre og elsker den måde du er på – nede på jorden, klog og har nogen holdninger som du står ved, ikke meningsløse. Det vil jeg sige jeg ofte savner ved “blogger/instagram” verdenen, at det ikke altid drejede sig om Gucci trøjer, Balenciaga sneakers, Chanel tasker.

    Du er fucking inspirerende, og tak for det! xxx

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie-Louise

    Åhhh Johanne du har så evigt ret! Det er lige præcis derfor jeg følger dig, og har gjort det de sidste 5-6 år! Du er så original og du har personlighed! Må du aldrig blive som trøffelpigerne for du inspirerer os andre til at være lige præcis os selv!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Synes det er så pudsig en tendens, og en, jeg slet ikke genkender.

    Jeg følger folk der er sjove, inspirerende og søde – men stortset inden af dem bruger selvudløser og er pletfri på deres feed. Det er hverken mig eller min medblogger heller, så vi synes det andet er meget sjovere – både selv at se på og læse om, og også at poste/skrive om selv (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du har så evigt ret, Johanne. Jeg følger af princip ikke nogen af de trøffelpasta-spisende kvinder. Bevares, jeg ønsker dem alt godt i verden. Men jeg bliver ikke en bedre version af mig selv, hvis jeg følger dem. Det gør jeg, når jeg følger personer, som ofte har noget på hjerte og ikke tildækker virkeligheden. Ligesom dig, Johanne :-)

    Tak for det her indlæg og for at bekræfte de tanker, jeg selv har gået med i lang tid.

    Kram og god dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • TAK! Jeg er så sindsygt træt af de her hule bloggere/influencers. Jeg er træt af hvor tankeløst de gør ting, hvor meget de støtter op om sindsygt ligegyldigt overforbrug (hvilket er en helt anden snak), og overfladiskhed i det hele taget.
    Selv overvejer jeg at stoppe med at følge en som jeg har fulgt i rigtig mange år – fordi hun ikke længere siger mig noget. Det er blevet det samme meningsløse pjat, som bare skal høste nogle likes.
    Hvor er det befriende at du sætter ord på det!
    Jeg er vild med hvordan DU sætter fokus på nogle vigtige ting, og at der er tænkt over dine indlæg og generelt de ting du foretager dig i livet. Der er ikke noget hult og tankeløst ved dig :-) Jeg glæder mig altid over dine indlæg og videoer!
    Jeg håber du snart får det bedre 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Det her er rigtig vigtigt, TAK fordi du reflekterer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Hej
    Du er absolut ikke den eneste. Jeg må indrømme, at jeg blev enormt lettet da jeg læste dette indlæg. Jeg har flere gange selv grædt snot og brokket mig overfor min kæreste, over at jeg ikke forstår livets mening, og jeg dur ikke til noget.. og at have kærestens kloge ord og støtte hjælper altid right?
    Du skal bare vide, at der er ihvertfald en person her der kan reletere til alt det du har skrevet her. Vi er ikke alene om det.
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg elsker de her indlæg hvor du er hudløst ærlig og står ved både de positive og negative dage. Det der er lidt hårdt og de ting du undrer dig over. Det er råt og dét er inspirerende. I hvert fald for mig. Jeg har selv lagt mærke til en masse af de der blogger tendenser, blandt andet også det hårspænde du har tegnet og det blomster der kører rundt over det hele. Bevidst vælger jeg lige netop det fra. Ikke fordi jeg ikke kan lide det, for det kan jeg, men jeg gider bare ikke at være som alle andre.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *