Mandagstip: 20% rabat på alt hos ASOS

En sommer uden selvhad

Igår var den der endelig, den første rigtigt varme dag på vores altan. Den første dag, hvor sommeren skubbede foråret til side og sagde “Nu skal der smæk på!”. Termometeret viste 23 grader, og der var ikke en vind der rørte sig, i hvert fald ikke i vores baggård. Hele dagen havde jeg sendt den solbadede altan længselsfulde blikke, imens jeg holdt mig selv i nakken og fik svaret på mails, redigeret videoer og ordnet arbejde inde fra stuen. Da jeg endelig var færdig, skulle jeg bare UD. Ud og nyde solens stråler, måske læse den bog som Mads og jeg fik, fra et lille gratis-bibliotek som nogle venlige mennesker, havde sat frem på en gade ikke så langt fra vores. Først satte jeg mig i solen, med min halvlange kjole på, håret nede og en kop kaffe. Der gik ikke mere end 10 minutter, så måtte jeg sande at det simpelthen var for varmt, så håret røg op i en knold og jeg knappede de 5 øverste knapper af kjolen op, og lod den glide ned på stolen. Den nederste del beholdt jeg på, som et lændeklæde af en slags. For “man kan jo ikke bare sidde i undertøj” tænkte jeg. Både fordi jeg mentalt ikke havde indstillet mig på at det var fuldkommen sommer, og fordi der en eller anden, mærkværdig  – men kæmpe stor, forskel på om man har et matchende sæt “undertøj” i polyamid eller bomuld på, haha.

Men så sad jeg altså der. Solen bevægede sig over hustagene og snart var mine ben i skygge. Så jeg flyttede dem op på bordet, lænede mig tilbage, med underarmene hvilende på stolens armlæn og gratis-bogen placeret nederst på maven. I kender sikkert godt den position, for det er den absolut mest behageligt hvis man vil sole og læse, men er uden liggestol eller strandseng. På et tidspunkt vandrede mine øjne fra bogens sider og op over min egen mave, som nu så mærkeligt  stor og blød ud. Den havde 2 eller 3 folder, hvor lidt sved havde samlet sig på grund af min positur. Samtidig kunne jeg mærke hvordan huden på mine hofter og hen over min lænd var iskold, fordi jeg har et godt lag fedt lige der. Og med ét var det der; selvhadet. På den fineste sommerdag, i en situation hvor jeg ikke skulle andet end at nyde, hvor ingen så mig og hvor jeg kunne slappe helt af, sad jeg nu og hadede først min krop og så hele mig, for at tillade mig selv at se sådan her ud.
Og for mange tror jeg, kan sommeren medbringe den her “konfrontation” med kroppen og måske også selvhadet, fordi man efter en lang vinter ser sig selv uden ret meget tøj, ude i sollyset.

Nogen starter deres morgen med at dyrke yoga, meditere, løbe en tur eller simpelthen bare spise en skål havregryn med mælk. Det gør jeg også engang imellem, som oftest drikker jeg bare en kop kaffe. Men så er der nogle dage, især i de første sommermåneder, hvor jeg starter min morgen med en rask omgang selvhad. Jeg står ud af sengen, tisser og børster tænder. Imens jeg  leder i garderoben efter dagens outfit, ender jeg tit med at stå og betragte min nøgne eller delvist nøgle krop i spejlet. Et stort spejl, hvor man jeg se sig selv i fuld figur – selvom det efterhånden er temmelig smadret efter at det væltede under vores indflytterfest. Og så starter jeg fra en ende af, gennemgår min krop, med de mest hadefulde og kritiske øjne jeg kan. Jeg starter med mine ankler, de er alt for tykke i forhold til resten af min krop (og har iøvrigt hvide pletter af vitiligo) og får mine ben til at ligne formløse chokofanter. Så kommer jeg til lårene, som ikke er “hvad de har været”. Jeg tager fat i mine inderlår bagfra, og fjerner alt det hud og fedt som jeg ønsker mig ikke var der, så jeg står tilbage med et massivt “thigh gap”. Så når jeg mine hofter, også her laver jeg forsvindings-tricket og skjuler al fedtet og huden på mine hofter med mine hænder. Mine hofter, hvorpå der iøvrigt også er 2 halvstore helt lyse prikker som dem på mine ankler. Maven får selvfølgelig også en kritisk blik, og min brystkasse og skuldre hvor der også siden sidste år er begyndende små hvide pigmentpletter, dem bekymrer jeg mig meget om. Faktisk blev jeg først lidt trist, da jeg så billedet øverst i indlægget, for sidste forår havde jeg ikke de hvide pletter på skuldrene – men sådan er vitiligo, det udvikler sig nogle steder og forsvinder andre steder.

Hvilken vidunderlig star på dagen, ikke? Med en kritisk gennemgang af hver centimeter af min krop, inden jeg så kan gå ned til min computer og kamera på kontoret, og begynde dagens arbejde hvor jeg skal poste billeder og videoer af mig selv på de sociale medier. Men jeg vil det ikke mere, jeg vil ikke have det sådan med min krop. Og jeg tror ikke længere på, at svaret for mig er at begynde at træne, lægge min kost om eller læse selvhjælpsbøger. Jeg tror at svaret ligger i, at sætte nogle restriktioner op for mine egne negative tanker. Styre mit eget sind, hvor svært det end kan være. Hver gang de negative tanker trænger sig på, vil jeg grine kærligt af dem og jeg vil forsvare mig selv – overfor mig selv og lade dem glide videre. Jeg vil have en sommer uden selvhad. Og siden det hele kommer fra mig selv, må jeg også kunne gøre en god indsats for at lykkedes med det. Og hvis du på nogen måde i større eller mindre grad føler de samme ting, håber jeg at du kan gøre det samme. Selvom jeg ved at det er svært, og at vi alle er forskellige og har forskellige årsager til vores usikkerheder.

Jeg har de sidste par uger, skrevet nogle ord til mig selv i min telefons noter. Og selvom det måske lyder lidt som pseudo-selvterapi, kan jeg   allerede mærke hvordan det virker for mig at tænke de her tanker og det er det aller vigtigste. Så tænkte at jeg ville dele dem med jer. Hvis I har et godt selvkærligt mantra, så må I virkelig gerne dele det i en kommentar <3

Min krop kan alt det den skal, den har aldrig begrænset mig.

Jeg er kvinde, jeg får menstruation og kan føde børn en dag på grund af min krop – det er sgu da ret fantastisk.

Den er sund og rask og det er jeg taknemmelig for.

Mine vitiligo-pletter er lige så meget en del af mig, som alt muligt andet. De er ikke farlige, og jeg
synes faktisk også at de se søde ud.

Jeg kan gå lange ture med et godt podcast i ørene uden at få ondt i benene og det giver mig
så meget glæde at bevæge mig på den måde, i mit eget tempo. 

Min kæreste elsker den og begærer den lige som den er, fordi det er min krop.

Jeg vil jo inderst inde ikke have andre kroppe end min.

Jeg fortjener at være glad for mig selv og min krop

Alle er utilfredse med noget, jeg er ikke alene, men alle er gode nok.

Jeg ville aldrig tænkte så grimme tanker, hvis min krop tilhørte en anden end mig selv.

For hvis skyld, skal min krop se anderledes ud?

Livet er for kort og for vigtigt, til at hade sig selv. Og man kan iøvrigt ikke “leve livet forkert” – livet dit, er netop dit eget, så gør det der gør dig selv glad. Og det er i hvert fald ikke at kritisere dig eget spejlbillede.

2 kommentarer

  • Sandra

    Tak. Virkelig. Du skriver altid sådan nogle gode tekster, og de sidste ord du har skrevet ind i dine telefons-noter, var lige sådan nogle ord jeg selv havde brug for at have stående i mine noter. Så tak for god inspiration, og god tekst. Og fordi jeg seriøst kan relatere til alt.. det er pisse ærgerligt, at man er så tarvelig mod sin egen krop, men er glad for du fik sat ord på de tarvelige tanker jeg nogle gange går med.. og mindede mig om, at de tanker skal jeg bare ikke have denne sommer <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    Jeg har det i perioder på p.r.æ.c.i.s samme måde!!!?? Det er så unødvendigt og ærgerligt, at det skal være noget man gider finde sig i fra sig selv. Som du også siger ville det jo aldrig være noget man sagde eller mente om andre! I stil med dine noter på telefonen er jeg for en månedstid siden gået i gang med at skrive taknemmligheds dagbog, for at mindes alt der giver mening og som gør mig glad. Både på gode og dårlige dage skriver jeg ting ned, som jeg er taknemmelig over, for af en eller anden tosset grund er det bare sværere at huske på alle de gode ting. Det virker vældig godt indtil videre, og jeg håber på og glæder mig til at gå en sommer i møde, hvor succeskriterierne ikke skal være hvor fit og tan jeg ser ud. Så tak fordi du deler dette og minder mig og andre om at vi ikke er alene (selvom det er en sørgerlig kendsgerning at vi er så mange, der er så kritiske og nedladende overfor os selv)! Og i øvrigt synes jeg at du ser mega godt ud og beundrer tit din udstråling! Det skal du bare vide. Kh Helena

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mandagstip: 20% rabat på alt hos ASOS